Ramaphosa henviser til Mandela-strategi under besøg i Kyiv

Mandela var en stor tilhænger af forhandlinger, siger Cyril Ramaphosa, som forsvarer drøftelser med Putin.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt fredag fælles pressemøde i Kyiv med en række afrikanske ledere.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt fredag fælles pressemøde i Kyiv med en række afrikanske ledere. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix.

En række afrikanske ledere var fredag på besøg i Kyiv i et forsøg på at overtale Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at deltage i fredsforhandlinger med Rusland og for at tilbyde afrikansk mæglerhjælp.

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, sagde, at lederne var kommet for at "dele det afrikanske perspektiv", og at de anser samtaler med Rusland som en del af missionen.

Han sagde samtidig, at Sydafrikas tidligere præsident og frihedsikon den nu afdøde Nelson Mandela var en stor fortaler for forhandlinger.

- Selv når konflikten bliver mere intens, så er det der, der skal sluttes fred, sagde Ramaphosa på et pressemøde efter fredagens møde.

Præsidenten for Comorerne og nuværende formand for Den Afrikanske Union, Azali Assoumani, mener, at det er de afrikanske lederes pligt at forsøge at hjælpe.

- Det er ikke i vores interesse at gøre ingenting. Det ville være fejt, sagde han til journalister.

- Denne diskussion er fuldstændig nødvendig. Lad mig forsikre jer: Vi forstår jeres smerte. Vi har selv gennemlevet den. Og vi vil have en drøftelse med Putin, tilføjer han med henvisning til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Lørdag rejser den afrikanske delegation, der består af ledere fra Senegal, Egypten, Zambia, Sydafrika og Comorerne, videre til Rusland for at mødes med Putin i Sankt Petersborg.

Den ukrainske præsident stiller sig uforstående over for de afrikanske lederes plan om at mødes med den russiske præsident.

- Det er deres beslutning. Hvor logisk den er, ved jeg ikke rigtig, sagde Volodymyr Zelenskyj på et fælles pressemøde med delegationen fredag.

- Vi har brug for ægte fred og derfor en reel tilbagetrækning af russiske soldater fra hele vores uafhængige land.

Afrikanske lande importerer store mængder korn og gødning fra Rusland og Ukraine. Krigen har ført til både handelsblokader og skyhøje priser.

Sydafrika beskyldes for angiveligt at have prorussiske holdninger, og landet er under mistanke for at sende våben til Rusland.

Fredagens besøg mellem Zelenskyj og den afrikanske mission var stærkt præget af russiske missilangreb.

Ukraine siger, at landet skød 12 russiske missiler over Kyiv ned.

/ritzau/Reuters