Prøv avisen

Rapport afslører: Israel forsøger at skrive historien pæn

Ifølge den officielle israelske historieskrivning flygtede 750.000 palæstinensere fra det nuværende Israel i foråret 1948, fordi de arabiske lande opfordrede dem til det. Men allerede samme sommer erkendte den nye stats efterretningstjeneste i et dokument, at jødiske militæraktioner var med til at drive palæstinenserne på flugt. Dette dokument blev dog i slutningen af 1980’erne beordret fjernet fra et israelsk arkiv, og det er fortsat låst væk. Her ses palæstinensere flygte fra dere Foto: Ho/Reuters/Ritzau Scanpix

I årevis har den israelske stat tømt arkiverne for dokumentation for, hvad der skete omkring statens oprettelse og fik over 750.000 palæstinensere til at flygte i 1948. Ifølge ny rapport vogter en særlig afdeling i forsvarsministeriet på ulovlig vis over historieskrivningen, så det kun er den officielle version, der er adgang til

I slutningen af juli 1948 skriver Israels ”efterretningstjeneste (arabiske afdeling)” en sammenfatning af, hvad der fik over 750.000 palæstinensere til at flygte fra deres hjem i perioden op til og efter den nye stats oprettelse få måneder forinden. Konklu- sionen modsiger den almindelige forklaring om, at det var de omliggende arabiske lande, der via radio og i moskéer opfordrede den arabiske befolkning til at flygte. I stedet står der sort på hvidt, at ”jødiske militæraktioner havde en afgørende virkning på migrationen. Over 70 procent af indbyggerne forlod deres hjem på grund af disse aktioner”.

Men den israelske stat har besluttet, at dette historiske dokument om, hvordan og hvorfor palæstinenserne flygtede mellem den 1. december 1947 og den 1. juni 1948, ikke bør være tilgængeligt. Ikke for forskere og ikke for offentligheden. I slutningen af 1980’erne gav den israelske statsarkivar ordre om at fjerne dokumentet fra Yad Ya’ari-arkivet, den socialistiske Shomer Hazair-bevægelses arkiv, og lægge det i en forseglet boks.

Det er ikke det eneste dokument, der over årene er blevet beordret fjernet fra de israelske arkiver. Tværtimod har der foregået en systematisk støvsugning af arkiver for dokumentation, der fortæller en anden historie end den officielle. Det afslører en ny rapport fra det israelske Akevot Institut for forskning i den israelsk-palæstinensiske konflikt, der udkom i begyndelsen af denne måned. Akevot betyder spor på hebraisk, og instituttet beskæftiger sig med at få historien om Israels oprettelse frem i lyset.

Akevot afslører blandt andet, at det i 1980’erne var statsarkivaren, der besluttede at gemme dokumenter væk, og at der siden 2002 har været en særafdeling i det israelske forsvarsministerium, der har påtaget sig opgaven som vogtere af historieskrivningen, under navnet forsvarsministeriets sikkerhedsenhed, på hebraisk Malmab.

”I virkeligheden begyndte det som en slags selvcensur, landets arkivarer selv tog initiativ til i midten af 1980’erne. I 2002 påtager Malmab sig opgaven. Malmab var en hemmelig enhed, hvis opgave var at beskytte Israels forsvarsapparat imod fjendtlig infiltration – spionage – og imod læk af sikkerhedsfølsommme oplysninger. Siden 2002 besøger Malmabs efterforskningsteams jævnligt landets arkiver og beordrer dokumentation lagt under lås og slå,” forklarer Akevot-instituttets direktør Lior Yavne.

Det var historikeren Benny Morris, der utilsigtet udløste det, Lior Yavne kalder arkivarernes selvcensur. I 1988 udgav Morris sit hovedværk, ”The Birth of the Palestinian Refugee Problem 1947-49” (Det palæstinensiske flygtningeproblems fødsel 1947-49). Den efterretningsrapport, der blev skrevet af ”den arabiske afdeling” i 1948 få måneder efter staten Israels oprettelse, var et centralt dokument i bogen. På rapportens 29 sider var det minutiøst angivet, hvilke arabiske byer og landsbyer der blev tømt for sine indbyggere, hvornår det skete, hvor mange der flygtede, af hvilke årsager, og hvor befolkningen flygtede hen.

Morris’ bog skabte en skandale i Israel, da den udkom. Han var den første israelske historiker, der med dokumenter og interviews dokumenterede, at selv uden en direkte ordre fra Israels første premierminister, David Ben-Gurion, og folk omkring ham, vidste de førstatslige jødiske militser og senere det israelske forsvar, at det var ønskeligt at få palæstinenserne til at flygte. Og man hjalp dem.

Kort efter, at bogen udkom i 1988, forsvandt 1948-rapporten fra arkivet.

Flere år senere fik Yad Ya’ari-arkivet igen besked om at sørge for, at rapporten fra 1948 fortsat skulle være låst væk. Denne gang kom ordren fra Malmab.

Benny Morris er rystet over, at dokumentation på den måde forsvinder fra arkiverne.

”At fjerne dokumenter fra arkiver svarer til det, som totalitære stater som Sovjetunionen prøvede at gøre: At skrive historien, så den passer til den politisk ideologiske linje og udelade ting, der ’ikke ser pæne ud’. Det er nøjagtigt, hvad den israelske regering ser ud til at gøre med denne reklassificering af dokumenter, der beskriver, hvordan det palæstinensiske flygtningeproblem blev skabt. Det vil forhindre forskere i at beskæftige sig med emnet, og det er meget skidt for historieskrivningen,” siger Benny Morris.

Akevot-instituttets nye rapport viser, at Malmab ikke kun fjerner dokumentation om palæstinensernes flugt, som på arabisk kaldes Nakba; katastrofen.

Der er tre centrale emner, som en førende hånd i forsvarsministeriet mener, at den israelske offentlighed ikke bør kende til: Alt, hvad der har med atomudvikling og atomvåben at gøre. Alt, hvad der har at gøre med affolkningen af de arabiske landsbyer i 1948/1949 og dokumenter om Uafhængighedskrigen i 1948 samt dokumentation om israelske udenrigsforhold.

Akevot-instituttet afslører, at Malmabs systematiske indsats for at fjerne dokumentation fra åbne arkiver er ulovlig: Enheden har udelukkende beføjelser i forhold til sikkerheden inden for forsvarsministeriet – ikke udenfor.

”Vi ledte alle steder for at se, om der skulle være lovhjemmel til at fjerne dokumenter fra arkiverne. Det er der ikke. Tidligere statsarkivarer er enige med os: Det er ulovligt at lukke dokumenter ned. Så nu arbejder vi tæt sammen med arkivarerne på alle de ikke-statslige arkiver om igen at åbne gemte dokumenter for forskning og offentligheden,” siger Lior Yavne.

Den israelske avis Haaretz har fulgt op på rapporten og dokumenterer, at Malmab har fjernet nyere dokumentation helt frem til Israels bosættelsespolitik i årene 1967-1977.

Haaretz har talt blandt andet med en tidligere statsarkivar og tidligere chefer i Malmab. Yehiel Horev, der var chef for Malmab fra 1987 til 2007, siger til avisen, at formålet med at tilbageholde originaldokumenter er at ”svække den offentlige debat”. Manglende dokumentation om, hvad der skete i 1948-krigen, svækker akademisk forskning og formindsker den potentielle skade, en offentlig debat om emnerne ville kunne føre med sig, forklarer han.

”Det er med fuldt overlæg, at dokumenter bliver fjernet fra arkiverne. Selv en forsker, der har set og refereret en bestemt dokumentation, er svækket, hvis dokumentet ikke kan findes igen. Det er et meget følsomt emne. Ikke alt omkring de palæstinensiske flygtninge er blevet frigivet, og der er alle mulige narrativer. Nogle siger, der ikke var nogen flugt, at der kun var deportation, andre siger, at de flygtede. Det er ikke sort/hvidt. Der er en forskel på flugt og på påstande om fordrivelse. Det er to forskellige ting,” siger Yehiel Horev til Haaretz.

Det var i hans tid som chef for Malmab, at gennemtrawlingen af arkiverne for mistænksomme dokumenter blev indført.

Akevot-instituttet fastholder, at Malmabs kontrol med ikke-statslige arkiver med henblik på at fjerne dokumentation er ulovlig. Selv efterretningstjenestens juridiske afdeling ved, at Malmab ikke har autoritet til at gennemgå private arkiver og fjerne dokumenter, står der i rapporten. Men ingen har gjort noget for at standse disse efterforskningsteams, ”så Malmab fortsætter på samme måde, og dokumenter, der er blevet fjernet fra arkiverne for længe siden, er stadig offentligt utilgængelige”, fastslår Akevot i rapporten.

Det vil man nu ændre på.

”Hvis staten ikke vil åbne for de gemte dokumenter, vil vi som et første skridt kræve, at der produceres et katalog over de lukkede dokumenter, så historikerne kan vide, at de findes. Vi må eventuelt gå til højesteret,” siger Lior Yavne.

Han tilføjer, at det er vigtigt at forstå, at der kun er tale om ulovlig kontrol med offentlige og private arkiver. I statens arkiver ligger der også dokumenter, der ved lov ikke kan offentliggøres i op til 50, 70 og for nogle dokumenters vedkommende 90 år. Det israelske forsvars- og sikkerhedstjenesternes arkiver giver foreløbig kun offentligheden adgang til omkring en procent af sin dokumentation. Den israelske efterretningstjeneste Shin Bets arkiver er fuldstændig lukkede for offentligheden og for akademisk forskning.

Den palæstinensiske landflygtighed, som var resultatet af staten Israels oprettelse i 1948, kaldes på arabisk Nakba, katastrofen. Mindet om Nakba holdes i hævd på utallige graffitier som her i en flygtningelejr i Gazastriben. ”Det er et meget følsomt emne. Ikke alt omkring de palæstinensiske flygtninge er blevet frigivet, og der er alle mulige narrativer. Nogle siger, der ikke var nogen flugt, at der kun var deportation, andre siger, at de flygtede,” siger Yehiel Horev til avisen Haaretz og erkender, at den afdeling, han i 20 år stod i spidsen for i forsvarsministeriet, med fuldt overlæg fjernede dokumenter fra arkiverne om emnet. – Foto: Mohammed Abed/AFP/Ritzau Scanpix