Rapport: Seksuel tortur af Libyens migranter

Ikke blot piger og kvinder, men også de fleste drenge og mænd blandt migranterne i Libyen bliver udsat for voldsomme overgreb med blandt andet lemlæstelse af kønsdele

I de seneste år har internationale menneskerettighedsorganisationer gentagne gange fremsat en massiv kritik af forholdene i interneringslejrene og af forholdene for migranter i Libyen i det hele taget.
I de seneste år har internationale menneskerettighedsorganisationer gentagne gange fremsat en massiv kritik af forholdene i interneringslejrene og af forholdene for migranter i Libyen i det hele taget. Foto: Ismail Zitouny/Reuters/Ritzau Scanpix.

De seneste dage er nye kampe blusset op i det borger-krigsramte Libyen i Nordafrika, og de truer ikke blot landets egne indbyggere, men også de 670.000 afrikanske migranter og flygtninge, som FN skønner befinder sig i Libyen. I forvejen er situationen særlig svær for de udenlandske migranter og flygtninge, ikke mindst de mellem 10.000 og 20.000 af dem, som er spærret inde i en af landets 26 interneringslejre.

I de seneste år har internationale menneskerettighedsorganisationer gentagne gange fremsat en massiv kritik af forholdene i interneringslejrene og af forholdene for migranter i Libyen i det hele taget.

Nu fastslår en ny rapport, at det samme gør sig gældende for drenge og mænd, der udgør størstedelen af migranterne. Ifølge rapporten er overgrebene nu så udbredte, at næsten ingen går fri. Rapporten fastslår, at overgrebene også finder sted i de regeringskontrollerede interneringslejre i Libyen, som EU indirekte samarbejder med, blandt andet ved at støtte Libyens migrationspolitik økonomisk. EU støtter også den libyske kystvagt.

Det er den velrenommerede internationale menneskerettighedsorganisation Women’s Refugee Commission (WRC), som har interviewet 53 overlevende migranter i Italien og 73 ansatte i humanitære hjælpeorganisationer. Resultaterne af undersøgelsen er ”yderst foruroligende”, siger projektleder i WRC, Sarah Chynoweth.

”Især i Libyen finder der særligt grusom og brutal seksuel vold sted i de officielle interneringslejre samt i uofficielle fængsler, ved tilfældige checkpoints og ved stop undervejs på ruten og i sammenhæng med tvangsarbejde og slaveri. Det faktum, at flygtninge og migranter, som forsøger at krydse Middelhavet, bliver pågrebet og sendt tilbage til denne vold, er uholdbart,” siger hun til den tyske avis Der Spiegel.

Undersøgelsens detaljer er da også nærmest ubærlige. Der berettes om voldtægter af kvinder med kæppe. Forbrænding af kønsdele. Mænd, hvis penis bliver skåret af. Drenge, der bliver tvunget til at voldtage deres søstre.

”Åbenbart bliver de seksuelle overgreb og pinslerne værre og værre, fordi menneskesmuglerne og militserne nu tjener mindre på overfarterne til Italien og i stedet griber til stadig mere ekstreme former for tortur for at kompensere for deres faldende indtægter,” siger Sarah Chynoweth til Der Spiegel.

I mange tilfælde bliver de brutale mishandlinger filmet og videoerne sendt til ofrenes familier med mobiltelefoner. Familierne skal så betale, hvis de vil forhindre, at deres pårørende lider yderligere overlast eller bliver dræbt.

Det diskuteres stadig blandt juridiske eksperter, hvorvidt EU er direkte ansvarlig for overgrebene på migranter og flygtninge i Libyen. Men når det gælder de meget alvorlige brud på menneskerettighederne, som EU’s samarbejdspartnere står bag, hersker der ingen tvivl, mener programmedarbejder i den tyske menneskerettighedsorganisation Pro Asyl, Dominik Meyer. Pro Asyl beskæftiger sig med migranters forhold i Libyen.

”EU bør holdes ansvarlig for at finansiere interneringslejrene for migranter i Libyen og den libyske kystvagt, og EU’s endnu mere åbenlyse ansvar for situationen består i at forhindre mennesker i at undslippe det libyske helvede,” siger han.

Ifølge Pro Asyl har EU ikke gjort tilnærmelsesvist nok for at få lukket de interneringslejre, som de har adgang til og befri menneskerne i dem.

Det danske udenrigsministerium afviser, at EU og dermed Danmark, er ansvarlig for overgrebene på migranter og flygtninge i Libyen. Men Danmark og EU skal arbejde på at få lukket lejrene i Libyen ”så hurtigt som muligt”, lyder det fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

”Den stigende vold øger også lidelserne for de irregulære migranter og flygtninge, der sidder tilbageholdt i detentionscentrene, nogle af dem midt i konfliktområder, hvor forholdene allerede er ganske forfærdelige,” siger hun.