Rapstjerne betaler for sorte studerende på universitetet i Cambridge

Den 25-årige britiske musikstjerne Stormzy vil give noget tilbage til sine rødder ved at finansiere prestigefyldt universitetsuddannelse

Den engelske rapper Stormzy vil gerne gøre det muligt for nogle af Storbritanniens sorte indbyggere at studere på landets bedste (og dyreste) universiteter. Stormzy har lovet at betale for, at to studerende fra den sorte britiske befolkning kan begynde den fireårige bacheloruddannelse ved universitetet i Cambridge i år – og yderligere to til næste år. –
Den engelske rapper Stormzy vil gerne gøre det muligt for nogle af Storbritanniens sorte indbyggere at studere på landets bedste (og dyreste) universiteter. Stormzy har lovet at betale for, at to studerende fra den sorte britiske befolkning kan begynde den fireårige bacheloruddannelse ved universitetet i Cambridge i år – og yderligere to til næste år. – . Foto: Danny Lawson/AP/Ritzau Scanpix.

Forargelsen var stor, da det tidligere på sommeren kom frem, at nogle af de prestigefylde colleger ved universiteterne i Oxford og Cambridge havde ingen eller blot én studerende med sort baggrund fra 2012 til 2016.

De tal har i høj grad provokeret den engelske rapper Stormzy, og da han for nylig besøgte sin egen gamle skole, Harris City Academy i Croydon i det sydlige London, havde han en konkret plan med. Han vil personligt betale for, at to studerende fra den sorte britiske befolkning kan begynde den fireårige bacheloruddannelse ved universitetet i Cambridge i år – og yderligere to til næste år.

”Hvis du er akademisk dygtig, skal du ikke tro, at din baggrund betyder, at det ikke er muligt for dig at studere ved nogle af de bedste uddannelsesinstitutioner i verden,” sagde Stormzy ifølge den britiske nyhedsstation BBC.

Storbritannien har en stor befolkningsgruppe med rødder i enten Afrika eller Caribien. Stormzys egen familie stammer fra Ghana, og hans rigtige navn er Michael Ebenazer Kwadjo Omari Owuo Jr.

Hans lærere i skolen havde indstillet ham til at gå universitetsvejen, men han valgte rapmusikken, hvilket han har høstet flere priser for siden debuten i 2014. Men trods succesen har han kun udgivet et album, og han er således langtfra i musikbranchens økonomiske superliga.

Men han er kendt for sit sociale engagement, og prisen for at sende en studerende til Cambridge er høj. Optagelsesgebyret er på 9250 pund, hvilket svarer til 77.000 kroner. Hertil kommer husleje, som er mellem 20.000 til 50.000 kroner om året – og der er ikke SU i Storbritannien.

Med sit initiativ følger Stormzy i fodsporene på amerikanske stjerner som blandt andre sangerne Beyoncé og Alicia Keys samt tv-personligheden Oprah Winfrey, der giver stipendier til studerende fra USA’s sorte befolkning.

Men det er problematisk, at der skal særlige stipendier til, for at rette op på den racemæssige skævvridning på de store universiteter, mener Jason Osamede Okundaye. Han er selv uddannet fra Cambridge og er tidligere formand for studerende, der er sorte eller fra andre etniske minoriteter.

”Vi kan ikke fortsætte med at være afhængige af velviljen fra enkeltpersoner til at tage spørgsmålet om sorte studerende seriøst. Cambridge skal også nøje overveje, hvad det er for en oplevelse, de nye studerende vil få, når de kommer til universitetet,” skriver Jason Osamede Okundaye i den britiske avis The Guardian, hvor han også fortæller, at han selv oplevede studietiden i Cambridge som en kamp, hvor han og andre sorte studerende til tider oplevede en fjendtligt indstilling.