Prøv avisen

Raqqas stædige pensionist nægtede at flygte: Jeg er kun bange for gud

85-årige Ibrahim Ismael Akosh nægtede at forlade sit hjem under Islamisk Stats styre i Raqqa. Han og hustruen blev og overlevede, da bombeangreb, snigskytter og mangel på mad tvang gadens andre beboere på flugt. Foto: Thea Pedersen

Mens tusinder forsøgte at flygte, kæmpede han for det modsatte. Som den eneste blev han derfor tilbage i Raqqas nådesløse krigszone. Hverken IS’ bødler eller koalitionens befriere kunne drive 85-årige Ibrahim Ismael Akosh ud af sit hjem

Han tager imod os siddende. Med øjnene missende mod solen, hånden støttende på sin stok og kroppen placeret på en minimal skammel, der kun hæver sig små 30 centimeter over jorden.

Det er ellers ikke svært at få øje på den ældre mand. Ikke fordi han gør meget væsen af sig. Men fordi han er det eneste levende menneske i gaden. Og fordi han i ly af sit beduintørklæde på hovedet sidder midt i en lysning, der ikke kun skyldes formiddagens skarpe solstråler. For dér midt på fortovet, placeret på de eneste seks meter af farbar passage, er han omgivet af ruinbunker, bjerge af murbrokker, udbrændte biler, afsvedne træer og hele bygningsfacader, der er styrtet i grus.

Men for 85-årige Ibrahim Ismael Akosh betyder det ingenting. For lige her ligger hans private slot.

”Det her er mit hjem. Jeg har min seng og Koranen. Det er mit kongerige,” siger han kort om det, der i visse kredse af Raqqas krigshelvede har gjort ham til en legende.

En levende en af slagsen. I tilfældet Akosh er det rent held, at det modsatte ikke blev til virkelighed. For mens tusinder af civile i månedsvis desperate forsøgte at forlade Islamisk Stats selvudråbte hovedstad under de intense krigshandlinger, kæmpede Akosh – stærk i troen og stædig af sind – som den eneste for at få lov til at blive.

”Det er ikke let at flygte. Man skal løbe, kunne gå og have forsyninger med. Jeg er en gammel mand. Jeg har problemer med at trække vejret, problemer med at gå. At flygte var ikke en mulighed. Så jeg satte min lid til gud,” indleder Ibrahim Ismael Akosh sin fortælling, mens vi siddende på ujævne murbrokker, der er linet op som skamler, får serveret te af hans hustru, der synes næsten lykkelig over det uventede besøg.

På disse ufremkommelige kanter af total destruktion er det de færreste, der finder vej. Selv vores lokale guide i form af en officer var i tvivl, da han skulle lokalisere vejen gennem Raqqas ensartede gader af ruiner.

Det er her, de har boet, forskanset sig og ikke mindst overlevet – efter sigende som den eneste familie – igennem de sidste mange måneder af intens krigsførelse fra snigskytter, luftangreb, mortergranater og gadekampe mellem Islamisk Stat og de arabisk-kurdiske koalitionsstyrker i Syriens Demokratiske Styrker, SDF.

”Jeg havde intet med IS at gøre. Jeg holdt mig inden døre, og de lod mig være i fred. Men da SDF kom, forsøgte de at få os væk. Da jeg blev ved med at nægte, tvang soldaterne mig til at tale med deres overordnede. Men jeg kunne ikke gå den lange vej,” fortæller Ibrahim Ismael Akosh.

Til sidst så budbringeren fra SDF ingen anden udvej end at bære den stædige gamle mand på ryggen op til basen, hvor chefen forsøgte at overtale den gamle syrer til at forlade byen, hvis han havde sit liv kært. Men lige meget hjalp det. Når man har gud på sin side og kan læse Koranen på fem dage, behøver man tilsyneladende ingen yderligere beskyttelse.

”Du må skyde mig først, og jeg vil stadig tilgive dig for det. Men jeg forlader ikke mit hjem,” gengiver Akosh helt nøgternt det svar, han gav til hærchefen, som endelig accepterede sit nederlag.

Og så blev den 85-årige ellers slæbt samme vej retur på en soldaterryg gennem byen. Tilbage til al-Jamili-kvarteret, hvor han og hustruen fik lov at blive, og hvor soldaterne på skift bragte familien vand, brød og dåsemad mellem kamphandlingerne mod IS.

I det hele taget synes gadens eneste beboere fortsat at være et lokalt tilløbsstykke. Som vi nærmer os middagstid, kommer naboer og bekendte stille på visit og bytter ubemærket en medbragt sandwich ud med en kop te og en sludder.

”Der er mange, som aldrig slap væk. Derovre døde fem familier. De ligger der stadig. I den bygning ligger fire familier. 200 mennesker er dræbt bare i denne gade,” slår en af naboerne fast, hvoraf flere selv tog flugten ud af byen og har mistet både huse, venner og familiemedlemmer.

”Vi har begravet mange af vores venner derovre,” udbryder en anden og peger mod gadehjørnet og det, der engang var en park.

Selv er Ibrahim Ismael Akosh og hans hustru blevet ramt af fragmenter fra angreb flere gange. Når det gik værst for sig, gemte konen sig på badeværelset, under trappen eller i et hulrum bag klædeskabet. I dag er store dele af huset ødelagt. Tilbage står stuen helt uden facade. Alligevel var Ibrahim Ismael Akosh aldrig bange for at dø.

”Nej, nej, nej. Jeg er kun bange for gud. Den, der frygter gud, frygter ingen anden,” slår han fast.

Et motto, som den 85-årige er kendt for også at have stående på sin cykel, der i øvrigt synes lige så sejlivet som sin ejer. For bortset fra et ekset dæk har også den overlevet krigens rædsler. Og så snart gaderne igen er ryddet og dækket repareret, så skal Raqqas stædige pensionist igen ud at ture i gaderne, forsikrer han.

På fortorvet foran deres hjem er 85-årige Ibrahim Ismael Akosh og hustruen omgivet af bjerge af murbrokker, udbrændte biler, afsvedne træer og hele bygningsfacader, der er styrtet i grus. Foto: Thea Pedersen
Ibrahim Ismael Akosh og hans hustru bor nu i et hus, der er stort set ødelagt. Her stuen, der ingen facade har. Foto: Thea Pedersen