Vestens ledere fordømmer angreb i Paris

Den britiske premierminister kalder angrebet "kvalmende", og Jens Stoltenberg skriver, at hans tanker går til ofrene og deres familier

”Ingen barbarisk handling skal nogensinde ramme pressefriheden. Vi er et samlet land, som ved, hvordan vi skal reagere og stå sammen," siger den franske præsident
”Ingen barbarisk handling skal nogensinde ramme pressefriheden. Vi er et samlet land, som ved, hvordan vi skal reagere og stå sammen," siger den franske præsident.

Fransk politi har nu bekræftet, at 12 personer er blevet dræbt og 10 såret under angrebene i Paris på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. De dræbte er to politibetjente samt 10 ansatte på magasinet, der tilsyneladende blev afbrudt og beskudt midt i det ugentlige redaktionsmøde onsdag formiddag.

Ifølge den franske avis Le Figaro er Charlie Hebdos redaktør, Stéphane Charbonnier blandt de dræbte, og det samme tegneren Bernard Verlhac, der besøgte Danmark i november til en journalistisk fagfestival. 

De to gerningsmænd, der stod bag angrebet, blev optaget på overvågningskameraer og af vidner og er stadig på fri fod. Flere videoklip af de maskerede og bevæbnede gerningsmænd florerer netop nu på sociale medier.

Den franske præsident, Francois Hollande, er taget til Paris for at besøge magasinets redaktion. Han har til fransk tv udtalt, at der ikke nogen tvivl om, at der er tale om et terrorangreb. På sin profil på Twitter skriver præsidenten følgende besked:
 
”Ingen barbarisk handling skal nogensinde ramme pressefriheden. Vi er et samlet land, som ved, hvordan vi skal reagere og stå sammen”.

Præsidenten har indkaldt sit sikkerhedskabinet klokken 14 for at vurdere situationen og foretage de rette foranstaltninger.

Politikere verden over deler sin støtte til de efterladte og udtrykker sin harme over angrebet på personer og på demokratiet.

Den britiske premiereminister David Cameron skriver i en erklæring, at ”mordene i Paris er kvalmende. Vi står side om side med franskmændene i kampen mod terror og forsvaret for ytringsfriheden”.

I Washington fordømmer Det Hvide Hus angrebet i hårdeste vendinger. Og i Bruxelles udtrykker Natos' generalsekretær, Jens Stoltenberg, sin fulde støtte til "vor allierede Frankrig efter det oprørende angreb på pressefriheden".

”Mine tanker går til ofrene og deres familier,” skriver Stoltenberg på sin Twitter-profil.

I Danmark deler statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en erklæring sin ”sorg, forfærdelse og vrede over hændelserne i Paris”.

”Og jeg fordømmer de gerningsmænd, som står bag det brutale og hensynsløse angreb. Det franske samfund er som vores åbent, demokratisk og baseret på en fri og kritisk presse. Det er værdier, som ligger dybt i os alle, og som vi skal stå værn om. Det er også netop de værdier, der gør Frankrig til et stærkt samfund, som kan modstå et anslag som det her,” lyder det fra statsministeren.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, deler sin foragt på sin facebook-profil:

”Det (angrebet, red.) fylder mig med afsky og forfærdelse. Det er et angreb på selve fundamentet under vores frie samfund, ytringsfriheden. Mine første tanker går til de dræbte og deres pårørende. Min første eftertanke handler om vores egne udfordringer. For også i Danmark har vi desværre kræfter, der gerne vil omkalfatre vores samfund. Det må vi aldrig, aldrig give efter for!”

Det er endnu uvist, hvem der står bag angrebet på Charlie Hebdo. Kort før angrebet, offentliggjorde magasinet en illustration af Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Magasinet har tidligere trykt de danske Muhammed-tegninger og er kendt for at lave satire med alle religioner.

I denne uges udgave af Charlie Hebdo bragte magasinet en historie om en ny bog af forfatteren Michel Houllebecq, der handler om, hvordan muslimerne i 2022 overtager Frankrig og senere Europa. Bogen udkommer i dag.