Rebet strammes om Islamisk Stats vigtigste byer

Mens kurdiske tropper den seneste tid er rykket nærmere Islamisk Stats hovedbastioner Raqqa i Syrien og Mosul i Irak, gik irakiske tropper i går ind i byen Falluja. Angrebene ryster fundamentet under kalifatet, men dets tilbagegang er ikke entydig, siger analytiker

Shia-muslimske soldater hygger sig med at tage et selfie-foto, samtidig med at de affyrer artilleri mod Islamisk Stats stillinger i nærheden af den irakiske by Falluja, hvor 50.000 civile menes at være fanget i kampene.
Shia-muslimske soldater hygger sig med at tage et selfie-foto, samtidig med at de affyrer artilleri mod Islamisk Stats stillinger i nærheden af den irakiske by Falluja, hvor 50.000 civile menes at være fanget i kampene. . Foto: Alaa Al-Marjani/Reuters/Scanpix.

Efter at jihadisterne i Islamisk Stat (IS) i snart to år har holdt store dele af Syrien og Irak i et fanatisk jerngreb, er fundamentet under det selverklærede kalifat begyndt at slå revner.

Senest skete det i går, da det efter flere dages kampe lykkedes irakiske styrker at trænge ind i byen Falluja, der ligger strategisk vigtig for IS blot 50 kilometer vest for hovedstaden Bagdad. Samtidig er Falluja en symbolsk vigtig bastion for IS, der erobrede byen helt tilbage i januar 2014. Det dannede grundlaget for, at terrorbevægelsen senere kunne sprede sig og etablere sit kalifat.

”Det kan være, at kampene omkring Falluja og Raqqa kun er begyndelsen, men vi kan allerede nu forsigtigt konkludere, at IS’ overlevelse ikke længere er en selvfølge,” skriver den israelske mellemøstanalytiker Avi Issacharoff i netmediet Times of Israel.

Mens den irakiske hær er ved at fordrive IS fra Falluja, har kurdiske tropper med hjælp fra den amerikansk- ledede koalition de seneste dage sat IS under yderligere pres ved dens to hovedcentre i henholdsvis Irak og Syrien.

Hen over weekenden har tusindvis af kurdiske Peschmerga-soldater indtaget adskillige landsbyer omkring den irakiske storby Mosul. Og i sidste uge lød meldingen fra Syriens Demokratiske Styrker, der hovedsageligt består af kurdiske soldater, at den har indledt kampene, der skal føre til befrielsen af Raqqa, IS’ selverklærede hovedstad i Syrien. Det er de første angreb på landjorden, der direkte udfordrer hovedsædet Raqqa.

Tilsammen tegner de seneste dages kampe et billede af, at IS er i alvorlige problemer, siger Aymenn Jawad al-Tamimi, ekspert i jihadistiske grupper ved den amerikanske tænketank Middle East Forum.

”Der er ingen tvivl om, at både militært og økonomisk er der overordnet set tale om, at IS er på tilbagetog. Men billedet er ikke entydigt,” siger han.

For eksempel er det lykkedes IS at erobre nye områder i det nordlige Syrien ved Aleppo den seneste uge. Derudover sidder IS stadig på magten over en grænsestrækning ind til Tyrkiet. Så længe terrorgruppen gør det, kan den relativt nemt få nye forsyninger og krigere ind til sit kalifat og være vanskelig for alvor at stække.

Aymenn Jawad al-Tamimi understreger, at IS’ problemer desuden skal ses i lyset af, at den amerikansk-ledede koalition, der bekæmper IS fra luften, ligeledes har sine problemer, blandt andet med at finde ud af, hvad der skal ske med Mosul efter IS.

”Jeg tror, at kurdernes seneste fremryk mod Mosul mest skal ses som en test. Der er stadig seriøse udfordringer, der skal overvindes, før de afgørende kampe kan kæmpes,” siger han.

Siden IS indledte sit omfattende erobringstogt for to år siden, har terrorbevægelsen ifølge det amerikanske forsvarsministerium efterfølgende mistet omkring 45 procent af sit areal i Syrien og mellem 30 og 35 procent af dens befolkede areal i Irak.

I takt med at bevægelsen har mistet vigtige landområder, er den blevet stadig mere voldelig og har optrappet sine angreb uden for kalifatet, lyder det i en analyse fra det britiske analyseinstitut Janes Terrorisme- og Oprørscenter.

”Angreb og dødstallene er steget. Gruppen tyer mere og mere til vold med et højt antal sårede efter, at den er kommet under hårdt pres fra adskillige sider,” siger tænketankens direktør Matthew Henman til den amerikanske nyhedsstation CNBC.

Det er især noget, man har mærket i Bagdad, der de seneste uger har været ramt af stribevis af store selvmordsangreb, hvor adskillige hundrede er blevet dræbt.