Er De gift, vil Mohammed Talbi gerne vide.
Han er tydeligvis tilfreds med svaret, men lige så tydeligt skuffet over oplysningen om, at det ikke er gemalens første ægteskab.
Det må man da ellers ikke i den katolske kirke, siger han og ser alt andet end spøgefuld ud. Indtil han kommer i tanker om, at gæsten er fra det protestantiske Danmark, der ikke har forbud mod skilsmisse.
Man skal nemlig underkaste sig Guds ord. Hvis man ikke gør det, er man oprørsk mod Gud. Spørg bare pave Benedikt, om han ikke er enig. Som Peters efterfølger har paven lov til at udlægge Guds ord. Men i islam har vi intet religiøst hierarki, som er indstiftet af profeten. Derfor er jeg som protestanten, der læser Guds ord, og ingen menneskelig fortolkning kan stille sig mellem Gud og mig og påtvinge mig en bestemt fortolkning som gældende lov, fortsætter han.
Det var her, Mohammed Talbi ville hen med sit spørgsmål om den ægteskabelige status. Den 86-årige historiker har brugt en stor del af sin akademiske karriere ved universitetet i Tunis på at læse den muslimske religiøse arv med historikerens kildekritiske redskaber. For at kunne skille Guds ord fra menneskers.
Det er der kommet en stribe bøger ud af, hvoraf enkelte er oversat til fransk, som Plaidoyer pour un islam moderne (Forsvar for en moderne islam). Skrevet i villaen i Bardo-kvarteret i Tunis under indflydelse af en god cigar. Og af rigelige mængder af den søde myntethe, som Irmgard, Mohammed Talbis tyske kone, serverer i sofahjørnet i den næsten asketiske stue. En lille sofa og tre lænestole om et bord. På gulvet et orientalsk tæppe og for endevæggen en bogreol. Renhed og klare linjer. Det Mohammed Talbi i en menneskealder har forsøgt at skabe i den tro, som er hans.
Islam har produceret en kæmpemæssig skriftlig produktion. Det er vores fælles arv. Men det er en menneskelig intellektuel produktion. Det gælder også shariaen. Sådan, ordet er sagt. Den er udarbejdet, siges det, under Koranens vejledning. Men hvem siger det? Det gør menneskene.
Shariaen er ikke en del af Koranen. Og det eneste, som er bindende lov for mig, er Koranen, som er Guds ord. Jeg modsiger aldrig Koranen. Men Koranen er en vejleder, som skuer fremad, ikke en stagnerende tekst, der peger tilbage mod fortiden, sådan som salafisterne læser den. Den skal læses dynamisk
Mohammed Talbi har talt sig hen til sin kongstanke. Den teori, som for ham er nøglen, der kan låse islams hus op igen, hvor muslimerne har låst sig inde, som om huset var bygget færdigt, og den eneste fremtid bestod i at dø derinde, som han siger i Forsvar for en moderne islam. Vektoriel læsning, kalder han det.
Det betyder, at man tager hensyn til den intention, der udtrykkes med et bestemt påbud i Koranen. Den hensigt udtrykkes på et bestemt tidspunkt i historien, et punkt A, og når man befinder sig på et andet tidspunkt i historien, punkt B, kan der trækkes en lige linje fra A til B, som følger den retning, Koranen angiver, og som fortsætter uendeligt i tid, forklarer Talbi, mens han trækker linjen på et stykke papir.
Men hvordan finder han ud af, hvad hensigten er med de meget præcise påbud, som findes i Koranen?
På baggrund af min egen personlige læsning af Koranen. Vi har ingen officiel fortolkning af Koranen. Ingen menneskelig fortolkning kan stille sig imellem mig og Skriften. Jeg har interesseret mig meget for Luther, og vi muslimer er som I protestanter. Det er individet, som er i centrum. Det siger Koranen ligeud: Enhver skal træde frem nøgen og alene.
Jeg kan ikke andet end læse teksten, efterleve den sådan som jeg efter bedste evne forstår den. Og så stå til regnskab for den, når jeg en dag står over for Allah. Det er ikke nogen undskyldning at sige, at jeg havde fået at vide at jeg skulle tro og gøre sådan og sådan.
Det betyder også, erkender Talbi, at fundamentalisternes udlægning kan være lige så legitim som hans egen.
Salafisterne har lov til at praktisere islam, som de vil. Men det har jeg også, konstaterer han tørt.
Mohammed Talbi er en af de uomgængelige tænkere i den strømning, som siden 1920erne har forsøgt at stikke socialvidenskaben og rationaliteten i islams juridiske korpus. Hans stærkt religiøse udgangspunkt kritiseres af andre af islams nye tænkere, men hans bidrag består netop i at demonstrere, at en modernisering af islam er forenelig med en stærk tro.
Islam har tidligere produceret afgørende videnskabelige gennembrud og store tænkere som Averoez og Avicenne i Andalusien og Ibn Khaldoun her i Tunesien. Det er denne tradition, jeg vil knytte an til igen.