Regeringen overvejer at sende kampfly til Ukraine

Danmark vil træne ukrainske kampflypiloter og overvejer efterfølgende eksport af F-16-kampfly, siger Løkke.

Regeringen vil træne ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly, om man overvejer, om Danmark skal eksportere F-16 kampfly til Ukraine. Men der er endnu ikke træffet en beslutning om at sende kampfly, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). (Arkiv
Regeringen vil træne ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly, om man overvejer, om Danmark skal eksportere F-16 kampfly til Ukraine. Men der er endnu ikke træffet en beslutning om at sende kampfly, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). (Arkiv. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix.

Regeringen overvejer, om man vil donere F-16-kampfly til Ukraine. Men der er endnu ikke truffet en beslutning.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles.

Udmeldingen kommer, efter at USA har meldt sig klart til, at de amerikansk fremstillede fly må eksporteres til Ukraine.

- Det er den melding, vi har ventet på, for at vi meningsfyldt kan gå i gang med at lave en træningsmission. For man kan i hvert fald sige det omvendt: Det giver ikke mening at træne nogen i at flyve et fly, hvis man på forhånd har besluttet, at de aldrig nogensinde kan få lov til at få flyet, siger Løkke.

Han understreger, at regeringen endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet om eksport af de danske F-16-kampfly. Men spørgsmålet er på bordet blandt de tre regeringspartier:

- Det er noget, vi diskuterer i regeringen. Men det er for tidligt i forhold til en beslutning, siger Lars Løkke Rasmussen.

De danske F-16-kampfly står i forvejen til at blive udskiftet med mere moderne F-35-kampfly. Det kan måske gøre beslutningen lettere for Christiansborg.

Forventningen er, at de første F-35-kampfly lander i Danmark i år. Derefter er planen, at de næste år skal overtage afvisningsberedskabet, som er forsvaret af Danmark. I 2025 skal de danske F-35-kampfly så efter planen kunne deltage i internationale missioner.

Mens beslutningen om at sende kampfly til Ukraine endnu ikke er truffet, så har Danmark har til gengæld "længe" arbejdet for, at ukrainske piloter bliver uddannet i de avancerede vestlige kampfly, siger Løkke.

- Det hænger simpelthen sammen med den planlægningshorisont, der er. Det er ikke bare et kort, få ugers AMU-kursus, og så kan man flyve et kampfly. Det tager lang tid.

- Derfor giver det mening at få sat gang i træningen så hurtigt som muligt for det tilfælde, at man så senere vil donere fly, siger Lars Løkke Rasmussen.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er ifølge Løkke mandag i den polske hovedstad Warszawa for at forsøge at afdække, hvilke lande der vil være med til at gennemføre træningsmissionen.

- Man kan godt sætte en træningsmission i gang, og Danmark kan også godt deltage, uden at det per automatik fører til, at vi skal levere vores fly. Det er et spørgsmål, vi kommer til at tage stilling til senere, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lige nu er det ukrainske luftvåben afhængig af ældre, sovjetiske MIG-29-kampfly.

Men hvis Ukraine skal kunne forsvare sig og iværksætte en offensiv mod de russiske invasionsstyrker i landet, har man behov for de mere avancerede F-16-kampfly, har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talt for.

Zelenskyj har forsikret USA om, at flyene ikke vil blive brugt til angreb på russisk territorie. Det har formentlig været en afgørende forudsætning for det amerikanske ja. På den baggrund er Zelenskyj overbevist om, at flyene vil blive leveret.

- Vi får flyene. Jeg kan endnu ikke sige hvor mange. Det er ikke en hemmelighed. Jeg ved det ikke selv, sagde Zelenskyj under et pressemøde på G7-topmødet søndag ifølge Reuters.

/ritzau/