Der er noget betryggende ved at ringe til et menneske, man ikke har set eller talt med i flere år, og straks konstatere, at alt er ved det gamle.
Er du i Beijing? Hvornår skal vi ses?, spørger Tu Shenghua.
Den nu 62-årige forretningsmand lyder lige så handlekraftig, som da jeg første gang ringede til ham for over 10 år siden. Ligesom dengang ender samtalen med, at Tu Shenghua hurtigt afgør, at vi skal mødes næste morgen. Dongdan-metrostation, udgang D. Dér vil han hente mig.
Jeg har fået ny bil. Det er gået godt med forretningen, tilføjer han.
LÆS OGSÅ: Hvidvaskning af kinesisk skandale. Kommunistisk partielite er stadig urørlig
Næste morgen er det centrale Beijing et mylder af unge, velklædte mennesker, der iler af sted på arbejde. Første gang jeg besøgte Tu Shenghua, gik turen med en slidt metro, den ene af kun tre linjer i Beijing. I dag er der 17, de fleste af dem spritnye eller åbnet inden for de seneste fem år.
Tu Shenghua er dog ikke imponeret. Han fnyser ad alle de offentlige midler, der hældes i metrobyggeriet, og som er med til at holde billetprisen nede på to yuan (cirka 1,80 kroner).
Han er heller ikke imponeret over Kinas høje økonomiske vækst, der har forvandlet Beijing og resten af landet til ukendelighed det seneste årti.
Der er alt for meget spild. Bygninger, der kun holder få årtier, og penge, der forsvinder i de forkerte lommer. Og så er der forureningen, siger han og peger på den kvælende smog, der hænger over hovedstaden.
Han fremviser stolt sin nye bil, en Mercedes R300, der har kostet ham 720.000 yuan (cirka 650.000 kroner). En sum, der svarer til 29 gennemsnitlige årslønninger i byerne og hele 90 på landet. Men som sagt, det er gået godt for Tu Shenghuas private konsulentfirma.
Det er en gave til mig selv. Jeg har arbejdet hårdt de seneste 30 år, siger han.
Og så er bilen mere sikker at køre i. Kineserne kører alt for vildt, tilføjer han og undviger en ramponeret varebil, der kører ud foran os.
Tu Shenghua var en af Bei-jings første private iværksættere. I 1985 oprettede han et konsulentfirma, der skulle bygge bro mellem det endnu lukkede Kina og Vesten. Han fik hurtigt nogle britiske selskaber som faste kunder og arbejder stadig for dem.
Det har gjort ham til én af Kinas nyrige. Han ejer en stor lejlighed i Beijing og desuden et hus i Australien. Og så har han en solid bankkonto i udlandet, fortæller han.
Siden sidst har Tu Shenghua også fået en ny kone, nummer tre i rækken. Wei Yufen er 35 år og en smilende og sympatisk kvinde. Sammen har de en datter på fem år, og fra de tidligere ægteskaber har han en søn på nu 34 år og én på 16 år.
Tu Shenghua er australsk statsborger, og da han har fået børnene med tre forskellige kvinder, har det kunnet lade sig gøre, selvom normen er ét barn i storbyerne.
Han havde råd til at sende sin ældste søn på den britiske kostskole Eton, i øvrigt som den første kinesiske elev. Sønnen arbejder nu med salg og oversættelser. Den anden søn viste tidligt musikalske evner og går nu på et gymnasium, der er tilknyttet musikkonservatoriet.
Men i dag skal vi ud at bese Tu Shenghuas seneste investering og projekt: et landsted i Hebei-provinsen lige uden for Beijing. For ud over at være en succesfuld forretningsmand har han i årtier haft et personligt regnskab, der skal gøres op.
Som sædvanlig udnytter han tiden effektivt. Han styrer bilen uden om de værste trafikpropper, mens hans kone leder efter telefonnumre på mobilen og ringer op. Derefter kan Tu Shenghua via bilens trådløse system tale med sine forretningsforbindelser.
Omsider slipper vi ud af storbyens tætpakkede motorveje og kører snart gennem en landsbys snævre gyder. Vi ender foran en gård, der er omkranset af en rødstensmur.
Byboere kan normalt ikke købe ejendomme på landet, men Tu Shenghua har fået det kringlet på en eller anden måde. Parret bruger det som feriested, men hovedformålet står mere klart, da vi træder ind i en ny, stor tilbygning.
Her er 20 udstillingslokaler, hvor Tu Shenghua er ved at opbygge et familiemuseum til ære for faderen, Tu Zuochao, i militære efterretningskredse kendt som Tømreren.
Tu Shenghuas far sluttede sig til kommunistpartiet i 1924. På det tidspunkt var der færre end 1000 medlemmer i Kina, så han er én af de gamle revolutionære. Museet er tætpakket med dokumenter, billeder og tekster, der fortæller om faderens dramatiske og i sidste ende tragiske historie.
Født i 1903 voksede han op i Hunan, samme provins som Mao Zedong, kommunistpartiets senere leder. Han og en ældre bror gik i kristne missionsskoler, og broderen forblev kristen, indtil han døde i 1940erne. Faderen opgav sin tro, da han meldte sig under kommunistpartiets faner.
Men selv som ældre kunne han huske bønnerne, fortæller Tu Shenghua.
I 1920 gik han med i den første kommunistisk ledede fagforening i Hunan-provinsen, og i 1925 var han med til at stifte det landsdækkende fagforbund, som er det eneste tilladte i dag. Mindst 300 omkom i arbejdsulykker sidste år uden indgriben fra fagforbundet, bemærker en tekst på museet.
I 1925 sendte partiet ham til Moskva for at studere. Den senere kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai gav ham ordre til at studere radiokommunikation, og dermed var vejen banet til partiets efterretningstjeneste.
Tus far deltog i den berømte 6. partikongres, der blev holdt i Moskva i 1928. Det var den eneste gang i kommunistpartiets historie, at den måtte holdes uden for Kina på grund af den tilspidsede situation i hjemlandet. Først 17 år senere kunne kommunisterne igen holde partikongres i Kina, nu som sejrherrer i krigen mod japanerne og borgerkrigen mod Nationalistpartiet.
Zhou Enlai gav faderen kælenavnet Tømreren, og det skulle blive hans dæknavn i efterretningstjenesten. Her arbejdede han som ingeniør og agent og stod bag en banebrydende opfindelse, så man ved hjælp af en ledning kunne få en simpel radio til at modtage signaler.
Sådan kunne der kommunikeres bag fjendens linjer under krigen mod japanerne, der havde invaderet Kina, og nationalisterne, som var kommunisternes hovedfjender. Tu Shenghua sætter sig foran et apparat, der er en model af faderens opfindelse. Han bakser med ledningerne, men får kun en knasende lyd ud af det.
I stedet sætter han sig i en ramponeret stol og smækker benene op på en rødlig træskammel. Han rejser sig og lægger tre bøger på skamlen og sætter sig igen. Pludselig ser han træt og trist ud. Vi er nået til den tragiske del af faderens historie:
Efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949 arbejdede hans far nogle år i Shanghai, hvor han blandt andet blev sat til at bestyre en danskejet fabrik, der producerede gær og nu blev nationaliseret.
Han forblev en tro partisoldat indtil 1959, da han kritiserede partiets linje, og dermed Mao Zedong, for Det Store Spring Fremad. Han blev smidt ud af partiet, men delvist rehabiliteret i 1964. To år efter blev Kina igen kastet ud i kaos med Kulturrevolutionen, og nu stod faderen ikke til at redde.
Han blev arresteret, og ifølge officielle rapporter, som Tu Shenghua senere har fået adgang til, udsat for tortur 100 gange og over 1000 timers forhør. Og det er her, stolen og skamlen kommer ind i billedet.
De tvang far ned i stolen og satte sig så på hans knæ. De lagde bøger under hans fødder, så det ville gøre endnu mere ondt, fortæller Tu Shenghua.
En yderst pinefuld torturmetode, der er kendt op gennem Kinas historie som tigerbænken. Torturen skulle få faderen til at indrømme, at han var sovjetisk spion, hvilket han benægtede.
Resten af familien blev også forfulgt. Tu Shenghuas storebror døde under ulovlig forvaring. Ifølge den officielle forklaring havde han begået selvmord, men der blev fundet spor efter tortur på hans krop. Familien fik en mindre økonomisk kompensation, men ingen blev stillet til ansvar.
Det samme gælder millioner af andre sager. Kommunistpartiet fordømte i 1981 officielt perioden som en alvorlig fejltagelse, men ellers har der været lagt låg på. Tu Shenghua er dog ikke i tvivl om, at Kulturrevolutionen var et statskup fra Maos side.
Og faderen, der satte livet på spil for partiet og revolutionen, fik aldrig anerkendelse for indsatsen. Derimod blev han degraderet, forfulgt og ydmyget og endte sine dage som en nedbrudt mand den 31. december 1984.
I januar blev der holdt to mindehøjtideligheder på Babaoshan en begravelsesplads for revolutionære i Beijing. Én for faderen og én for broderen, 17 år efter hans død. Tu Shenghua holdt en tale, hvor han sammenlignede Kulturrevolutionen med nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig. En sammenligning, han også nævner på museet.
Hvordan kan det lade sig gøre at sige den slags og åbne sådan et museum i dagens Kina? Ifølge Tu Shenghua udelukkende, fordi det er et privat familiemuseum. Han håber dog, at Kina en dag vil få et nationalt museum om perioden, der kun omtales sporadisk på museer og i historiebøgerne.
Det handler om anstændighed, siger Tu Shenghua.
Men måske er der lidt skred i tingene. Flere fremtrædende gæster har været på besøg, herunder højtstående militærfolk, der har været imponerede over den store samling og studeret den nøje.
Så historien om Tu Zuo-chao, alias Tømreren, er alligevel ved at blive kendt. Samme dag, som vi har besøgt familiemuseet, bringer Beijings lokale tv-station, BTV, om aftenen en udsendelse om faderen. Tu Shenghua deltager selv i programmet.
Da jeg ringer til ham dagen efter, udtrykker han nogenlunde tilfredshed med udsendelsen.
Det er første gang, min far var hovedperson. Jeg håber, at flere nu forstår, han var en helt, siger han.
Men faderens kritik af Det Store Spring Fremad og hans og familiens lidelser under Kulturrevolutionen blev ikke nævnt med et ord. Dette er trods alt Kina.
Tu Shenghua er jævnaldrende med de nye ledere, der er kommet til magten i Kina. De er vokset op under Kulturrevolutionen, og flere af dem har haft oplevelser, der minder om hans. Herunder den nye partichef, Xi Jinping, hvis far også blev forfulgt.
Kunne det give håb om en ny tilgang til perioden? Tu Shenghua tvivler. Systemet er indrettet sådan, at selv den bedste må give op og rette ind efter det. Af samme grund har han holdt sig fra det og afviser, at han selv tilhører en rød og privilegeret elite.
Men før eller siden må partiet og regeringen tage ansvaret for det, der skete:
Det, der skal til, er en national lovgivning om erstatning til Kulturrevolutionens ofre, mener Tu Shenghua.
Det ville blive et astronomisk beløb, men regeringen kunne skaffe en del af pengene ved at udstede en slags Kulturrevolutions-obligationer. En løsning, som Tu Shenghua har været fortaler for i over 25 år.
Det er en del af min kinesiske drøm. Hvis Kina og den kinesiske nation virkelig er fast besluttet på velstand og demokrati, skal regningen for Kulturrevolutionen gøres op, siger han.
Og skulle han en dag få en undskyldning fra den eller dem, der torturerede hans far og bror, ville svaret være:
Jeg vil ikke tilgive dig, fordi du har ødelagt og tilintetgjort en 25-årigs liv og et andet liv, der skulle have været fuldt respekteret. Gud kan måske tilgive dig, men ikke ofrenes familie.
For Tømrerens søn fortsætter kampen. Stol på det.
