Rekordmange besøgte Auschwitz i 2016

Besøgende valfarter til tidligere kz-lejr. Det er med til at sikre, at mindet om holocaust består

Flere end to millioner personer besøgte i 2016 Auschwitz-lejren. –
Flere end to millioner personer besøgte i 2016 Auschwitz-lejren. – . Foto: Jemma Crew/PA Wire/AP/Polfoto.

Den tidligere nazityske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau i det nuværende Polen er over 70 år efter dens befrielse et trækplaster for besøgende fra hele verden. I 2016 besøgte over to millioner mennesker den tidligere udryddelseslejr, og det er flere end nogensinde før.

Det oplyser Auschwitz Museet, der har ansvaret for bevaring og drift af stedet, i en pressemeddelelse.

De mange besøgende er ifølge museet med til at sikre, at mindet om en af historiens største forbrydelser ikke bliver en myte, i takt med at der bliver færre og færre holocaust-overlevende, der kan bære vidnesbyrd. Det er helt afgørende for historieskrivningen, som Henry Appel, der selv var fange i og overlevede den berygtede udryddelseslejr, hvor nazisterne myrdede op mod 1,1 millioner mennesker i løbet af Anden Verdenskrig, engang har sagt.

”Der er kun én ting, der er værre end selve Auschwitz … Det er, at verden glemmer, der fandtes et sådan sted,” sagde Appel.

Museets direktør, Piotr M. A. Cywiński, pointerer ligeledes det afgørende i de mange besøg.

”I verden i dag – præget af konflikter, øget usikkerhed og en styrkelse af populisme i den offentlige debat – er det nødvendigt at huske de mørkeste advarsler fra fortiden,” siger direktøren i pressemeddelsen og fortsætter:

”En ikke alt for fjern fortid, hvor de smertefulde konsekvenser stadig plager vidnerne, der lever blandt os, deres familier og de kommende generationer. I en tid med så omfattende forandringer i kultur og civilisation må vi igen kunne genkende den galskab fra organiseret had og blindhed, som måske igen er ved at komme ud af kontrol.”

Det rekordstore besøgstal tydeliggør også arbejdet med at bevare de gamle barakker, gaskamre og krematorier, der aldrig var bygget til at holde længe, og som præges af tidens tand. Indtil for nylig var der faktisk ikke en overordnet bevaringsplan for bygningerne i Auschwitz- Birkenau, der i dag er et statsligt museum.

Som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad har en privat fond, Auschwitz-Birkenau-fondet, meldt sig til at hjælpe til med restaureringen og bevaringen af stedet, der ligger i et sumpet område. I Birkenau, hvor udryddelserne fandt sted, er der over 40 bygninger, der er i en ”bekymrende tilstand”.

Med støtte fra en lang række lande indledte fondet sidste år konserveringsarbejdet med to murstensbarakker i den ældste del af lejren, der blev bygget i oktober 1941 og året efter husede de første fanger. Og de kommende år vil eksperter foretage yderligere bevaringsarbejde i denne del af lejren.

”Auschwitz er fælles kulturarv og ikke bare et polsk problem, fordi det er landets største gravplads, eller et jødisk problem, fordi det er den største jødiske gravplads, eller tyskernes problem, fordi det var deres skyld,” sagde bestyrelsesformand for Auschwitz-Birkenau-fondet, Anna Miszewska, da Kristeligt Dagblad talte med hende under et besøg i Danmark.

I Auschwitz er der 150 bygninger, 300 ruiner, 100.000 sko og 4700 kufferter, som der tilsyneladende er en stor interesse i at se og høre om.

Interessen for holocaust og Auschwitz blev også tydelig, da den ungarske film ”Sauls søn” om en jødisk fange i Sonderkommandoen i lejren sidste år vandt Oscar-prisen for bedste ikke engelsk-sprogede film.

Fredag den 27. januar er international Auschwitz-dag, der også markeres i Danmark blandt andet med et arrangement på Københavns Rådhus med øjenvidneberetninger, oplæg fra psykolog om at overleve holocaust samt musik.