Religiøse minoriteter er på randen af udslettelse i Mellemøsten

 En kristen, irakisk soldat tænder et lys i en udbrændt kirke i den nord­irakiske by Qaraqosh. Byen blev ...

En kristen, irakisk soldat tænder et lys i en udbrændt kirke i den nord­irakiske by Qaraqosh. Byen blev ­befriet fra IS tidligere på efteråret. Alligevel tvivler mange af byens kristne på, om de igen tør flytte tilbage. – Foto: Radoube Mathieu/ABACA/Polfoto

En bølge af islamistisk hyper-ekstremisme i Mellemøsten har undermineret religionsfriheden og eksistensgrundlaget for minoriteter, såsom kristne. Samtidig truer tendensen med at sprede sig til andre lande, lyder konklusionen i rapport fra katolsk hjælpeorganisation

Religionsfriheden er i forfald i adskillige områder af verden. Men ingen steder står det så slemt til som i Mellemøsten. Her er situationen over de seneste par år forværret i en sådan grad, at det ikke bare er muligt, men decideret sandsynligt, at religiøse minoriteter såsom kristne og yazidier vil forsvinde inden for en overskuelig årrække.

Sådan lyder den dystre konklusion i en nylig, omfattende rapport om religionsfrihed i verden fra den katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (Hjælp til kirken i nød).

”Vi kan se, at den religiøse frihed i Mellemøsten er i så stærk tilbagegang, at den i flere områder stort set ikke er eksisterende,” siger John Pontifex, chefredaktør for rapporten hos Aid to the Church in Need.

Rapporten gør status på religionsfriheden i 196 lande over en periode på to år frem til juni 2016. Den overordnede konklusion er, at religionsfriheden generelt er under hårdt pres i 38 lande, og at tilbagegangen især sker i de lande, hvor det i forvejen står slemt til, såsom Afghanistan, Nigeria og Irak.

Ifølge rapporten skal den altdominerende forklaring på problemerne for religionsfrihed findes i det, den definerer som en islamistisk hyper-ekstremisme. Det er en form for religiøs fanatisme, der med de mest uhyrlige metoder såsom voldtægter, massehenrettelser og tortur forsøger at ødelægge den religiøse mangfoldighed og omdanne Mellemøsten til et mono-religiøst område.

Hyper-ekstremismen har sit hovedcentrum i terrorbevægelsen Islamisk Stats områder i Syrien og Irak, siger John Pontifex.

”Men bombesprængningen i kirken i Kairo den 11. december mindede os om, at hyper-ekstremismen har tråde ud til andre af regionens lande. Og at andre dele af verden meget vel snart kan følge efter,” siger han.

Endnu er alt håb dog ikke ude for kristne og andre minoriteter i Mellemøsten, påpeger John Pontifex. Midt i tilbagegangen for den religiøse mangfoldighed er der også eksempler på øget bevidsthed om problemet.

Han nævner således den katolske paves helt ekstraordinære møde tidligere på året med storimamen ved Al-Azhar i Kairo, en af verdens vigtigste sunni-muslimske institutioner. Samtalen drejede sig primært om, hvordan man kunne komme den religiøse vold til livs.

Et andet eksempel er ifølge John Pontifex Marrakesh-deklarationen fra januar i år. Her blev 250 fremtrædende muslimske statsledere, akademikere og religiøse ledere enige om en fælles erklæring om at forsvare minoriteters ret i lande med en muslimsk flertalsbefolkning.

Men spørgsmålet er, om denne større bevidsthed om problemet er nok til, at for eksempel kristne igen tør flytte tilbage og bo i den region, hvor kristendommen udspringer fra.

”Alt er stadig så usikkert. Ganske vist er IS ved at blive slået tilbage flere steder, men hvordan kan nogen være sikker på, at ekstremisterne og alt, hvad de står for, er væk for altid? Se bare i Palmyra i Syrien, hvor IS blev besejret, men for nylig genindtog byen. Det eneste sikre, vi kan sige om situationen for minoriteter i Mellemøsten, er, at enhver reel forbedring har utrolig lange udsigter,” siger John Pontifex.

Overblik over forfulgte minoritetter i forskellige lande

Palæstinensiske ­områder: Besættelsen får kristne til at flytte

Traditionelt har kristne spillet en fremtrædende rolle i den palæstinensiske frihedsbevægelse. Adskillige ledende funktioner i det palæstinensiske samfund er gennem tiden blevet varetaget af kristne. Men over de seneste årtier er den palæstinensiske kristne minoritet skrumpet ind og er blevet mindre dominerende.

Blandt de kristne lyder den gennemgående forklaring, at den israelske besættelse af Vestbredden gør livet så besværligt og fremtidsmulighederne så dårlige, at mange i sidste ende vælger at emigrere. Ofte har kristne palæstinensere haft bedre mulighed for at flytte til Vesten end deres muslimske landsmænd.
 
I Gaza er kristne desuden under pres fra den islamistiske bevægelse Hamas, der har magten i landstriben mellem Israel og Egypten, ligesom andre endnu mere yderligtgående islamistiske grupper også vinder frem.

Forholdene for kristne er bedre på Vestbredden, hvor det mere moderate Fatah-parti regerer. Men Hamas har så stor støtte også på Vestbredden, at bevægelsen meget vel kunne vinde, hvis der blev afholdt valg. Samtidig ser kristne palæstinensere, hvad der foregår for deres medkristne i andre af regionens lande. Og selvom der ikke har været tegn på, at Islamisk Stats ideologi for alvor skulle have fået fodfæste på Vestbredden, giver det alligevel grund til bekymring om, hvilken fremtid der er for kristne i Mellemøsten.

Irak: Kristne er ramt ­lige i deres hjerteland
Da krigerne fra Islamisk Stat i sommeren 2014 indtog store dele af Nordirak, fik områdets kristne tre valgmuligheder: Konverter til islam, underlæg jer islamistiske regler ved blandt andet at betale en særlig skat for kristne, eller se at flygte, hvis I ikke ønsker blive slået ihjel. Praktisk talt alle kristne valgte at flygte.

Nordirak med det bibelske Nineveh-område er det traditionelle hovedland for de irakiske kristne. Det var her, at nogle af de første kristne i historien slog sig ned, og det kristne samfund har eksisteret i området kontinuerligt lige siden. Men i dag lever omkring 150.000 kristne fra byerne i Nineveh-regionen og omkring storbyen Mosul på flugt som et direkte resultat af IS’ omfattende fordrivelse og udrensning af minoriteter.

På grund af Nordiraks langstrakte kristne historie rummer området også en rig kulturarv med vigtige monumenter og bygninger for kristne. En stor del ligger i dag i ruiner efter IS’ hærgen.
Brød m indryk: Fordrivelsen af kristne og ødelæggelserne af kultur­arven i Nordirak har været et tilbageslag af dimensioner for kristendommen i Irak. Kristne er blevet ramt lige i centrum af deres hjerteland, og det store spørgsmål, der har svævet i luften lige siden, er, om skaderne er uoprettelige.

Ganske vist er IS i dag på tilbagetog i Irak, og formentlig er det blot et spørgsmål om tid, før ekstremisterne mister magten over Mosul, deres vigtigste hovedbase i Irak. De første kristne byer som Qaraqosh med Iraks største kirke er allerede blevet tilbageerobret af den irakiske og kurdiske hær.

Men efter alt, hvad der er sket, lyder det hyppigt fra mange af de fordrevne kristne, at de ikke kan se sig selv vende hjem. For hvordan skal man igen kunne bo i et område, hvor alt, hvad der er vigtigt og helligt for en, er blevet smadret?

Egypten: Kristne sætter deres lid til præsidenten

I årtier har et generelt kendetegn ved Mellemøstens religiøse minoritet været, at deres ledere har bakket op om de siddende regimer i de forskellige lande og dermed sikret sig en vis grad af beskyttelse og frihed. Sådan var det også i Egypten under den mangeårige præsident Hosni Mubarak.

Men da han blev væltet under det arabiske forår i 2011, forsvandt sikkerhedsnettet under de kristne, og problemerne begyndte at accelerere. Egypten oplevede, at islamismen begyndte at vokse frem, og kristne blev mål for talrige voldelige angreb og kirkeafbrændinger.

Situationen stilnede af, da landets nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kom til magten ved et militærkup i 2013. Han begyndte at slå hårdt ned på islamister og lovede kristne fuld beskyttelse. Og de kristne ledere kvitterede med at give ham deres loyale opbakning.

Men i løbet af det seneste år er problemerne for kristne begyndt at vende tilbage. Lokale stridigheder har gentagne gange udviklet sig til større religiøse konflikter mellem muslimer og kristne. Kirker er igen blevet brændt, en præst er blevet slået ihjel, og talrige voldelige episoder har udspillet sig.

Problemerne kulminerede i denne måned med en bombesprængning lige ved Kairos store katedral en søndag ved kirketid. Mindst 25 blev dræbt ved angrebet.  Islamisk Stat, der er stærkt til stede på Egyptens Sinai-halvø, har taget skylden for bomben. Udviklingen det seneste år har sat spørgsmålstegn ved, om Sisis udtalte støtte til kristne er nok til, at de igen vil kunne leve sikkert i Egypten.

Syrien: Krigens kaos visker kristnes fremtid ud

Efter mere end fem et halvt års brutal borgerkrig, hvor selv FN har opgivet at tælle antallet af døde, står Syriens kristne minoritet over for en sløret fremtid. Inden krigen brød ud i foråret 2011, var Syrien kendt som et land, hvor kristne målt på en mellemøstlig målestok havde gode forhold. Men det har krigen ændret på. Her lider kristne på lige fod med andre syrere under volden og uroen. Efterhånden har krigen fået et så stort antal kristne til at flygte ud af landet, at syriske kirkeledere gentagne gange har advaret mod, at det kristne samfund står i alvorlig risiko for helt at uddø.

En væsentlig del af Syriens kristne mindretal har boet i og omkring storbyen Aleppo. I løbet af de seneste par år har denne by udviklet sig til hovedkamppladsen i krigen, hvor især den østlige del af byen har været scene for nogle af de mest brutale og blodige begivenheder. En lang række af byens kirker er blevet smadret af granater og raketter fra enten regimet eller oprørsgrupper. Og det skønnes, at byens kristne minoritet i løbet af de seneste par år er reduceret fra godt 300.000 til 30.000.

Syrien er på samme måde som Irak plaget af, at ekstremisterne i Islamisk Stat har erklæret et kalifat i en stor del af landet, hvor ingen religiøse minoriteter bliver tolereret. Men i modsætning til i Irak har IS i store træk ikke erobret traditionelt kristne områder i Syrien. Det betyder blandt andet, at det er gået mindre hårdt ud over den kristne kulturarv i Syrien end i Irak. Der er dog flere undtagelser som for eksempel byen Qaryatain i det vestlige Syrien, hvor ekstremisterne jævnede det 1500 år gamle kloster Mar Elian med jorden. 

Libanon: Landet, hvor kristne er mere end blot en minoritet

Libanon skiller sig ud fra resten af Mellemøstens lande ved, at man skal mindre end 100 år tilbage, før langt størstedelen af befolkningen var kristne. I dag er flertallet dog muslimer, mens kristne vurderes at udgøre cirka en tredjedel af befolkningen.

Tilbagegangen betyder, at kristne har mistet meget af den magt og de privilegier, de tidligere besad. Og de befinder sig i en kontinuerlig politisk magtkamp med både shia- og sunni-muslimer. En lov dikterer, at landets præsident skal være kristen, men på grund af et fastlåst politisk system, hvor magten bliver delt mellem muslimer og kristne, skulle det tage 29 måneder, fra den forrige præsident gik af, til det tidligere på året lykkedes at finde en ny.

De libanesiske kristnes største bekymring er, om den religiøse ekstremisme og det kaos, der præger nabolandet Syrien, også vil sprede sig til Libanon. Den ekstreme islamisme er i forvejen ikke noget ukendt fænomen i Libanon, hvor blandt andre den shia-muslimske Hizbollah-bevægelse står stærkt, ligesom der også har været adskillige tilfælde, hvor volden fra den syriske borgerkrig har ramt i landet. Dog har landet formået at bevare en relativ ro på trods af regionens ustabilitet.

Libanon har taget imod mere end en million flygtninge fra Syrien, hvor langt hovedparten af dem er sunni-muslimer. Det har udfordret den i forvejen komplicerede magtbalance, der er i landet mellem religionerne, og lægger sig som en anden usikkerhedsfaktor for kristne. Men på trods af udfordringerne og tilbagegangen er Libanon stadig det land i Mellemøsten, hvor den kristne befolkningsgruppe står stærkest. 

Golfstaterne: Kristendom i vækst

Hvis man ser bort fra Islamisk Stats selverklærede kalifat på tværs af Syrien og Irak, er Golf-landene det sted i den arabiske verden, der repræsenterer den mest ekstreme fortolkning af islam. Ikke desto mindre er det her, at kristendommen som det eneste sted i regionen er i vækst.

Det er dog ikke lokalbefolkningen, der pludselig er begyndt at gå i kirke. Derimod handler det om, at udenlandsk arbejdskraft fra de asiatiske lande strømmer til Golf-landene. Rettighederne for de typisk midlertidige kristne indbyggere varierer. Det mest ekstreme tilfælde er Saudi-Arabien, der helt forbyder kristen praksis. I De Forenede Arabiske Emirater møder kristne derimod en vis form for støtte hos staten.

Kilder: The Economist, New York Times, CNN, Sunday Guardian, The Guardian, Kristeligt Dagblad