Prøv avisen

Religion er blevet et magtmiddel i Afrikas konflikter

I Kenya har der de senere år været flere tilfælde af kirkeafbrændinger som her i byen Kisauni. – Foto: Simon Maina/AFP/.

Mange steder i Afrika puster konfliktens parter til religiøsitet og etnicitet for at mobilisere tilhængere og opnå magt

I Den Centralafrikanske Republik eskalerer sammenstødene mellem kristne og muslimer fortsat. Senest dræbte kristne oprørere 23 muslimer, heriblandt tre børn, i et granatangreb, da de forsøgte at flygte i lastbiler for at nå i relativ sikkerhed i den nord-lige, overvejende muslimske del af landet.

I Nigeria har den militante islamistiske organisation Boko Haram i årevis terroriseret landets kristne og moderate muslimer med blodige bombeangreb på kirker og skoler. Angreb, der har efterladt hundredvis af ofre. I Mali kæmper islamiske grupper indbyrdes om regeringsmagten, og en række brutale gengældelsesangreb mellem landets kristne og muslimske befolkningsgrupper har kostet mange liv. Og i Somalia har den militante islamistiske gruppe al-Shabaab i årevis forsøgt at terrorisere sig vej til magten i form af et yderligtgående shariastyre. Et styre, hverken landets moderate muslimer eller kristne ønsker.

LÆS OGSÅ: En genstridig voldsspiral i Den Centralafrikanske Republik

Fire eksempler på, hvordan religion har betydning i Afrikas voldelige konflikter, der også tæller Elfenbenskysten og i mindre omfang lande som Kenya og Tanzania, der de seneste to år har været vidner til hævndrab på muslimer og kristne efter årtiers fredelig sameksistens.

Religion sætter således sit præg på kontinentets blodige konflikter, men eksperterne er også enige om, at forskellige religiøse opfattelser langtfra kan stå alene som forklaring på, hvorfor muslimer og kristne nu dræber hinanden på kontinentet.

Cecelia Lynch, professor i statskundskab og internationale studier samt leder af Center for globale freds- og konfliktstudier ved University of California, understreger, at der er flere væsentlige faktorer på spil i de blodige afrikanske konflikter.

Det er umuligt at vurdere, hvor stor en del af konflikterne, der henholdsvis handler om økonomiske, religiøse, politiske, etniske eller andre fortrædeligheder. Hver konflikt har sin egen historie, og de personer, der har en inter-esse i at indstifte eller optrappe en konflikt, vil gribe til et hvilket som helst af disse midler for at opnå tilhængere, vurderer hun.

Såvel konflikten i Den Centralafrikanske Republik som den i Nigeria handler utvivlsomt om religion eller mere præcist formuleret om religion, som den kommer til udtryk mellem kristne og tilhængere af fanatiske sekter inden for islam, nuancerer Bjørn Møller, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, der i mange år har beskæftiget sig med konflikter i Afrika.

Heller ikke han mener, at forskellige religiøse overbevisninger alene kan stå som hovedårsag til konflikterne på kontinentet.

I Nigeria spiller fordelingen af olieindtægterne mellem det overvejende muslimske nord og det overvejende kristne syd også en vigtig rolle, og de værste kampe udspiller sig i et bælte mellem de to. Det samme gælder for Mali, der dog er næsten 100 procent muslimsk, men hvor forskellige versioner af islam bliver forbundet med etnicitet, hvilket kan være en meget giftig blanding, siger han.

Religion bliver direkte udnyttet af opportunister til at sætte deres egen dagsorden, lyder en vurdering fra Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der forsker i Afrikas naturressourcer og deres politiske og økonomiske betydning.

De fleste afrikanske borgerkrige er kampe om magt og ressourcer, men religion og etnicitet bliver tit udnyttet som et middel til at opnå støtte til en sag. Det er en misforståelse at forenkle afrikanske konflikter til kun at være drevet af én faktor. I virkeligheden er de, som krige alle andre steder, komplekse, siger han.

Den vigtigste årsag til, at verden i øjeblikket er vidne til talrige konflikter på det afrikanske kontinent, er, at der ikke er noget, der kan for-hindre konflikterne i at opstå eller brede sig. Eksempelvis en stærk national identitet, som kan overtrumfe den religiøse eller etniske del-identitet, endsige en effektiv og legitim stat, konstaterer Bjørn Møller.

Hvis der hverken eksisterer et nationalt sammenhold eller en stat, der kan levere kollektive goder til hele befolkningen, kan skruppelløse konfliktentreprenører, der måske kun er ude på at mele deres egen kage i økonomisk og magtmæssig henseende, mobilisere tilhængere ud fra grundlag af næsten en hvilken som helst oprindelse. For eksempel geografi, race, stamme, klan, etnicitet eller religion, siger han.

Hertil kommer, at selve kamphandlingerne optrapper konflikterne, der risikerer at ende med kun at handle om ren hævn.

Konflikten i Den Centralafrikanske Republik ser ud til at være et godt eksempel på det sidste. Selvom den umiddelbart ser ud til primært at handle om kristendom og islam, kan dette meget vel være kombineret med andre identiteter og økonomiske interesser, siger Bjørn Møller.