Prøv avisen

Religion påvirker sager om forældremyndighed

Religion spiller en større rolle i sager om forældremyndighed i USA. -

I USA har en kvinde bedt retten om at begrænse eks-mandens tid med deres fælles børn, fordi han er satanist. Flere sager om forældremyndighed involverer religion

Jamie Meyer er satanist og har et omvendt kors hængende på væggen. Men ifølge hans eks-kone er det ikke kun et kors, han har vendt op og ned på.

Hun mener også, at Jamie Meyer har vendt op og ned på deres fælles børns liv. Og derfor har hun over for en dommer argumenteret for, at hendes eks-mand skal have begrænset sin tid med børnene, så hun har mulighed for at tage dem med i en kristen kirke.

Flere tværreligiøse ægteskaber
Ifølge den amerikanske avis Chicago Tribune er der i hele USA en stigning i antallet af sager om forældremyndighed, der involverer religion.

Det skyldes, at antallet af ægteskaber på tværs af tro og religion er på vej op, og at fædre også tager mere aktivt del i deres børns opdragelse, skriver avisen.

Vanskeligt for dommere
Og det betyder, at dommere har større risiko for at overskride grænsen mellem kirke og stat, hvis de skal forsøge at afgøre, hvilken religion et barn skal opdrages inden for, mener eksperter

- Dommere er mennesker. De er påvirket af deres følelser ligesom alle andre, siger formanden for den amerikanske forældremyndighedsforenings komite.

I tilfældet Meyers mener eksperter, at bevisbyrden ligger hos konen, som skal vise, at Jamie Meyers satanisme har været skadelig for børnene.