Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

To religioner under samme tag

”Vi vil ikke tvinge vores børn til at være hverken kristne eller muslimer,” siger muslimske Najad Gourine, der er gift med katolikken Manuel Sancha. – Foto: Jens Ulrich Pedersen.

på tværs af middelhavet Marokkanske Najad Gourine og spanske Manuel Sancha siger, at de lever i et problemfrit ægteskab. De er i hver i sin religiøse lejr, men har dyb respekt for hinandens tro. Som muslimer og kristne efter sigende havde det i lange perioder under al-Ándalus

Se her! Bibelen og Koranen står på samme hylde i vores hus!.

LÆS OGSÅ:
Spanien bærer sin muslimske historie med sig

Najad Gourine, der blev født i Casablanca i Marokko for 46 år siden, står med begge de hellige bøger i hænderne og forklarer, at de bliver brugt flittigt.

Jeg læser hver dag i Koranen, og både min mand og mine børn læser ofte i Bibelen.

Najad og Manuel er historien om et ægteskab, der fungerer på 15. år, selvom hun er muslim, og han er kristen.

Mine forældre var meget troende katolikker, og vi giftede os for min mors skyld i den katolske kirke, fortæller Manuel Sancha, der er 58 år og teknisk assistent i et telekommunika-tionsselskab.

Jeg føler mig som kristen, omend jeg har et afslappet forhold til religionen. Det er ikke afgørende for mig, om mine børn tror på, hvad der står i Koranen eller i Bibelen, bare de ikke bliver ateister, siger Manuel, der bor sammen med Najad og parrets to døtre i sit fødehjem i en landsby uden for Madrid.

Døtrene Ikram María på 13 år og Suleima på 10 år synes, at det er sjovt at have to kulturer og religioner under samme tag.

Vi beder både til Allah og til Gud, fortæller de.

Aftensmaden den traditionelle nordafrikanske couscous kommer på bordet, og også den er et vellykket miks af okse- og lammekød og et farverigt udvalg af grøntsager oven på det store lag af durumhvedegryn. Dertil vand og vin, for her tager man det bedste fra begge kulturer, også hvad mad og drikke angår.

Jeg går ikke med tørklæde, og jeg hilser på andre mænd med hånden, hvilket godt kan give nogle vrede blikke fra mere ortodokse muslimer, specielt ældre kvinder, fortæller Najad, der betragter sig selv som en moderne muslim.

Hun blev født i en middelklassefamilie i Casablanca med syv søskende. Alle fik en universitetsuddannelse, men Najad ville være fægtelærer. Det blev hun på et kursus i Paris, hvorefter hun besøgte en veninde i Madrid og blev hængende som 24-årig. Nogle år senere lærte hun Manuel at kende, og i 1996 blev de gift.

Mine forældre er ret frisindede muslimer, ellers ville de aldrig have tilladt, at jeg giftede mig med Manuel oven i købet i den katolske kirke. Men jeg bliver ikke kristen af at have giftet mig i kirken. Jeg har ikke fornægtet islam af den grund, understreger hun.

Parrets to døtre er døbt katolsk, men de har endnu ikke modtaget den første nadver som andre spanske børn i deres alder.

De har selv valgt det sådan. Og det respekterer vi. Vi vil ikke tvinge vores børn til at være hverken kristne eller muslimer. For mig er en god opdragelse og studier vigtigere end religion, og jeg tror fuldt og fast på, at de bliver gode mennesker, hvis de tror på Gud. Derfor ville det gøre mig ondt, hvis de en dag kom og sagde, at de ikke troede på Gud, siger Najad Gourine.

Det spansk-marokkanske par er et nutidigt eksempel på ånden fra al-Ándalus, hvor muslimer, kristne og jøder levede relativt fredeligt sammen i århundreder.

For mig står al-Ándalus for fred og sameksistens mere end konflikt og konfrontation. Jeg er stolt af, at araberne kunne skabe så megen skønhed i for eksempel Alhambra-paladset i Granada eller i moskéen i Córdoba. Og jeg foretrækker, at den kulturelle arv bliver i Spanien uden for de radikale muslimers rækkevidde. Se bare, hvad Taleban gjorde ved de store buddhastatuer i Afghanistan. De er bare ude på at ødelægge alt det smukke, men heldigvis er de et fåtal, siger Najad.

De fleste eksperter er enige med Najad, deriblandt den spanske professor i arabiske studier Rodolfo Gil Grimau, der kort før sin død i 2008 skrev:

Hvis al-Ándalus gyldne periode var kendetegnet ved noget, var det blandingen af racer og religioner. Al-Ándalus var et hybridprodukt. Utvivlsomt var der ikke tale om et paradis, men al-Ándalus var en model for en situation, som vi i dag kunne kalde ønskværdig.

Der er også dem, der mener, at al-Ándalus stort set ikke har nogen betydning i dag.

Der er kun myten tilbage. Efter min mening er historien om al-Ándalus alt for glorificeret. Det med den fredelige sameksistens er nærmest blevet misbrugt, og i dag beskylder den ekstreme højrefløj enhver immigrant, der kommer fra et land syd for Middelhavet, for systematisk at ville genvinde det tabte paradis. Efter min mening skal man ikke undervurdere den slags tåbelige beskyldninger, for det ser ud, som om de skaffer vælgere i en tid, der er præget af økonomisk krise, siger den marokkanske filosofiprofessor ved Autonoma-universitetet i Madrid, Mourad Zarrouk, til Kristeligt Dagblad.

I dag bor der 700.000 marokkanere i Spanien, mens antallet af spanske emigranter i Marokko anslås til mindre end 200.000. Men næsten fire millioner taler spansk i Marokko.

De to samfund er delt af en næsten ubrydelig grænse, og der er stort set ingen sameksistens. Såvel islamofobien i nord som hispanofobien (hadet til spaniere, red.) i syd er bekymrende. Hvis vi ikke arbejder seriøst for at løse problemet, vil kløften blive endnu større i fremtiden, siger Mourad Zarrouk, der har opholdt sig 16 år i Spanien.

udland@k.dk