Tyskerne diskuterer særlig beskyttelse af kristne asylsøgere

Der spyttes på dem, de skældes ud, deres børn bliver slået, og deres kvinder chikaneres seksuelt. Det er virkeligheden for mange kristne på de overfyldte tyske asylcentre i øjeblikket

I en flygtningelejr i den tyske by Kassel var der i weekenden kampe mellem forskellige grupper af flygtninge, og politiet måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne. -
I en flygtningelejr i den tyske by Kassel var der i weekenden kampe mellem forskellige grupper af flygtninge, og politiet måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne. - . Foto: Uwe Zucchi/Scanpix.

De flygtede fra vold, krig og drab, og først troede de, at de var i sikkerhed, men nu begynder forfølgelserne på ny:

Der spyttes på dem, de skældes ud, deres børn bliver slået, og deres kvinder chikaneres seksuelt. Det er virkeligheden for mange kristne på de overfyldte tyske asylcentre i øjeblikket.

De seneste måneder er tysk politi flere gange rykket ud for at skille op imod flere hundrede flygtninge ad, fordi de kom op at slås.

Det har fået formanden for det tyske politiforbund, Rainer Wendt, til at forlange, at asylcentrene opdeler flygtningene i grupper efter reli-gion og køn.

Til avisen Passauer Neue Presse fortæller han, at islamister ofte forsøger at tvinge andre beboere på centrene til at overholde sharialovens regler, og at islamisterne ligefrem har dannet grupper med kriminelle strukturer.

”Især kristne bør beskyttes godt på hjemmene, for de bliver ofte massivt chikaneret,” siger Rainer Wendt.

Han får opbakning fra flere sider. De Grønnes formand, Cem Özdemir, siger til avisen Welt am Sonntag, at kristne, yazidier og andre religiøse mindretal på asylcentrene bør beskyttes bedre.

Præsten Gottfried Martens fra den evangelisk-lutherske Treenighedskirke i Berlin-Steglitz, der ofte besøger asylcentrene, er også af den opfattelse, at de kristne flygtninge har brug for særlig beskyttelse. Han siger til avisen Welt am Sonntag:

”Mange kristne bliver mobbet, chikaneret og skældt ud som vantro på asylcentrene. De terroriseres og trues endda med døden. Strengt troende muslimer formidler indtrykket: Hvor vi er, hersker shariaen.”

Flere af de organisationer, der tager sig af flygtninge, ønsker ligeledes en adskillelse. Monika Kuntze, der leder Caritas i Köln, mener, at bestemte grupper bør anbringes i centre for sig.

”Flygtningene bør ikke alene opdeles i grupper efter deres religion, men også efter, hvor stort deres behov for beskyttelse er. Ældre, enlige, forældre, handicappede og gravide har brug for, at der tages særlige hensyn til dem,” siger hun til tv-stationen ARD.

Kristne flygtninge har længe været udsat for vold og mobning på asylcentrene, og derfor var mange centre allerede for et par år siden begyndt at adskille beboerne efter religion. Nu har det rekordstore antal flygtninge, der søger mod Tyskland, gjort situationen kaotisk.

Alene i denne måned er 170.000 flygtninge kommet til landet, og ifølge prognoserne vil cirka en million mennesker søge om asyl i løbet af 2015.

Delstater og kommuner ved dårligt nok, hvor de skal gøre af alle disse mennesker, og derfor har flere delstater allerede meddelt, at de på nu-værende tidspunkt ikke har mulighed for at adskille flygtningene efter religion eller køn.

”Den stærke tilstrømning af flygtninge, som vi oplever i øjeblikket, gør det umuligt at opdele asylsøgerne i grupper,” siger socialdemokraten Roger Lewentz, indenrigsminister i Rheinland-Pfalz, til tv-stationen SWR.

”Vi har simpelthen ikke plads til at indkvartere dem på en anden måde,” siger også Saarlands indenrigsminister Klaus Bouillon fra CDU til avisen Süddeutsche Zeitung.

Socialpsykolog Andreas Zick fra Bielefeld Universitet, der har specialiseret sig i konfliktforskning, afviser tanken om at opdele asylsøgerne i grupper. Han mener, at det kan sende et forkert signal til flygtningene.

”De kan tolke det som et tegn på, at vi synes, det er rigtigt at adskille folk i grupper efter deres religion eller andre kriterier,” siger han til ARD.

Han mener, at det vil være en langt bedre idé, hvis staten investerer penge i at ansætte flere socialarbejdere og pædagoger til at tage sig af problemerne på asylcentrene.

En af de muslimske ledere i Tyskland, Ali Ertan Toprak, der står i spidsen for Den Kurdiske Menighed, mener derimod ikke, at det tyske samfund skal bruge yderligere ressourcer på at løse problemer, som radikale muslimer har skabt. Efter hans mening skal de voldelige muslimer på asylcentrene udvises med det samme.

”Det går ikke, at islamister diskriminerer eller angriber mindretal på asylcentrene. Voldelige muslimer har forspildt deres ret til at få asyl i Tyskland”, siger han til nyhedstjenesten Spiegel Online.