Republikansk borgmester i Texas satser på grøn energi som en gevinstfaktor

Dale Ross kalder beslutningen om at blive USA’s største by, der kører på vedvarende energi, for pærelet. Den republikanske borgmester støtter præsident Trump, men synes, at hans energi- og klimapolitik er forfejlet

Dale Ross, Georgetowns republikanske borgmester, viser stolt rundt i sin by og fortæller, at beslutningen om at forsyne byen med vedvarende energi blev taget ud fra en økonomisk kalkule. ”At det så er godt for klimaet, skader jo ikke,” siger han.
Dale Ross, Georgetowns republikanske borgmester, viser stolt rundt i sin by og fortæller, at beslutningen om at forsyne byen med vedvarende energi blev taget ud fra en økonomisk kalkule. ”At det så er godt for klimaet, skader jo ikke,” siger han. . Foto: Stine Kromann Dragsted.

Dale Ross kan ikke skjule, at han er en ovenud stolt borgmester, når han viser rundt i Georgetown i det, han kalder ”smørhullet” i Texas. Han er stolt over sin bys historiske bymidte med ”det smukkeste bytorv i hele USA”. Og stolt over alle de nye indbyggere og den økonomiske opblomstring, der er fulgt med.

”I 2000 boede her 17.000 mennesker, nu er vi 70.000, og det kan mærkes,” siger han og peger på det leben, der findes bag de fine gamle butiksfacader, som byder på alt fra yoga over vinsmagning og kaffe til miljøvenligt legetøj.

”Det her er min yndlingsbutik, de sælger udelukkende legetøj, der ikke er batteridrevet. De har valgt den grønne vej, ligesom vi har her i byen.”

Allermest stolt er den republikanske borgmester nemlig over at stå bag et initiativ, som har forvandlet Georgetown til en fortrop i den amerikanske miljøbevægelse.

”Vi er den første by i Texas og den største by i USA, der har besluttet ikke at bruge fossile brændstoffer, og nu kører vi 100 procent på vind- og solenergi,” forklarer han.

Beslutningen om at forvandle Georgetown til et mekka for grøn energi blev ikke taget for klimaets skyld.

”Vi er ikke rablende miljøforkæmpere her i Georgetown. Du skal huske på, at vi befinder os i en dybt konservativ delstat, hvor langt de fleste stemmer republikansk og støtter præsident Trump. At skifte til vedvarende energi var først og fremmest en økonomisk beslutning,” fortæller borgmesteren.

Inde i caféen Cianfrani hilser Dale Ross på en kvindegruppe, der er ved at planlægge byens halloweenparade. Mens borgmesteren bestiller en kop kaffe, fortæller Karen Pierson, hvordan byen har forvandlet sig fra en søvnig flække til en hip og kunstnerisk by med en meget mere sammensat befolkning. Og hun er stolt over, at Georgetown nu er kendt som foregangsby på klimaområdet.

”Jeg synes, det er fantastisk, at en lille by som Georgetown kan tage fremtids-brillerne på og vise vejen for Texas og resten af landet, når det gælder omstilling til grøn energi. Langt de fleste amerikanere, uanset om de er demokrater eller republikanere, ved jo godt, at det er nødvendigt,” siger Karen Pierson.

Imens er borgmesteren faldet i snak med pensionisten David Prather. Hans små malerier udsmykker caféen. Kunstneren overrækker et billede af en russisk kvinde med et bistert udtryk, en pegefinger og teksten ”go vote!” – gå ud og stem! – malet med sorte bogstaver forneden.

”Vi er nået til et punkt, hvor alle emner automatisk deler folk op efter, hvilken lejr de hører til partipolitisk. Jeg synes jo, at folk skal gå ud og stemme til midtvejs-valget ud fra, hvilke personer de synes er mest fornuftige,” siger David Prather om midtvejsvalget i morgen.

”Jeg ligger selv til venstre for midten, men jeg støtter gerne en republikansk borgmester som Dale Ross, der tør kravle ud af de partipolitiske skyttegrave og føre en fremsynet energipolitik, som giver mening for os på lokalt plan.”

Georgetown ejer sit eget forsyningsselskab, så da borgmesteren og bystyret i 2012 skulle forhandle en ny kontrakt med energiudbyderne, fandt de ud af, at de kunne sikre sig en fastsat pris på vind- og solenergi henholdsvis 20 og 25 år frem i tiden.

”Det var under præsident Obama, og vi stod over for en mulig CO2-skat, så ved at satse på vedvarende energi fjernede vi en masse risici og sikrede borgerne prisstabilitet,” siger Dale Ross, mens han fortsætter ned ad Georgetowns små gader.

Og selvom de politiske vinde har skiftet i USA med en klimaskeptisk præsident i Det Hvide Hus, der kæmper for at genoplive kulindustrien, er borgmesteren ikke i tvivl om, at Georgetowns satsning på grøn energi kommer til at betale sig:

”Bare se på Texas. Her er vi i hjertet af USA’s olie- og gasproduktion, men Texas befinder sig også midt i en ny energirevolution. Texas er USA’s største producent af vindenergi og ligger nummer fem inden for solenergi.”

Uden for et sandwichsted hilser Dale Ross på Lee Bruderer, der netop er flyttet til byen med sin familie. Han stemte på Donald Trump og er ligesom borgmesteren yderst tilfreds med præsidentens skattereform og handelspolitik. Men når det gælder energi- og klimapolitik, er han frustreret over, at Trump har trukket i bremsen.

”Det er uundgåeligt, at vi skal igennem en omstilling til mere vedvarende energi. Jeg arbejder selv inden for byggebranchen, og vi oplever en stor efterspørgsel efter mindre energikrævende løsninger, fordi det betyder noget for folks pengepunge. Det er et kæmpe forretningspotentiale, og så er det et problem, at USA sakker bagud, mens resten af verden tager teten,” siger Lee Bruderer.

Når indbyggerne i Georgetown tænder for lyskontakten, bliver deres strøm enten produceret af 97 vindmøller, der står i den nordligste del af Texas, eller af et 500 hektar stort solcelleanlæg i det vestlige Texas. Leveringen sker gennem et ledningsnet, som republikaneren Rick Perry, der nu er Trumps energiminister, investerede millioner i, da han var guvernør i Texas.

”Det er nok ikke en bedrift, som Rick Perry bør prale med over for sin boss, hvis han vil beholde sit ministerjob. Jeg ved godt, at Trump er en stor fortaler for fossile brændstoffer, fordi de kulproducerende delstater hjalp ham til magten. Problemet er bare, at uanset hvor du står politisk, er det almindelig sund fornuft at indse, at sol og vind er fremtiden i USA,” siger Dale Ross og åbner døren ind til byens gamle posthus, der nu huser rådhuset:

”Det var her, at tidligere vicepræsident Al Gore stod, da han filmede sin seneste miljødokumentar.”

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at han nyder sin nyfundne status som miljø- bevægelsens usandsynlige helt: en republikansk borgmester fra Texas, der slår et slag for grøn energi på konferencer verden over og er på fornavn med kendte miljøaktivister.

”Vores succes handler om noget så enkelt, som at vi har meldt os ud af den fjollede partipolitiske skyttegravskrig, der optager USA lige nu. Bare fordi noget er godt for klimaet, betyder det ikke, at vi skal spille Rasmus Modsat, hvis det på alle andre måder også er sund fornuft.”

Og den stolte borgmester har, hvad han kalder et ”knaldgodt” tilbud til præsident Trump:

”Som en republikansk borgmester, der bakker op om størstedelen af præsidentens dagsorden, ville en invitation til Det Hvide Hus ikke være af vejen. Så kunne jeg forklare Trump, hvordan han kan lave en god deal om vedvarende energi, og at det er en kæmpe fejltagelse at trække sig fra klimaaftalen fra Paris.”

Borgmesteren anerkender, at fossile brændstoffer fortsat vil spille en stor rolle, hvis USA skal have en stabil energiforsyning:

”Det er ikke et enten-eller-valg. Det er et spørgsmål om at omstille sig, for fakta er, at vi i fremtiden kommer til at køre på vedvarende energi.”

Til de mange amerikanere, der er på Trumps klimaskeptiske hold, lyder borgmesterens opfordring, at de bør tænke på deres egen nære virkelighed. På de orkaner, oversvømmelser, naturkatastrofer, der er blevet hverdag for rigtig mange i USA.

”Uanset hvad man tror, at årsagen er til disse vejrforhold, så er der ikke nogen, der ønsker at få deres floder forurenet med aske fra kulkraftværker, som det netop skete i North Carolina efter den sidste orkan,” siger han og peger på, at solpaneler og vindmøller er meget bedre til at modstå naturkatastrofer og levere driftssikker energiforsyning.

Og netop på energiområdet kan store delstater som Texas og Californien gøre en forskel.

”Vi har et ordsprog i USA, der lyder: ’As Texas Goes, So Goes the Nation,’ altså at resten af nationen altid ender med at følge vores eksempel. Når Texas satser på vedvarende energi, så er det, fordi det er en god forretning, og fordi sol og vind er noget, vi ikke kommer til at løbe tør for,” siger Dale Ross og griber en rullekuffert, der står pakket på borgmesterens kontor.

Han skal nå et fly til Bruxelles og til den næste konference om vedvarende energi.

”Nogen må jo repræsentere USA, hvis vores præsident ikke vil,” siger han med et smil.