Den 3. august 2011 vil blive husket som en historisk dag i Egypten. Den tidligere præsident Hosni Mubarak blev stillet for en offentlig domstol sammen med sine to sønner og hans tidligere indenrigsminister, general Habib el-Adly. Det vil få store konsekvenser for Egypten og for resten af den arabiske verden.
LÆS OGSÅ: Mubarak for retten i sygeseng
Men optakten til retssagen var omtvistet. Den 29. juli havde en lang række organisationer indkaldt til store demonstrationer på Kairos Tahrir-plads for at vise sammenholdet blandt Egyptens revolutionære, hvis krav omfatter en offentlig retssag mod Mubarak. Men i stedet kom demonstrationen til at udstille den dramatiske splittelse mellem islamister og sekularister efter Mubaraks fald. Desuden afslørede den de egyptiske salafisters enorme evne til at mobilisere deres støtter, som derfor udgjorde et overvældende flertal på Tahrir-pladsen den dag. Det resulterede i, at mange sekulære aktivister afsluttede deres ugelange demonstrationslejr og trak sig væk fra Tahrir-pladsen. Ironisk nok var det lige, hvad de nuværende magthavere, de Væbnede Styrkers Øverste Råd, ønskede, og det blev opnået helt uden voldsanvendelse og militærdomstole. Islamisternes gentagne råb om islamiyya, islamiyya (islamisk, islamisk) gjorde arbejdet.
Efter folkeafstemningen den 19. marts, hvor de fleste islamister agiterede for forfatningsændringer og fik 77 procents støtte, gik sekularisterne på gaden og demonstrerede for deres egne krav.
Disse krav er for de flestes vedkommende ukontroversielle for alle Egyptens revolutionære, også islamisterne: frigivelsen af politiske fanger, et stop for retsforfølgelse af civile ved militærdomstole, strafforfølgelse af de ledende politifolk og andre, som har myrdet demonstranter, en udrensning af korrupte Mubarak-støtter i politistyrken og en offentlig retssag mod Mubarak og hans vigtigste håndlangere.
MEN SÅ KOM DER nogle kontroversielle krav. Frygt for, at valget skal skabe islamistisk flertal i parlamentet og i den forsamling, som skal skrive en ny forfatning, har fået de fleste sekularister til at kræve principper, der står over forfatningen og udgør en liste over sikrede rettigheder, eller at en forfatning skal gennemtvinges af de Væbnede Styrkers Øverste Råd forud for valget. De gennemførte demonstrationer, mobiliserede medierne og lagde pres på det herskende Øverste Råd. Naturligvis har det Øverste Råd sine egne planer, som formentlig i mindre grad handler om at beskytte et frit Egypten end om at beskytte militærets økonomiske uafhængighed og afskærme sig selv fra at stå til ansvar over for civile institutioner.
Sekularisternes landvindinger fik islamisterne til at vågne op til dåd. De afholdt massedemonstrationer den 29. juni. Men Egyptens oldschool Muslimske Broderskab med alle dets fraktioner, tendenser og udløbere synes ikke længere at være landets vigtigste islamistiske magtfaktor. Salafisterne udfordrer Broderskabets traditionelle førerstilling.
Salafisterne er til dels kendetegnet ved deres strenge teologiske ortodoksi. Deres tro på overlegenheden af de bogstavelige fortolkninger af de islamiske tekster og deres dybe modvilje mod religiøs fornyelse i bred forstand afspejler deres vished om, at de første tre generationer af muslimer havde den bedste forståelse af islam og skal retlede senere generationer.
Men salafismen er også en kraftfuld kilde til personlig identitet, der formes og styrkes af en fælles form for beklædning og skægstil, en høj grad af social konservatisme og en generelt negativ, men nuanceret opfattelse af liberal individualisme.
SAMTIDIG ER salafisternes sociale herkomst, organisationsstruktur, politiske handlinger og endog deres syn på demokrati, vold og statsmyndighed ret varieret. Decentraliseret organisering, et utal af ledere og modstridende ideologiske holdninger gør salafist-tendensen formløs, omskiftelig og åben for manipulation og infiltration. Det er et mønster, der er set i både Algeriet, Saudi-Arabien og Yemen. Egypten kan blive det næste land, hvor det sker.
For øjeblikket bør den største bekymring hos landets liberale gå på deres folkelige appeal og evne til at mobilisere støtte snarere end at indlade sig på kampe med salafisterne og forsøge at gennemtvinge en forfatning for enhver pris, demokratisk eller ej. Gennemtvingelse af en ikke-religiøs forfatning forud for valget garanterer ikke noget ikke-religiøst resultat. Det gør folkelig støtte til projektet til gengæld.
Sammenhold i den tidligere revolutionære opposition er altid altafgørende for, at nogen demokratisk overgang kan lykkes og Egypten er ingen undtagelse fra den regel. Den offentlige retssag mod Mubarak viser, at fælles krav kan opnås. Egyptiske og andre arabiske revolutionære bør derfor holde sig lærdommen fra både den 29. juli og den 3. august for øje. Sammenhold kan sikre retfærdighed og frihed på længere sigt. Det kan splittelse ikke.
Omar Ashour er studieleder og underviser i politik på det mellemøstlige studieprogram på Institut for Arabiske og Islamiske Studier ved det britiske University of Exeter.
© Project Syndicate 2011
Oversat af Sara Høyrup