Dødshjælp kan være på vej til Sydafrika. Omdiskuteret retssag begynder i dag

To uhelbredeligt syge personer har lagt sag an mod Sydafrika i et forsøg på at gøre assisteret selvmord og aktiv dødshjælp lovligt i landet. Et af argumenterne lyder, at forbuddet er begrundet i en kristen etik, som ikke alle deler. Både lægeråd og politikere afviser at ophæve forbud

Det er ikke første gang, at aktiv dødshjælp er oppe at vende i de sydafrikanske retssale. I 2015 fik den uhelbredeligt syge advokat Robert Stransham-Ford i hovedstaden, Pretoria, en domstols ord for, at en læge måtte give ham en dødelig indsprøjtning, uden at det betød, at lægen ville blive retsforfulgt. Illustration: Rasmus Juul

Sydafrika skal som det første land i Afrika tillade aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.

Det er målet for lægen Suzanne Walter og hendes patient Diethelm Harck i en omdiskuteret sag, der begynder i dag ved retten i Johannesburg. Og ikke blot det: Indtil landets politikere har vedtaget ny lovgivning om aktiv dødshjælp, ønsker de, at domstolen skal give uhelbredeligt syge personer, der er ved deres fulde fem, lov til at søge om en individuel tilladelse til at modtage dødshjælp.

Den 47-årige Suzanne Walter og 71-årige Diethelm Harck, der begge er uhelbredeligt syge, argumenterer selv med, at de oplever ”torturlignende smerter” som følge af deres sygdomme. Måske mere opsigtsvækkende lyder argumentet fra en af deres støtter, advokaten Bruce Leech, at Sydafrikas nuværende forbud mod aktiv dødshjælp og assisteret selvmord har rod i en kristen etik, som ikke alle i landet sympatiserer med.

”Kristne værdier pålægges direkte og indirekte mennesker, der ikke nødvendigvis deler disse værdier, hvilket er en klar begrænsning af de forfatningsgaranterede rettigheder til frit at udøve sin tro eller ikke tro på noget. At legalisere assisteret selvmord og aktiv dødshjælp vil samtidig ikke krænke rettighederne for dem, der af etiske og religiøse grunde afviser dødshjælp,” skriver Bruce Leech ifølge nyhedsbureauet GroundUp i en erklæring, der er indgivet til retten.

Det har fået flere sydafrikanske medier til at kalde den forestående sag for ”en religiøs kamp”. Det afvises dog af Sheena Swemmer, der er forsker ved Casl, et juridisk studiecenter under Witwatersrand Universitet, der også støtter søgsmålet.

”Dette er et søgsmål, der er baseret på forfatningen mere end på religiøse argumenter. Det her drejer sig om lighed for loven, frihed og selvbestemmelse,” siger hun til radiostationen CapeTalk, hvor hun også undrer sig over det, hun kalder en ”irrationel angst” i forhold til at tillade aktiv dødshjælp.

”Der er denne grundløse frygt for, at vores læger skulle begynde at dræbe folk og tage en masse liv. Erfaringer fra andre lande viser, at der ikke er noget at være bange for,” siger Sheena Swemmer og fortæller, at Casl som en del af sagen vil høre eksperter fra Holland, Canada og den amerikanske delstat Oregon, hvor aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er lovligt.

I Danmark betegner Anne-Marie Gerdes, der er formand for Det Etiske Råd, diskussionen om aktiv dødshjælp som ”kompleks”.

”Jeg tror, at vi kan forvente flere af den slags sager verden over. Aktiv dødshjælp er et område, der er øget fokus på, blandt andet fordi lovgivningen i landene er så forskellig, som den er – og fordi lægevidenskaben er blevet bedre til at holde folk i live. Det har så ført til en modsatrettet bevægelse hen mod, at vi som personer selv vil bestemme mere over, hvornår og hvordan vi skal dø,” siger hun.

At Sydafrika kommer til at tillade aktiv dødshjælp, er dog usandsynligt, da både det sydafrikanske lægeråd, flere ministre og landets chefanklager alle er imod at ophæve forbuddet.

Lægerådet skriver i en udtalelse, som er gengivet af GroundUp, at selv hvis forbuddet mod dødshjælp strider mod forfatningen, så er det ”retfærdiggjort, fordi det er nødvendigt for at beskytte og opretholde tilliden i forholdet mellem læge og patient” og med direkte adresse til Walters og Harcks argument om torturlignende smerter skriver rådet:

”Der findes medicin mod smerter og lidelser hos personer i en terminal fase af en alvorlig sygdom, og ikke blot er medicinen i stigende grad tilgængelig, den bliver også bedre og bedre.”

Interesseorganisationen Cause for Justice er også imod at legalisere dødshjælp og argumenterer i et indlæg til domstolen med hvert enkelt livs ”iboende værdi og ukrænkelighed”:

”At afvige fra det princip vil være et markant kulturskifte og en glidebane mod at acceptere døden som en løsning på menneskelig smerte og lidelse. Det bør vi for enhver pris undgå.”

Det er ikke første gang, at aktiv dødshjælp er oppe at vende i de sydafrikanske retssale. I 2015 fik den uhelbredeligt syge advokat Robert Stransham-Ford i hovedstaden, Pretoria, en domstols ord for, at en læge måtte give ham en dødelig indsprøjtning, uden at det betød, at lægen ville blive retsforfulgt.

Den dom appellerede den sydafrikanske stat, fordi staten frygtede, at den ville skabe præcedens, selvom advokaten kun havde søgt på egne vegne. Appeldomstolen erklærede den tidligere afgørelse for ugyldig med henvisning til, at Stransham-Ford døde af naturlige årsager, få timer inden dommen blev afsagt.

Siden er diskussionen poppet op med jævne mellemrum. Blandt andet da Desmond Tutu, landets tidligere anglikanske ærkebiskop, året efter i et indlæg i avisen The Washington Post skrev, at han i modstrid mod kirkesamfundets officielle position går ind for assisteret selvmord. Og i 2018 viste en meningsmåling i avisen Cape Times, at over halvdelen af de lægestuderende på Stellenbosch Universitet mente, at assisteret selvmord og aktiv dødshjælp burde være lovligt.

Den eneste større meningsmåling om spørgsmålet stammer fra 2013 og er udført af det globale forskningsprojekt The World Values Survey. Her blev 3500 sydafrikanere på en skala fra 1 til 10 bedt om at tage stilling til, hvorvidt dødshjælp kunne retfærdiggøres. 60 procent af svarene hældede mod et nej.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår der kommer en dom i sagen.