Retsskandale: Historien om den falske seriemorder

Thomas Quick blev dømt for otte mord og kendt som Nordens første seriemorder. Nu er han blevet frikendt for fem af mordene. Ny bog fortæller om sagen, der har udviklet sig til Sveriges største retsskandale om et statsfinansieret misbrug, der fik en mand til at tilstå mord for at få adgang til medicin og terapi

Politiarbejdet var drevet af en stålsat tro på, at Thomas Quick var den morder, han sagde, han var. Derfor var efterforskerne blinde for de tegn, der pegede i modsatte retning. ”Når man læser politimaterialet, er det næsten ufatteligt, at han kunne blive dømt for otte mord af enstemmige retsinstanser,” siger Mattias Göransson, mener chefredaktør på magasinet Filter. –
Politiarbejdet var drevet af en stålsat tro på, at Thomas Quick var den morder, han sagde, han var. Derfor var efterforskerne blinde for de tegn, der pegede i modsatte retning. ”Når man læser politimaterialet, er det næsten ufatteligt, at han kunne blive dømt for otte mord af enstemmige retsinstanser,” siger Mattias Göransson, mener chefredaktør på magasinet Filter. – Foto: Thomas Oneborg.

Den 3. juli 1988 vinkede ni-årige Therese Johannessen til sin mor og gik ud ad døren i lejligheden lidt syd for den norske by Drammen for at købe fredagsslik et par hundrede meter væk. Inger-Lise Johannessen stod i vinduet på sjette sal og kiggede på datteren, der løb af sted mod et lille skovbryn. Hun kom aldrig hjem igen.

Otte år efter fortalte Thomas Quick i en terapi-session med sin psykolog, at han havde bortført, voldtaget og myrdet Therese. Det var ikke første mord, den psykiatriske patient på Säter Sygehus erkendte. Op gennem 1990erne indrømmede han mere end 30 mord begået i Sverige, Norge og Danmark. Thomas Quick var misbruger, psykisk syg, pædofil, kannibal og Nordens første seriemorder.

LÆS OGSÅ: Sverigedemokraterne: Ytringsfrihed til debat

Sagerne blev omtalt vidt og bredt i Skandinavien. Anklageren fortalte rystet om Quicks gengivelser af voldsomme og skånsesløse overfald på uskyldige. Medierne skrev om mordenes brutalitet og Quicks dyriske fremtoning. Selv Quicks forsvarer mente, at han uden tvivl var skyldig. Men samtidig var en gruppe journalister, kriminologer og advokater skeptiske. De mente, at Quick snarere var patologisk løgner og havde fundet på sin rolle i alle mordene.

Stridens kerne var, at Thomas Quick kunne give eksakte detaljer fra mordene, fortælle grusomme historier om seksuelle overgreb, kannibalisme og drab. Men ingen vidner havde set ham, og ikke ét eneste teknisk bevis knyttede ham til mordene. Alligevel blev han dømt otte gange af énstemmige domstole og dømt til tidsubegrænset forvaring.

Quick-striden fortsatte og blev et af de mest opsigtsvækkende debatemner i Sverige. I 2001 blev Thomas Quick dømt for det sidste mord og gik derefter i selvvalgt isolation og stoppede al kontakt med journalister og sin familie. Han skiftede samtidig navn tilbage til sit fødenavn, Sture Bergwall.

Med dommen var Thomas Quick-æraen ovre, men Sture Bergwall var stadig et mysterium, og uenigheden fortsatte. Nu er de sidste lag ved at være pillet af mysteriet, for i slutningen af september blev Sture Bergwall frikendt for to af mordene. I forvejen er han frikendt for tre af mordene, og de sidste tre morddomme er under udredning. Sagen bliver ikke længere omtalt som Nordens værste seriemorder, men som en alvorlig retsskandale.

Det var journalisten Hannes Råstam, som stod for at cementere, hvordan teorien om en seriemorder var et luftkastel. Råstam var kendt for sine undersøgende dokumentarfilm om samfundssvigt, og i foråret 2008 skrev han et brev til Sture Bergwall om et møde.

Råstams udgangspunkt var en undren. Han forstod ikke, hvorfor sagen havde skabt en følelsesladet fejde mellem nogle af Sveriges tungeste samfundsdebattører. Når han var dømt af seks enige domstole, var han vel skyldig? Hannes Råstam ønskede at høre seriemorderens egen forklaring.

Mødet med 62-årige Sture Bergwall udviklede sig i en anden retning, end Hannes Råstam havde tænkt sig, for under deres tredje møde brød seriemorderen sammen og indrømmede, at han havde fundet på alle mordene for at få adgang til medicin.

Jeg er træt af at leve på en løgn. Jeg ønsker oprettelse for min familie, for ofrenes familie og for mig selv. Jeg har aldrig myrdet nogen. Jeg fandt på det alt sammen, sagde Sture Bergwall grådkvalt .

Sture Bergwalls historie er en fortælling om svigt, løgn og om en mand, der ledte efter tryghed og lod sig forsvinde ind i et fatalt pillemisbrug. Han voksede op i en familie med seks børn i et lille landsbysamfund. Forældrene var dybt troende, og familiens fritid tilbragte de ofte sammen med menigheden i den lokale pinsekirke.

Sture Bergwall var bleg og splejset, og en tid boede han på sanatorium. Han blev erklæret for uegnet til at fortsætte i skolen, fordi han var fummelfingret og urolig. Som ung mand forgreb Sture Bergwall sig på fire små drenge, og han fik diagnosen sadistisk pædofil og dømtes til retspsykiatrisk pleje på Säter Retspsykiatrisk Klinik.

Efter to år blev han sluset ud i samfundet, hvor han blev misbruger, og som 40-årig røvede den uudannede og arbejdsløse mand en bank og blev igen indsat på Säter.

Han blev hurtigt afhængig af stærk medicin og desperat efter at få forhøjet sine doser. For at få opmærksomhed fra lægerne sagde han en sommerdag i 1991 henslængt til en sygeplejerske: Hvad mon I ville sige, hvis jeg fortalte, at jeg havde gjort noget virkelig slemt?.

De lå på en strand og solede sig, og hun blev bekymret over udtalelsen fra manden, der ellers var kendt som en stille og venlig patient. Hendes omtale af udtalelsen til Säters terapeut blev starten på et intenst terapiforløb.

Sture Bergwall var en plaget mand, og da han begyndte i terapi, var han afhængig af den stærke medicin, han fik for at håndtere sin indre uro. I journalerne står side efter side med angstdæmpende, beroligende og sløvende medikamenter som Stesolid, Rohypnol og benzodiazepiner, som har samme virkning som visse narkotikapræparater. I begyndelsen af 1990erne var objektrelationsteorien kommet til Sverige, og terapeuterne på Säter var fascinerede af den nye intense terapi, der som en udløber af psykoterapi gik ud på, at man kunne hente skjulte minder frem, som kunne forklare årsagerne bag forbrydelser.

I terapien lancerede Sture Bergwall minder om sine forældres overgreb. Først var det drømmelignende sekvenser, som svævede ind i hans bevidsthed. Bizarre historier om, hvordan han blev voldtaget af sin far som fireårig og tvunget til at spise af sin afdøde lillebror. Han tog navnet Thomas Quick for at slippe for sin fortid. Terapeuterne blev pludselig meget inter-esserede i at udvide terapien.

Minderne om forældrenes overgreb blev analyseret som tæt sammenkoblet med et behov for at myrde, og terapeuterne opfordrede ham til at grave i fragmenterne for at finde ud af, hvem, hvor og hvornår han havde myrdet.

Der var en voldsom respons, når jeg fortalte om mord. Jeg opfandt ofte noget ud fra, hvad jeg havde læst i de aviser, vi fik på afdelingen. Presset for at fortælle om mine synder var så stort, at der snart ingen vej var tilbage, fortalte Sture Bergwall i Hannes Råstams tv-dokumentar i 2008.

Efterhånden havde han erkendt mere end 30 mord og fik særstatus på afdelingen, hvor han havde næsten ubegrænset adgang til medicin. Han mistede alle hæmninger, fik voldsomme angstanfald og skabte forskellige personligheder. På flere af de film, der blev optaget, når Sture Bergwall skulle rekonstruere mordene, er han helt omtåget, taler usammenhængende og må læne sig op ad sin forsvarer for at kunne stå oprejst. Med ordene fra forsker i psykologi og retspsykiatri på Högskolan Trollhättan Anna Dåderman var han gledet ind i et statsfinansieret misbrug.

Jeg finder næsten ikke ord. Hvordan kan de have troet på ham? Han fik enorme doser medicin og var blevet totalt afhængig af medicinen. Det var helt uforsvarligt at tro på ham, sagde hun i tv-dokumentaren.

Hannes Råstams tv-dokumentar blev sendt to søndage i træk på Sveriges Television under overskriften At skabe en seriemorder. Programmerne afdækkede årelang, massiv manipulation af en alvorligt syg mand af sundhedspersonale, en række politifolk og en anklager, som i Quick så svaret på mange års forgæves politiarbejde med landets uopklarede mord. Programmerne vakte enorm forargelse og debat i Sverige, og justitsministeren måtte forsvare politiarbejdet og anklagemyndigheden.

Hannes Råstam fik Sveriges fineste pris for undersøgende journalistik, Guldspaden, for sit arbejde med sagen, og han nåede at skrive en bog med samme titel som tv-dokumentaren, før han døde af kræft i januar 2012.

Bogen har nu genoplivet debatten omkring Sture Bergwall, og kulegravningen belyser et større samfundsproblem, mener chefredaktør på magasinet Filter Mattias Göransson, som redigerede bogen færdig efter Hannes Råstams død. Han mener, at der bør nedsættes en ansvarskommission, som kan gennemgå sagen fra a til z.

Selvom vi nu har alle beviser på bordet, er der stadig en hård kerne, som fastholder hans skyld. Det siger sig selv, at det er urovækkende, når repræsentanter for landets juridiske ledelse bliver enige om et standpunkt, som de baserer på tro i stedet for fakta. Men først og fremmest er det lægerne og terapeuterne på Säter, som bærer det store ansvar. De legitimerede Quicks historier om overgreb i barndommen med en højst tvivsom terapiform, som ikke længere anvendes. Nogle af dem har vist anger, men andre fastholder, at metoderne var legitime. Det er kritisabelt, at så svage patienter som Quick ikke beskyttes bedre af sundhedsvæsenet. Jeg mener, det er vigtigt at få placeret et ansvar hos de mennesker, der misbrugte deres positioner, mener Mattias Göransson.

Han tror, at politiarbejdet var drevet af en stålsat tro på, at Thomas Quick var den morder, han sagde, han var. Derfor var efterforskerne blinde for de tegn, der pegede i modsatte retning. Hannes Råstam gennemgik alle forhør med Thomas Quick, og i flere tilfælde bakses forhøret frem med ledende spørgsmål, forkerte svar og en mand, der tydeligvis ikke kendte til de mord, han formodedes at have begået.

Når man læser politimaterialet, er det næsten ufatteligt, at han kunne blive dømt for otte mord af énstemmige retsinstanser. I sagen om den norske pige Therese Jonannessen sagde Quick i det første politiforhør, at hun havde langt lyst hår og store fortænder. Thereses skolebillede viser en pige med mørkt, kort hår, som lige har tabt sine to fortænder. Quick sagde, at Therese boede i et etplanshus i en lille landsby tæt på naturen. I virkeligheden boede hun i et moderne etagebyggeri, hvor en larmende motorvej var nærmeste nabo. Det er helt uvirkeligt og amatøragtigt, at nogen politimand ved sine fulde fem troede på Quicks skyld, siger Mattias Göransson.

På Gøteborgs bogmesse i efteråret var forfatter og journalist Jan Guillou med i en paneldebat under overskriften Sveriges største retsskandale. Jan Guillou skrev om de mange retssager i 1990erne, og allerede dengang var han skeptisk. Nu er han overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før Sture Bergwall bliver frikendt for alle mord.

Tanken om, at en psykisk syg patient skulle have rejst rundt i Skandinavien i gennem 25 år og myrdet mænd, kvinder og børn uden et mønster i hverken offerudvælgelse eller mordmetode og uden at efterlade et eneste spor, er fuldstændig vanvittig. Det handler om nogle politifolk, som havde en masse uopklarede mord og en selvudnævnt morder, men manglede en årsag. Den gav terapeuterne dem gladeligt, og sådan blev Quick opfundet.

Jan Guillou har meget lidt tilovers for de skeptikere, der hårdnakket fastholder Quicks skyld, og han mener, at sagen er en enorm retsskandale, som rækker ud over Sveriges grænser.

Hvis det kan ske her i velfærdssmørhullet, så kan det ske alle vegne. Men heldigvis har den enorme opmærksomhed gjort, at det aldrig vil finde sted igen i Sverige. Takket være Hannes Råstams minutiøse gennemgang er søgelyset nu rettet mod dem, der fik Quick dømt, siger Jan Guillou.

De, der fik Quick dømt, har ikke ønsket at udtale sig i sagen. Anklager Christer van der Kwast blev efter sagens afslutning forfremmet til overanklager og er nu pensioneret, efterforskningslederen Seppo Penttinen er blevet anmeldt til justitsombudsmanden for at have overtrådt sine beføjelser, og flere kræver statsanklager Göran Lambertz afgang, fordi han ikke fandt fejl ved sagen, da han gennemgik den i 2006.

I september i år blev Sture Bergwall frikendt for mordet på Therese Johannessen. Inger-Lise Johannessen ved stadig ikke, hvem der bortførte hendes niårige datter. Kroppen er aldrig blevet fundet, og det vigtigste spor, politiet har, er flere vidner, som så en mørkhåret pige af Thereses beskrivelse i Kastrup Lufthavn sammen med to mænd. Thereses far var en pakistansk mand, som Inger-Lise Johannessen havde haft et kort forhold til 10 år tidligere, og hun tror, at datteren blev bortført til Pakistan. Men sporet er blevet koldt, fordi Sture Bergwall i mellemtiden erkendte og blev dømt for mordet. Sammen med forældre og pårørende til de otte andre mennesker, som Bergwall blev dømt for at have myrdet, søger hun stadig efter sandheden, og det er ifølge Mattias Göransson den virkelige tragedie.

Jeg talte med flere af de pårørende, da han blev frikendt for endnu to mord for et par uger siden, og de er meget lettede. De har fået en slags oprettelse, fordi de færreste af dem har troet på, at Quick var morderen. Derfor er frikendelsen af stor betydning. Men samtidig bliver det meget svært at få opklaret mordene, og det ønsker de at placere et ansvar for. Sagen har også været et overgreb mod dem, og de får aldrig helt fred, før det er helt afsluttet.