Stephen Paddock slæbte 10 kufferter fyldt med 23 skydevåben og ammunition med sig, da han for over to uger siden tjekkede ind i en luksussuite på hotellet Mandalay Bay Resort and Casino i kasinobyen Las Vegas i Nevada. Tre dage senere begik den 64-årige pensionist det værste masseskyderi i USA’s historie, da han fra sit værelse på 32. etage rettede en flere minutter lang skudsalve mod tusinder af mennesker samlet til en udendørs koncert. Da blodbadet var slut, var 58 mennesker døde og næsten 500 andre såret.
Stephen Paddock, der havde endnu flere skydevåben gemt væk i sit hjem, var en såkaldt ”superejer” – en af de cirka 7,7 millioner amerikanere, der ejer mellem otte og 140 skydevåben. Han anskaffede sig tilsyneladende de mange våben, hvoraf flere var halvautomatiske, på lovlig vis.
At det overhovedet var muligt og lovligt for en helt almindelig amerikaner som den 64-årige pensionist Paddock at opbygge et våbenarsenal, der kunne bevæbne en hel militær sikkerhedsstyrke, forbløffer mange mennesker udenfor USA’s grænser. Men i USA er retten til at bære våben en hjørnesten i nationens fortælling om sig selv og en så indlejret del af den amerikanske kulturarv, at selv ikke de mest grufulde masseskyderier såsom nedskydningen af 20 børn på Sandy Hook-skolen i Newtown i Connecticut i 2012 har kunnet anspore et ægte opgør med den lempelige våbenlovgivning. Mange politikere og borgere er grundlæggende enige med den konservative talkshowvært Bill O’Reilly, der efter massakren i Las Vegas i et tweet konstaterede, at hændelsen var ”prisen for frihed”.
Helt fra USA’ grundlæggelse som nation er skydevåben blevet anset som et værn mod tyranni. Da de europæiske pionerer i Amerika i anden halvdel af 1700-tallet begyndte at gøre oprør mod de skatter, som den britiske kolonimagt påtvang dem, konfiskerede myndighederne deres våben og forbød importen af ammunition.
Nybyggerne opfattede dette som en krænkelse af deres grundlæggende rettigheder, og efter løsrivelsen fra Storbritannien i 1776 blev retten til at bære våben indskrevet som det andet tillæg i den amerikanske forfatning. Våbenrettens vigtighed blev skærpet af, at den nye amerikanske regering besluttede, at militser bestående af bevæbnede borgere skulle udgøre hovedparten af Amerikas forsvar.
Selvom USA fortsat har en af verdens største hære og et vældigt sikkerhedsapparat, er det stadig idéen om at kunne forsvare sig selv, sin familie, sit lokalsamfund og sin nation, der motiverer mange amerikanske våbentilhængere. Kulturelt adskiller USA sig fra lande som Storbritannien og Australien, der efter masseskyderier i 1990’erne gjorde kort proces og strammede deres våbenlove betragteligt, forklarer skribenten Gary Younge, forfatter til bogen ”Another Day in the Death of America” (Endnu en dag i USA’s død), om våbenkultur i USA i avisen The Guardian.
”Når den nationale fortælling er en historie om erobring, dominans, styrke og magt, kan en instinktiv hengivenhed til skydevåbenet have en kraftigere tiltrækning end et rationelt argument imod det. I et samfund, der forherliger selvstændighed, taler skydevåbenet til rå individualisme – hver person skal være ansvarlig for at redde sig selv. I en politisk kultur, der foretrækker en begrænset stat, står skydevåbenet som modpol til en langsom og ineffektiv stat – forsvar dig selv, for du er død, inden politiet dukker op. Det understøtter en særlig følelse af maskulinitet og hjemstavn – en rigtig mand skal være i stand til at forsvare sin familie og sit hjem,” skriver han.
Og selvom mange amerikanere ifølge meningsmålinger bakker op om lovgivning, der ville begrænse, hvem der kan få adgang til våben samt hvilke våben, de kan bevæbne sig med, så sikrer en magtfuld koalition af interessegrupper, at politikerne i Washington gang på gang henviser våbenstramninger til den politiske syltekrukke.
Våbenlobbyen og andre grupper har forvandlet våbenejerskab fra ”en rettighed til en national patologi”, vurderer David Rothkopf, der er senior fellow ved læreanstalten Johns Hopkins School of Advanced International Studies, i avisen Washington Post.
”Forsvarere af den såkaldte ’ret til at bære våben’ påberåber sig det andet forfatningstillæg, som var det et sakramente, uden hensyntagen til, at ordet ’våben’ ikke længere betyder det, som det gjorde for landsfædrene, som var optaget af at bevare militser,” skriver han.
Sådan har det imidlertid ikke altid været. Da mafiaen i 1930’erne begyndte at introducere maskingeværer og andre våben, der var beregnet til brug i krig, i de amerikanske storbyer, svarede regeringen i Washington igen ved at indføre begrænsninger på automatvåben. Og efter drabene på præsident John F. Kennedy i 1963 og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King i 1968 blev politikerne i Kongressen enige om at kræve visse reguleringer af våbenhandlen.
Viljen til at begrænse våbenretten begyndte imidlertid at aftage, da foreningen National Rifle Association, NRA, i slutningen af 1970’erne forvandlede sig fra en hobbygruppe til en lobbygruppe, der igennem retssager, politiske kampagner og økonomisk støtte til både republikanske og demokratiske lokal- og landspolitikere formår at spænde ben for alle forsøg på at gøre det vanskeligere for amerikanerne at få fingre i et skydevåben.
NRA’s udgangspunkt er, at enhver begrænsning af våbenretten er en krænkelse af amerikanernes frihedsrettigheder, og gruppen har haft stor succes med sit foretagende. Den sidste store føderale våbenkontrollovgivning var et forbud mod angrebsvåben, som blev vedtaget af Kongressen i 1994, men som udløb i 2004. I dag slækkes våbenlovgivningen flere steder i landet, og mange delstater er eksempelvis i færd med at vedtage love, der tillader borgerne at bære skydevåben i parker, i barer, på gader og i kirker.
Hver gang USA oplever et masseskyderi som det i Las Vegas, genåbnes værdidebatten om USA’s historiske romance med skydevåben for en stund. Og følelserne kommer i kog. Den kendte liberale samfundskritiker Jeffrey D. Sachs, der er professor i bæredygtig udvikling ved Columbia University, peger på, at retten til at bære våben udstiller de store kulturelle forskelle mellem socialt konservative og socialt liberale områder af landet.
”I New York er frihed lig med ikke at være nødt til at frygte, at de tusinder af fremmede, der deler byens fortove og parker med dig hver eneste dag, bærer på dødelige våben. I Texas eller Las Vegas er frihed lig med at kunne have dine skydevåben på dig, hvorend du bevæger dig,” skriver han i opinionsmediet Project Syndicate.
Avisen Washington Post skønnede for to år siden på baggrund af flere myndighedsrapporter, at der skulle være cirka 357 millioner skydevåben i omløb i USA. Det betyder, at der er flere skydevåben end mennesker i et land med over 320 millioner indbyggere.
Boston-universiteterne Harvard og Northeastern nåede ifølge avisen USA Today samme år frem til et andet tal, nemlig skønnet 265 millioner skydevåben, hvoraf de 133 millioner var ejet af kun tre procent af amerikanerne.
En af disse såkaldte ”superejere” var som sagt Stephen Paddock. Politiet leder stadig efter et motiv til Paddocks masseskyderi, men et håndskrevet notat, fundet på hotelværelset, indikerer, at han havde til hensigt at dræbe så mange mennesker som muligt.