I Canada har landets højesteret vedtaget en lov, som giver ret til dødshjælp. For at komme i betragtning skal man lide af en sygdom, som påfører en ubodelig lidelse, men den behøver ikke at være livstruende. Psykisk sygdom medregnes.
Højesterets afgørelse understreger, at borgerne skal imødekommes, hvis de kræver deres ret; måske fordi retten ved, at der kan opstå konflikter. Canada er nemlig et sammensat land, der er sekulariseret i ret fremskreden grad, men med en betydelig katolsk befolkningsgruppe.
Faktisk er ikke færre end 5000 religiøse, canadiske læger organiseret i Coalition for HealthCARE and Conscience (Koalitionen for sundhedspleje og samvittighed), der søger at beskytte sundhedspersonale i samvittighedsspørgsmål.
Højesteret har overladt det til parlament og lægeforbund at beslutte, om der skal skabes en klausul, der undtager læger, hvis samvittighed forbyder dem at udføre dødshjælp. Men det bliver slået fast, at de ikke kan slippe for at henvise til en læge, som er villig. Loven taler om ”effektiv viderehenvisning”.
”Det er ren pølsesnak: At forlange ’effektiv viderehenvisning’ vil i høj grad krænke – ikke respektere – en læges samvittighedsfrihed gennem tvungen meddelagtighed til eutanasi, og herved tramper statens støvle på hans tro,” bemærker Wesley J. Smith, seniorforsker ved tænketanken Discovery Institute, der ønsker at fremme traditionelle vestlige værdier, om den canadiske lov i det amerikanske, katolske magasin First Things.
I Vancouver driver den katolske organisation Providence Health Care (Forsynets sundhedpleje) 10 institutioner, herunder det eneste hospital i bycentrum. Organisationen udtrykker stor bekymring for fremtiden, fortæller stillehavsbyens avis City News, og vil arbejde for, at ikke kun læger, men også institutioner skal omfattes af en samvittighedsklausul.
Det kan de godt glemme, skriver lobbyister for dødshjælp i samme avis, som samtidig kalder loven gennemtænkt og afbalanceret. Providence Health Care modtager nemlig offentlige midler og er derfor er omfattet af påbudet.
Shanaaz Gokool, leder af organisationen Dying With Dignity in Canada (Dø med værdighed i Canada), roser den nye lov for dens klare indskærpelse af, at alle offentligt finansierede sygehuse i landet skal tilbyde dødshjælp.
”Det er en af de passager, som virkelig kommer til at sætte skub i åbning af mulighed for alle,” skriver hun.
Samme toner lyder fra Ian Bushfield, leder af den ateistiske forening B.C. Humanist Association i British Columbia – delstaten, der har Vancouver som hovedby. Ian Bushfield er lykkelig over den nye lov, som endelig giver en stemme til British Columbias ateister, og frustreret over modstanden fra Providence Health Care, som, han mener, befinder sig ude på det religiøse overdrev:
”Der er religiøse synspunkter, der også er mod blodstranfusion. Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at det ville være o.k., om et samfund skulle give driftsmidler til et hospital, som nægtede at tilbyde blodtransfusion, og så lade det fungere som Vancouvers hovedhospital i bymidten.”
I den canadiske avis Toronto Star udtrykkes dyb bekymring for fremtiden af den katolske kardinal Thomas Collins, den øverste gejstlige i Toronto Stift, som er romerkirkens største i Canada med knap to millioner katolikker og 225 kirker.
”’Tænker du på selvmord? Vi kan hjælpe dig!’ Engang ville et sådant opslag henvise til en nødhjælpslinje. I dag er det andre tider. Nu lyder sygehusenes opråb sådan, og man vil hjælpe på den stik modsatte måde end rådgiverne ved telefonerne,” skriver kardinalen.
”Døden kommer til os alle – nogle gange pludseligt, nogle gange langsomt (..) Men det at dø er ganske enkelt ikke det samme som at blive dræbt,” bemærker Collins.
Han beklager, at den dag nu er kommet til Canada, hvor læger og sygeplejersker ikke længere alene skal behandle, men også aflive.
”Faktisk vil det at dræbe en patient ikke længere blive regnet for en forbrydelse, men betragtes som en art behandling.”
Her er tale om statslig intolerance over for nationens religiøse forskellighed, mener Collins.
”Det er religiøs diskrimination, der straffer dem, der trofast tjener enhver, der opsøger dem, og har gjort det, siden før Canada fandtes.”
Den canadiske gejstlige siger videre:
”Nogle bliver overbevist om, at på et bestemt tidspunkt er der ikke længere nogen ’værdi’ i deres tilværelse, eftersom de ikke kan fungere, som de gjorde. Deres bekymring fortjener vores medfølende respekt, men den er et vakkelvornt fundament under socialpolitik. Vores værdi som mennesker kommer ikke af, hvad vi kan, men af hvem vi er. Den kommer indefra, fra vores iboende værdighed som mennesker. Gør vi først dette, om et menneske er værdigt til at leve, afhængigt af, hvordan de fungerer, så har vores samfund krydset grænsen ind til farligt territorium, hvor mennesker kan behandles som genstande, man kan skille sig af med som ubrugelige.”