Den trommende lyd af utallige symaskiner fylder rummet. Shimu på 20 år sidder ved sin symaskine, men hun syr ikke. Med mobilen skjult bag symaskinen filmer hun to vestlige mænd og sin chef, der går rundt mellem de arbejdende kvinder.
”Det bliver for dyrt for os,” siger den ene af de to mænd, da chefen spørger, om de vil afgive en ordre til T-shirtfabrikken i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.
Shimu fanger det og skynder sig at gemme telefonen i sin taske, mens hendes kollega og veninde giver hende et bekymret blik.
”Udenlandske virksomheder vil altid have den laveste pris og hurtigste produktion. Det giver dårlige arbejdsforhold,” forklarer filminstruktør Rubaiyat Hossain om scenen fra hendes fiktionsfilm ”Made in Bangladesh”.
Den har i dag biografpremiere i Danmark dagen før Black Friday, hvor butikker verden over holder megaudsalg – også af billigt produceret tøj fra Bangladesh.
Filmens hovedperson Shimu, der kæmper for at opnå bedre arbejdsvilkår til kvindelige fabriksarbejdere som sig selv, er inspireret af den 26-årige Daliya Akter, som sammen med filmens 38-årige instruktør er på besøg i København.
Men det er ikke kun de udenlandske virksomheders søgen efter den laveste pris, der skaber dårlige forhold for de kvindelige arbejdere som Daliya Akter, fortæller de.
”Det hele hænger sammen. Også forbrugeren har et ansvar,” mener Rubaiyat Hossain, der har brugt to år på at undersøge arbejdsforholdene for tekstilarbejdere i Bangladesh, inden hun begyndte filmoptagelserne i 2018.
Men danske forbrugere skal ikke stoppe med at købe tøj, der er lavet i Bangladesh. Tværtimod, mener Daliya Akter.
”Hvis folk stopper med at købe det her tøj, betyder det, at millioner af kvinder vil miste deres jobs og Bangladeshs økonomi vil få store problemer.”
For hende handler det i stedet om at give fabriksarbejderne viden om deres rettigheder, så de kan gøre modstand. Det og en stor portion vrede og fællesskab fik hende til at blive ved med at kæmpe for arbejdsrettigheder, selvom hun var presset fra alle kanter. Hendes kamp begyndte i juli 2012.
Varmen lå tungt over Dhaka, der er en af de tættest befolkede byer i verden. På tøjfabrikken, hvor den dengang 20årige Daliya Akter arbejdede, kørte ventilatorerne rundt på fuld drøn i loftet. Vinduerne var åbne, så luften kunne køle de kvindelige arbejdere ned. Støv fra bomuld og en svag lugt af kemikalier fyldte deres næsebor.
Som så mange år i streg havde de mandlige chefer nægtet kvinderne at holde den betalte ferie, som de havde krav på. Og som så mange år i streg slog kvinderne sig til tåls med at få ferien udbetalt som løn i stedet for.
De blev kaldt ind på chefens kontor en af gangen og fik et bundt sedler. Daliya Akter talte dem.
”Hvad er det for noget, hvorfor får vi mindre?,” spurgte hun ophidset.
Chefen rynkede brynene og så vredt på hende, og sagde, at sådan var det – også på de andre fabrikker.
”Jeg har lyst til at slå ham,” tænkte hun.
Men hvad ville det hjælpe?
Harmen satte sig fast, og da hun for første gang hørte om et fagforeningsmøde, tog hun af sted. Og ville selv oprette en afdeling af fagforeningen på sin fabrik. Selvom Daliya Akter og de fleste andre arbejdere i Bangladeshs tekstilindustri mangler rettigheder, har fabrikkerne samtidig givet kvinderne nye muligheder, mener Rubaiyat Hossain:
”Hvis kvinder som Daliya ikke havde et job, var de bare blevet gift, prostituerede eller husholdersker, hvilket kan være næsten slavelignende tilstande.”
I filmen ser man Shimu og hendes tre veninder fra fabrikken sidde i hendes seng. Næsten krøllet ind i hinanden, så tæt sidder de, griner de midt i alvoren, og bakker hinanden op i en kamp, der kunne betyde, at de alle blev fyret, hvis deres chef opdagede dem.
Daliya Akter genkender sig selv i den scene:
”På fabrikken havde jeg et fællesskab med de andre kvinder. Vi fik en kollektiv magt. På den måde var fabrikkerne med til at give os mere magt over vores eget liv.”
Den 24. april 2013 – 11 måneder efter Daliya Akter begyndte sin kamp – kollapsede Rana Plaza-bygningen i Dhaka, hvor fem tekstilfabrikker holdt til. 1133 mennesker døde i ruinerne.
”Det gjorde mig desperat,” husker Daliya Akter, for hun var i forvejen under et voldsomt pres.
I mellemtiden havde hun samlet de underskrifter, hun skulle bruge for at få oprettet en fagforening, men myndigheden i Dhaka trak godkendelsen i langdrag. Hendes chefer havde opdaget hendes aktivisme og truet med at fyre alle, der havde skrevet under. Veninderne på fabrikken begyndte at tvivle og gav hende skylden for, at de risikerede at miste deres job.
Fem dage efter Rana Plaza-katastrofen troppede hun igen op hos embedsmanden, der kunne godkende ansøgningen. Hun tryglede ham om at underskrive, men han nægtede.
”Jeg vil gøre alt for at få dig til at underskrive,” sagde hun til embedsmanden.
”Hvad kan du gøre? Du har ingen magt,” svarede han.
Hun tog tørklædet af hovedet, stillede sig på hans bord og bandt en løkke om ventilatoren i loftet.
”Jeg tager livet af mig.”
Hun kom derfra med underskriften og skyndte sig hen på fabrikken. Da kvinderne så den underskrevne ansøgning, stillede de sig også på bordene. Og dansede.
Forholdene på fabrikken blev forbedret. Daliya Akter er stadig aktiv i fagforeningsarbejde og er glad for filmen, som hun har været konsulent på:
”Det er en chance for, at verden kan høre min stemme,” siger hun.