– Den orange revolution viste, hvor kortsigtede de ortodokse kirker har været rent politisk, siger fader Sergi.
Han diskuterer gerne politik og sociale forhold, men i dag har den ukrainske præst mere umiddelbare problemer at tumle med: Nogen har i nattens løb stjålet kirkens påfugl – en vigtig del af en mini-zoo, Sergi har indrettet for menighedens børn – og et større antal ikoner.
– Tåbelige drengestreger, siger Sergi, men – tilføjer han – også et tegn på, hvor svære forhold de lokale kirker opererer under her i Kramatorsk, en barsk industriby med godt 300.000 indbyggere i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.
Herfra er der bare 600 kilometer til Ukraines hovedstad, Kijev, men politisk og kulturelt kunne de to byer ligge på hver sin planet. Mens borgerne i den kosmopolitiske hovedstad under landets orange revolution i november og december gik på gaden og støttede den demokratiske og pro-vestlige Viktor Jusjtjenko, stemte folk i Kramatorsk massivt for den lokale kandidat Viktor Janukovitj, der vil styrke båndene til Rusland. Begge kandidater understregede under valgkampen deres tilhørsforhold til den ortodokse kirke – det dominerende kirkesamfund blandt Ukraines 47 millioner indbyggere – og de fik derefter deres respektive opbakning fra en række gejstlige fra hver af de to dominerende ortodokse kirker i Ukraine.
For mens den gren af kirken, der er loyal over for patriarken i Moskva, gav udstrakt støtte til Janukovitj – der også var Kremls foretrukne kandidat – bakkede den del af kirken, der henholder sig til patriarken Filaret i Kijev, op bag Viktor Jusjtjenko, som tidligere på måneden blev indsat som Ukraines nye præsident.
Men fader Sergi, en 38-årig veteran fra de sovjetiske faldskærmstropper og præst i Kramatorsk de seneste fem år, er ikke voldsomt imponeret af de ukrainske kirkers opførsel før og under valget.
– Det er forkert at idolisere den ene kandidat og behandle den anden som et udskud, siger fader Sergi, der repræsenterer en stigende selvransagelse blandt Ukraines præster i den orange revolutions kølvand.
Andre argumenterer for, at det er kirkens pligt at blande sig. For eksempel lyder der krav fra repræsentanter for den katolske kirke, som står stærkest i det vestlige Ukraine, om, at kirkerne er sig deres ansvar bevidst i en politisk brydningstid.
– Vores kirke kunne ikke være forblevet tavs under valget, når grundlæggende principper blev krænket – det ville have været en forbrydelse, sagde den romersk-katolske biskop Markijan Trofimiak i sidste uge.
Opfordringerne om, at kirkerne skal holde sig ude af de politiske bataljer i Ukraine, kommer i særdeleshed fra ortodokst hold. Især fra tilhængere af Moskva-patriarkatet, der også har ytret bekymring over deres kirkes arbejdsvilkår i Ukraine efter magtskiftet i Kiev.
– Desværre var der splittelsesmagere, der støttede Jusjtjenko. Der er en fare for, at den kanoniske ortodokse kirke i Ukraine under de nye omstændigheder vil støde på besværligheder og komme ind i en vanskelig periode i sin eksistens, har patriarkatet i Moskva tidligere sagt.
Under et møde i Moskva mellem Jusjtjenko og patriark Aleksej II sidste uge forsikrede den nyudnævnte præsident dog, at alle ukrainske kirker vil få en ligelig behandling fra de nye magthaveres side.
– Vi er opmærksomme på de omstændigheder, den ukrainske ortodokse kirke befinder sig i, idet den har forskellige grene, som hver for sig har en specifik historisk baggrund og relationer, der ofte er komplekse, sagde Jusjtjenko og tilføjede: – Jeg er troende, og jeg vil aldrig fortælle mine tilhængere, hvilken kirke de skal gå i.
I Kramatorsk er fader Sergi da heller ikke voldsomt opskræmt over udsigterne til magtskiftet i Kiev. Ikke mindst, fordi han selv forholdt sig upartisk.
– Jeg har fortalt min menighed, at jeg ikke stemmer på hverken den ene eller den anden. Jeg kender jo hverken Jusjtjenko eller Janukovitj, siger han.
Kirkerne her får desuden ingen direkte støtte fra staten; men finansieres primært af bidrag fra de lokale myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner.
Fader Sergi, der allerede har været med til at bygge seks kirker, er vant til at stole på egne, og menighedens, kræfter. For den hærdebrede Sergi er det at bygge en kirke andet end blot en metafor.
– Jeg har lagt klinkerne, svejset rørene sammen, syet gardinerne og lavet en del af snedkerarbejdet, siger han stolt om kirken, der ligger i udkanten af Kramatorsk i et område, de lokale kalder "Tjetjenien".
– Fordi det er langt fra alting, som Sergi forklarer.
Den lille kirke er indrettet i en tidligere købmandsbutik og ligger med udsigt til en klynge halvfærdige boligblokke på en pløjemark. Helt inde i kirkerummet kan man høre det kobbel af herreløse hunde, der glammer foran kirkens gitterport.
Sergi er mest bekymret over, at nogle kirkelige kredse i det vestlige og centrale Ukraine efter hans mening vil tage patent på at definere, hvad religiøsitet er og bør være.
– Det siges, at folk i Vest-ukraine er mere religiøse og rettroende, siger han.
– Men man skal lige huske på, at folk i vores menigheder herude kommer fra minerne og fabrikkerne. De har ikke altid samme overskud til at deltage, siger han.
Poul Funder Larsen er freelancejournalist, bosat i Ukraine
