Revolutionen vendte op og ned på alt i Rusland. Undtagen russerne

En af ambitionerne med oprettelsen af Sovjetunionen var at forme et helt nyt menneske, sovjetmennesket. Et nyt menneske uden religiøs påvirkning. Det lykkedes aldrig, siger professor Christian Gottlieb. Sovjetunionen brød sammen undervejs i eksperimentet, og nu er russerne vendt tilbage til kirken

Revolutionen vendte op og ned på alt i Rusland. Undtagen russerne
Foto: Alexander Zemlianichenko.

Når Christian Gottlieb holder foredrag om religionens nyvundne betydning i Rusland efter Sovjetunionens fald, viser han gerne to fotografier af Kristi Frelser-katedralen i det centrale Moskva. Det ene er taget i 1912. Det andet i 2010. Bortset fra mere trafik og en nybygget bro over Moskva-floden ser billederne identiske ud.

Hvilket for så vidt ikke er overraskende al den stund, at det er den samme kirke, der er fotograferet. Og så alligevel. Kirken blev sprængt til støv og småstumper under Josef Stalin i 1931 og først genopbygget i 2000. Men intet i den nye katedral røber, at det ikke er den selvsamme bygning.

”Selv de mindste detaljer er kopieret. Zarens og zarinaens tronstole står parate, hvis de skulle komme forbi. Man kan få den tanke, at den russisk-ortodokse kirke har ønsket at feje fortiden fuldstændig til side og ignorere, at Sovjetunionen fandtes,” siger Christian Gottlieb, adjungeret professor ved Københavns Universitet med speciale i russisk tænkning og kirke- historie.

Men er det muligt at reducere Sovjetunionen til en parentes i den russiske historie, hvor fristende det end kan være for ofrene for et regime – et diktatur med Gottliebs ord – der var skyld i millioner af menneskers død og endnu fleres mishandling og undertrykkelse, herunder præster, nonner og almindeligt troende? Hvordan kan 70 år med brutalitet og tvang undgå at have påvirket russernes og de øvrige befolkningsgruppers identitet i et omfang, der ikke lader sig udviske og genopbygge så let som facaden på Kristi Frelser-katedralen?

Christian Gottlieb mener, at Sovjetunionen ikke satte sig blivende spor i russisk identitet. Og det er Moskvas genopbyggede Kristi Frelser-katedral et godt eksempel på. Den blev ødelagt af Stalin-styret i 1931 og genopført ned til mindste detalje i 2000. Her ses moskovitter i april 2007 stå i kø foran katedralen op til begravelsen af Boris Jeltsin, Ruslands første præsident efter Sovjetunionens fald. –
Christian Gottlieb mener, at Sovjetunionen ikke satte sig blivende spor i russisk identitet. Og det er Moskvas genopbyggede Kristi Frelser-katedral et godt eksempel på. Den blev ødelagt af Stalin-styret i 1931 og genopført ned til mindste detalje i 2000. Her ses moskovitter i april 2007 stå i kø foran katedralen op til begravelsen af Boris Jeltsin, Ruslands første præsident efter Sovjetunionens fald. – Foto: Misha Japaridse/AP/ritzau

”Det er væsentligt at fastholde, at sovjetregimet var et radikalt brud i den russiske historie. Det var en radikalt anden dagsorden, man forsøgte at gennemtvinge, end noget andet, man har set. På den led kan man godt sige, at det var en parentes, for det lignede ikke noget, man havde haft før, og er ikke blevet afløst af noget andet, der ligner. Noget andet er, om det også er en parentes forstået som en epoke, var uden forbindelse til fortiden og ikke har sat sig spor. Og det er det ikke. Selvom det var revolutionens mål, var det ikke muligt at vaske tavlen helt ren,” siger han, men foretrækker alligevel at tale om en ændret ”mentalitet” snarere end en ændret ”identitet” under Sovjetunionen.

”Det lykkedes aldrig at nå målet og skabe det nye sovjetmenneske. Der kom en anden mentalitet, men man kan diskutere, hvor dybt den stak. Den russiske identitet ændrede sig næppe afgørende. Når man ser, hvor hurtigt Sovjetunionen faldt sammen i 1991, er der noget, der tyder på, at forandringerne skete på overfladen,” siger Christian Gottlieb.

”Den enkelte russer er ikke så grundlæggende anderledes i dag, end hun eller han var under zaren eller under Sovjetunionen. Man taler undertiden om ’det evige Rusland’, og man kan have den tanke, at alt det, magthaverne foretager sig, sker hen over hovedet på russerne. De lever deres liv, mens regimerne udfolder sig.”

”Nogle taler om, at russerne ’rejste ind i sig selv’ i sovjettiden – foretog en indre immigration som en skildpadde, der trækker hovedet ind under skjoldet og først dukker op igen, når tingene er normaliseret. Sovjetborgerne deltog i projektet i den udstrækning, det var nødvendigt for at overleve, men forskansede sig ellers i familien og det nære.”

Hvordan opstod tanken om sovjetmennesket?

”Det har klart noget at gøre både med den revolutionære ideologi og maksimalismen i russisk åndsliv. Der er en idé om, at man skal gøre det hele. Indføre de totale løsninger. Der er noget storhedsvanvid over det. Zar Peter den Store havde det samme. De russiske magthavere vil den totale ændring.”

Nogle ruslandskendere taler om ”den russiske slavesjæl”; at russerne i flere århundreder levede som livegne under godsejere og zarer og derfor ydmygt bøjer sig for overmagten. Kan det forklare, hvorfor Lenin og senere Stalin kunne få så stor magt?

”Nej. Det er jeg ikke sikker på. Der er ganske vist en tilbøjelighed til at fremstille russerne sådan, men hvis russerne havde slavesjæle, hvorfor har de så gjort oprør i flere omgange? Selvom man selvfølgelig kan hævde, at oprør netop er noget, slaver gør. De tilfredse gør ikke oprør,” siger Christian Gottlieb.

”Der var meget stor forskel ikke bare i grad, men også i art på zartiden og sovjettiden. Zartiden havde også ufrihed og censur, men den var slet ikke så brutal, som Sovjetunionen blev. Zarerne var heller ikke totalitære på samme måde som Sovjetunionen. Måske på enkelte punkter, men magten hvilede i højere grad på godsejere og lokale stormænd.”

Christian Gottlieb har det svært med de gængse klichéer om russisk mentalitet og identitet. Mange hævder også, at russerne skulle have en særlig lidelsesparathed og udelukkende ser livet som en vej til en glorværdig død. Men selvom han ikke er i tvivl om, at følelserne findes hos mange russere, mener han samtidig, at man let havner i nogle stereotype forestillinger. Det gælder også begrebet om den russiske folkesjæl, russkaja dusja, som angiveligt består af ikke mindst en betydelig portion melankoli, men i øvrigt synes at være en flygtig størrelse.

”Russkaja dusja er blevet en legende, som mange digtere og filosoffer har forsøgt at karakterisere, men jeg synes, at det er vanskeligt at bruge et begreb til at favne alle russere,” siger han.

En fællesnævner for mange russere findes dog i deres tilknytning til den russisk- ortodokse kirke eller ortodoksien, som den østlige kristenhed også kaldes, mener Christian Gottlieb.

”Det at være russer er også at være ortodoks, og kirken som institution spiller en kæmpestor rolle i ortodoksien. Den ortodokse kirke står og falder med sine gudstjenester, og ortodoksien er en ramme om mange russeres liv, som hun eller han føler sig tryg i. Gudstjenesterne og ritualerne,” siger Christian Gottlieb.

Forbundetheden med kirken må dog ikke forveksles med en høj grad af personlig gudstro blandt russerne. Selvom 70-80 procent af Ruslands befolkning betegner sig selv som ortodokse, når de bliver spurgt i meningsmålinger, er det kun hver anden af dem, der siger, at de tror på Gud. Det efterlader et billede af den russiske befolkning som kristen på samme måde som de fleste danskere, mener Christian Gottlieb.

Det ændrer ikke ved, at det gjorde en afgørende forskel på det russiske ånds- og samfundsliv før og efter 1917, at kirken forsvandt. Gud indgik ikke i den revolutionære ligning, og tusinder af kirker blev destrueret, og titusinder af præster blev forfulgt eller direkte myrdet. Kirken forsvandt ikke fuldstændig, men det ortodokse trosliv blev en skygge af sig selv. Det var ofte livsfarligt at være troende.

”Sovjetmennesket var et menneske uden Gud. Der var hos Lenin og de revolutionære en forestilling om, at mennesket og menneskets situation i verden kun blev defineret af de materielle og politiske rammer. Det er meget karakteristisk, at man helt bevidst valgte at destruere kirkerne og forfølge præsterne. Det er igen tanken om, at vi skal begynde forfra med år ét. Det er maksimalismen igen. Alt skal rives ned. Vi begynder forfra.”

Hvad erstattede den åndelighed, russerne var vant til før 1917?

”Der var ingen egentlig erstatning, men der var massiv ideologisk propaganda og en enorm Lenin-dyrkelse. Han fik nærmest frelseragtig status – og han ligger jo endnu i sit mausolæum som en afdød helgen. Samtidig forsøger Sovjetunionens ledere at skabe en ny fortælling om det storslåede samfund, som man er ved at bygge op. Et samfund, hvor alle modsætninger var ophævet, og alle levede i social harmoni. Målet var at nå kommunismen. Dét var den store fortælling, der kom i stedet for kirken og kristendommen,” siger Christian Gottlieb.

Han finder det tankevækkende, at russerne efter 70 år med systematisk ateisme så beredvilligt har taget imod kirken igen. Siden 1988 er der bygget cirka 1000 nye kirker om året, knap tre om dagen.

”Man må spørge sig selv, hvad det er, der har drevet den massive genopretning af kirken, som har fundet sted de seneste 25 år. Hvorfor blev russerne ikke bare ved med at lade være med at gå i kirke? Der er en påfaldende forskel til det tidligere Østtyskland. Her er kirken næsten væk,” undrer han sig.

”Nu er Sovjetunionen væk. Den efterlod sig et kæmpestort åndeligt og moralsk tomrum, som kirken åbenlyst gør, hvad den kan for at fylde ud. Uvenlige iagttagere kan nok mene, at Rusland ser ud til bare at have skiftet den ene dogmatik ud med den anden. I stedet for partikommisærer er det nu mænd med lange skæg og mærkelige hatte, der leverer budskaberne, som i høj grad svarer til regeringens. Men det er en meget ensidig opfattelse. Der er ingen tvivl om, at der efter 70 år uden religion også er en reel tørst efter spiritualitet, men hvad der dybest set driver tilslutningen til den ortodokse kirke, er svært at vurdere.”