Som han kommer ind i rummet iklædt gråt jakkesæt, stribet skjorte og slips, ligner den 43-årige Richard Ratcliffe enhver anden ansat i et stort revisionsfirma i Londons City. Men alt ændrede sig den 3. april 2016.
Her skulle hans iransk-fødte hustru, Nazanin Zaghari-Ratcliffe, planmæssigt være rejst tilbage til London efter at have besøgt sin familie i Iran med parrets dengang 22 måneder gamle datter Gabriella. I stedet blev det begyndelsen på et kafkask mareridt. Den nu 39-årige hustru har siden siddet fængslet, anklaget og dømt for spionage, hvilket blankt afvises af hende selv, hendes ægtefælle, den britiske regering og FN, mens datteren er hos Richard Ratcliffes svigerforældre, der ikke taler engelsk.
For Richard Ratcliffe har det ikke alene betydet, at han skulle leve med afsavn, håb og ikke mindst skuffelser. Men han var også pludselig en offentlig person, der skulle tale sin hustrus sag. Og det er i høj grad den offentlige kampagneperson, Kristeligt Dagblad møder efter fyraften nær hans arbejdsplads i den britiske hovedstad. For han virker ikke nær så berørt, som da avisen mødte ham første gang for to år siden.
”Det lyder som noget forfærdeligt at sige, men når det kommer til følelser, så rejser jeg kun med håndbagage. Jeg fokuserer på, hvad jeg kan gøre, så hvis noget ikke går godt, så konstaterer jeg det – og går videre. Jeg kan ikke dvæle ved skuffelserne og frustrationerne, for der er alt for mange af dem,” siger Richard Ratcliffe.
Af samme grund har han også afvist tilbud om terapi.
”Jeg følte, at det ville være en Pandoras æske, hvor jeg ville åbne for det hele. Da vi gik ud i offentligheden med hendes sag, spurgte journalister naturligt, hvad jeg følte. Men jeg vidste det ikke, for jeg havde undertrykt de følelser. Jeg lever fra øjeblik til øjeblik. Og der er tider, hvor det pludselig går langsomt, og hvor jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv. Men man må bare acceptere det og så gå videre. Det er det, jeg mener med at kun rejse med håndbagage følelsesmæssigt,” siger Richard Ratcliffe.
Han mødte Nazanin Zaghari fra Iran i 2007, da de studerede på samme britiske universitet. De blev gift to år senere og fik i juni 2014 datteren Gabriella. Hustruen fik med giftermålet dobbelt statsborgerskab og rejste jævnligt hjem til Teheran. I 2016 havde hun været hjemme for at fejre iransk nytår, men blev stoppet af revolutionsgarden, da hun og datteren skulle rejse tilbage til Storbritannien.
Hun er en blandt flere iranere bosat i Vesteuropa og Nordamerika, der blev tilbageholdt på samme vis under de højspændte forhandlinger om en atomaftale, hvorfor de ses som brikker i et storpolitisk spil. Nazanin Zaghari-Ratcliffe blev siden bag lukkede døre idømt fem års fængsel for at ville vælte præstestyret. Hendes arbejdsgiver, velgørenhedsfonden Thompson Reuters Foun- dation, har understreget, at hun arbejdede med udviklingprojekter, og at man ingen aktiviteter har i Iran.
Richard Radcliffe har ikke set sin hustru og datter, siden han sendte dem med flyet fra Gatwick-lufthavnen i marts 2016. Næste gang han så Nazanin var i august i år, hvor hun fik udgangstilladelse i tre dage, og han talte med hende på en netforbindelse over Skype.
”Det var surrealistisk. Du kan næsten ikke forestille dig det. Hun var blevet smidt ud af fængslet med 10 minutters varsel og måtte spørge en fremmed på gaden, om hun måtte låne hans telefon, så hun kun ringe til sin bror. Så det første livstegn, jeg får, er fra hendes brors bil, hvor hun har et stort grin i ansigtet. Det var klokken syv om morgenen, og jeg var stadig i min pyjamas og kun halvt vågen. Og jeg kunne slet ikke tro på det.”
Trods håb om det modsatte blev det kun til tre meget restriktive dage ude for hende sammen med sin iranske familie, mens Richard Ratcliffe havde adskillige videosamtaler med hende. Ellers har det kun været over telefonen, at ægteparret har holdt kontakten.
”Rytmen med telefonopkald er nu mere forudsigelig. Hun kan ringe søndag og tirsdag morgen. Det er så tidligt, at det normalt vækker mig, men hvis hun ikke ringer, så kan det være ret nedslående, selvom jeg ved, at telefonsystemet i Iran ikke altid virker lige godt.”
Især i begyndelsen, hvor Nazanin Zaghari Ratcliffe var fængslet i isolation, var kontakten meget mere sporadisk:
”Efter de første måneder fik hun nogle gange lov til at ringe, men der var intet varsel, og jeg ville uundgåeligt stå i en bank eller køre i bil og miste muligheden for at snakke.”
Men hvad har hun at fortælle, hvis hun har den samme fængselshverdag hver dag? Er det svært at holde en samtale i gang?
”Da det tidligere kun var tilfældige samtaler, så var det ofte bare at sige ’jeg savner dig’, ’jeg elsker dig’ og ikke meget mere end det. Det var fyldt med følelser. Men nu, hvor vi taler to gange om ugen, så kan man fortælle, hvad man har gjort de seneste par dage, hvilket er det stof, som et ægteskab er gjort af. Og de er alle politiske fanger i hendes fløj, så der er en fælles ånd om, at de ikke skal lade de bastarder knække os. De læser bøger og organiserer aktiviteter, og Nazanin giver engelskundervisning en gang om ugen.”
Hvordan er forbindelsen mellem jer, når I ikke har set hinanden så længe?
”For os er det som et ægteskab, der går i to retninger. Vi har ikke levet sammen i to et halvt år, og jeg forstår ikke, hvad der sker i hendes verden, og hun forstår ikke, hvad der sker i min, hvor der nu er stort fokus fra medier og så videre. Vi var helt almindelige mennesker, indtil det her skete. Men jeg tror og håber, at vi gennem den kampagne, vi har ført, har klaret en ganske voldsom oplevelse, og jeg tror, at vi nu er meget mere sikre på hinanden, end hvis vi havde levet et almindeligt liv.”
Som da Kristeligt Dagblad første gang mødte Richard Ratcliffe for to år siden, er der stadig et håb om, at hun snart kommer hjem, især nu, da hun i det mindste har udstået halvdelen af straffen på fem år. Men når det sker, vil det også være en udfordring.
”Jeg tror, at vi skal vænne os til at være sammen igen, når den dag kommer. Vi troede, det ville ske til jul sidste år. Så jeg snakkede med folk om, hvad der så skulle ske. For en ting er, at dag ét vil være euforisk, men så kommer dag to, dag tre, dag fem, dag 10 og så videre. Og du kan ikke på magisk vis fjerne, hvad der er sket, og der vil være en helingsproces og en rejse, hvor vi skal lære at kende hinanden igen. Men det er ikke noget, jeg følelsesmæssigt kan dvæle ved nu,” siger Richard Ratcliffe, som igen vender tilbage til processen med skubbe følelserne til side.
Det gælder også i forholdet til datteren Gabriella som i halvdelen af sit korte liv ikke har været sammen med sin far.
Igen er det gennem videosamtaler over Skype, at de holder forbindelsen. Men datterens sprog er nu farsi, og det præger de samtaler, de har flere gange om ugen.
”Hun forstår nogle få engelske ord som ’vi tales ved’, ’jeg elsker dig’ og ’vi ses i morgen’. Hun kan farverne og navnene på nogle dyr. Så det er ikke en snak, men hvis vi kan spille et spil eller lege en leg, så er det fint.”
Datteren har svært ved at forstå situationen, hvilket blev illustreret, da hendes mor fik udgang de tre dage i august.
”Hun spurgte Nazanin: ’Kender du far, har du rent faktisk nogensinde mødt far?’. Det var forfærdende for hendes mor, men der er en ærlighed i det. Og for hende er hjemme hendes bedstemors hjem nu,” siger han.
Hans eget hjem er lejligheden, som han stiftede sammen med hustruen, og som nu er tom, hver gang han kommer hjem.
”Det er virkelig mærkeligt, men ikke så mærkeligt som i starten. Lejligheden ligner også mere en ungkarlehybel nu. De første måneder kunne jeg ikke lide at være i lejligheden. Jeg ville ikke hjem og føle den ensomhed.”
Meget af Richard Ratcliffes tid går med kampagnen for at få Nazanin på fri fod.
Efter at have holdt lav profil i de første måneder efter fængslingen, valgte han at gå offentligt ud med en pressemeddelelse. Så rullede mediemaskinen, og Richard Ratcliffe fik sin ilddåb med fortælle sin og hustruens historie foran rullende kameraer. Sideløbende med kampagnen forsøger han at passe sit arbejde som mellemleder i et internationalt revisionsfirma.
”Jeg har en meget forstående chef. Alle forstår, hvis du er syg i et par uger, men nu er der gået to og et halvt år. Jeg tror, vi alle er meget heldige med, at vi ikke vidste, hvor lang tid det ville tage. Men jeg arbejder, og jeg har fået en lang snor til at gøre andet. Da der var stort fokus på os i medierne sidste efterår, var jeg stort set ikke på arbejde i seks uger,” fortæller Richard Ratcliffe.
Giver det dig en følelse af skyld i forhold til dine kolleger og din chef?
”Jeg føler ikke skyld, men jeg føler, at jeg skylder dem noget, og der vil være en tid til at betale tilbage,” siger Richard Ratcliffe.
Derudover er der for ham kun ét fokus, selvom det er en sag med storpolitiske implikationer.
”På sin vis er min position meget let, for alt, hvad jeg gør, er at kæmpe for at bringe Nazanin hjem. Jeg gør mit bedste, og hvis jeg laver en fejl, så prøver jeg igen i morgen,” siger han, før vi tager afsked foran den travle Liverpool Street Station.
Den ligeledes travle Richard Ratcliffe skal ikke hjem, men først på en længere tur til det sydlige London for at aflevere en lille pakke med tøj til Nazanin, som bekendte vil tage med til hende i fængslet i Teheran.