Rige lande skylder fattige en global klimaaftale

De rige landes manglende ambitioner på klimaområdet betyder, at ulande tøver med at sige ja til alt for store forpligtelser. Det kan ændre sig i dag, hvis man bliver enig om verdens første globale klimaaftale

I rigere ulande vokser CO2-udslippet i takt med industrialiseringen. Her er det indbyggere i Beijing, Kina, som beskytter sig mod forurening. -
I rigere ulande vokser CO2-udslippet i takt med industrialiseringen. Her er det indbyggere i Beijing, Kina, som beskytter sig mod forurening. -. Foto: Greg Baker.

Vi er på vej ind i klimatopmødets sidste timer. En lang vej er ved at nå sin ende. Processen frem mod en klimaaftale i Paris begyndte allerede ved et topmøde i Durban i 2011. Her blev man enig om at lave en global klimaaftale.

At lave en global aftale betyder, at alle lande påtager sig opgaver og forpligtiger sig over for hinanden. En sådan aftale vil være et gennembrud i international politik, hvor vi hidtil traditionelt har opdelt verden i rige og fattige lande.

Aftalen i Durban var, at ulandene skulle gå med til at forpligte sig på nye mål efter 2020, samtidig med at de rige lande skulle vise lederskab i årene op til 2020. Det sidste er dog ikke sket, og ambitionen fra EU og de andre rige lande har ikke ændret sig meget siden 2011. Mange ulande tøver derfor med at sige ja til alt for store forpligtelser i den nye aftale.

I Paris er vi nu i gang med klimatopmødets sidste døgn. De uendeligt lange og svære forhandlinger centrerer sig om spørgsmålet om, hvem der skal gøre hvad, og hvor meget man tør love hinanden. Den store udfordring er, at klimaet er en global opgave, der skal løses i fællesskab. Alle er nødt til at bidrage, men opgaverne er forskellige.

I de fattigste lande handler det om at håndtere effekterne af klimaforandringerne. Mennesker rammes hårdt af tørke og oversvømmelser, når de mangler kloakering, overrislingsanlæg og diger. Opgaven i de fattigste lande er i høj grad at tilpasse sig de udfordringer, klimaet byder dem.

I rigere ulande vokser CO2-udslippet i takt med industrialiseringen. I flere af de rigere ulande som Sydkorea, Mexico og Chile har man godt gang i udledningen af CO2. I disse lande er der brug for at reducere udslippet og sikre, at man vælger de energieffektive løsninger og vedvarende energi. Men for at de lande skal vælge de grønne og gode løsninger, har de også brug for samarbejde om udvikling af teknologi og investeringer.

I de rige lande har man allerede i dag store udledninger af CO2, og de skal reduceres hurtigst muligt. Men de rige lande har også et historisk ansvar, fordi de i længere tid har haft store udslip. Derfor er et af de centrale områder i den nye klimaaftale at finde et system, hvormed de rige lande kan give støtte til de fattige lande, som allerede nu rammes af klimaforandringerne.

På klimamødets sidste timer er mange af disse emner stadig i spil. Det er ikke nemt at finde en balance mellem de mange udfordringer og forpligtelser. Men det bliver spændende at se, om verden skal opleve den første globale klimaaftale i løbet af de kommende timer.