Prøv avisen

Rios fattige og udsatte betaler prisen for OL

Familien Souza er en af tusindvis af familier, der har mistet deres hjem for at gøre plads til faciliteter under OL. Familien er i stedet blevet tvangsflyttet til en nedslidt ­lejlighed langt uden for byen i et område præget af hård ­kriminalitet. Foto: Jonas Fruensgaard

Tusindvis af fattige familier og udsatte borgere bliver tvangsflyttet i Rio de Janeiro for at gøre plads til anlæg under De Olympiske Lege. For mange betyder det også, at de mister deres arbejde

En gul bulldozer drøner gennem et blikskur, der falder sammen. Ved siden af står en mor med sine tre børn og har svært ved at begribe, at familiens hjem lige er blevet jævnet med jorden. Grunden skal bruges til madboder og forplejning under De Olympiske lege.

Fra i morgen strømmer alverdens medier, atleter og op imod en million turister til Rio de Janeiro for at være en del af verdens største sportsbegivenhed, OL.

Byen har fået en gevaldig ansigtsløftning og fremstår ren og pæn forud for det internationale besøg. Men i skyggen af de mange nybyggede hoteller, mediecentre og sportsarenaer er adskillige boligkvarterer blevet jævnet med jorden for at gøre plads til OL-anlæggene. Og det er stort set kun de fattige, der har mistet deres hjem, fortæller sociolog Mauri Victor fra Rio de Janeiro Universitet.

”Arrangørerne har nøje udvalgt de belastede kvarterer, fordi beboerne her er ressourcesvage og kun har en lille stemme i medier og samfund. Samtidig kan man få dem rykket væk fra de områder, hvor turister og medier vil færdes og derved gemme deres sociale problemer af vejen,” siger han.

Mauri Victor henviser til, at de fleste af beboerne fra de nedlagte kvarterer er blevet tvangsflyttet til andre bydele – ofte langt fra deres hjem i Rios attraktive sydlige bydel, hvor OL skal holdes. Ifølge lokale frivillige organisationer er mellem 20.000 og 30.000 beboere blevet tvangsflyttet.

En af dem er 36-årige Hector Souza, der sammen med sin hustru og to sønner blev beordret til at forlade deres hus for et halvt år siden, da området skulle omdannes til parkeringsplads for sendevognene under OL. I stedet fik familien tilbudt en anden bolig 20 kilometer nord for centrum i bydelen Saracuruna. Myndighederne lovede, at den ville være af højere standard end familiens tidligere hus. Men familien er i stedet blevet indlogeret i en lille et-værelseslejlighed, hvor elektriciteten sjældent virker, og køkkenet er fyldt med skimmelsvamp. Samtidig er bydelen langt mere belastet af kriminalitet end kvarteret, familien kommer fra.

”Det her kommer aldrig til at føles som hjem. Selvom vores tidligere hus ikke var noget at råbe hurra for, er det her fuldstændigt uacceptabelt. Lejligheden er ved at falde fra hinanden, og jeg frygter for mine drenges sikkerhed, fordi området bliver styret af kriminelle bander,” siger Hector Souza.

Ifølge hjælpeorganisationen Rios Deporterede er familien Souzas situation meget typisk for de fleste af beboerne, der er blevet tvangsforflyttet, forklarer organisationens talskvinde, Gabriella Advaro.

”Myndighederne lovede beboerne, at de ville få splinternye lejligheder og bedre levevilkår for at undgå protester. Men når beboerne nåede frem til deres nye hjem, var de fleste af boligerne gamle, usle og fyldt med fejl. Samtidig har mange af beboerne mistet deres arbejde, da det kan tage timevis at komme ind til byen med offentlig transport,” siger hun.

Hector Souza kunne ikke beholde sit arbejde. De seneste syv år har han arbejdet som lagerchef i et supermarked i centrum af Rio. Her skulle han møde klokken syv om morgenen, men da busserne i Saracuruna først begynder at køre klokken seks, kunne han på trafikerede dage først være fremme klokken ni.

Familien lever nu af en beskeden opsparing og offentlig understøttelse, der beløber sig til 600 kroner. Familiens yngste søn Pedro på otte år lider af muskelsvind, og alene hans medicin koster 450 kroner om måneden. Familien forsøger at få husholdningen til at hænge sammen ved at sælge kager i området. Men hver måned svinder deres opsparing ind, og finder Hector Souza ikke arbejde snart, bliver der ikke råd til Pedros livsvigtige medicin i fremtiden.

Rios Deporterede og andre lokale organisationer er i gang med at samle underskrifter og arrangere demonstrationer for at vise deres utilfredshed med myndighedernes behandling af de tvangsflyttede beboere. Da arrangørerne fandt ud af det, lovede de beboerne, at nye lejligheder ville blive opført, og at deres nuværende hjem kun er midlertidige. Men det giver organisationerne ikke meget for.

”Da vi spurgte, om vi kunne se, hvor de nye lejligheder bliver opført, hørte vi ikke længere fra arrangørerne, selvom vi har ringet og mailet,” siger Gabriella Advaro.

Ifølge hende er situationen den samme som for to år siden, da Brasilien var vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Her tvangsflyttede myndighederne op mod 15.000 personer alene i Rio de Janeiro. Her lovede myndighederne også, at nye boliger snart ville stå klar. Men da VM var ovre, turisterne draget hjem, og kameraerne slukket, viste det sig, at der ikke var nogen nye boliger.

De lokale organisationer i Rio de Janeiro får opbakning fra blandt andre FN og menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International, der fremhæver, at tvangsflytningerne strider mod Brasiliens forfatning. Men det er yderst tvivlsomt, om arrangørerne vil bøje sig for presset, vurderer sociologen Mauri Victor.

”Arrangørerne holdt ikke deres løfter under VM, og det tror jeg heller ikke, de gør denne gang. Arrangørerne står i problemer til halsen, og her ryger de tvangsflyttedes vilkår i baggrunden,” siger han.

Mauri Victor henviser til, at arrangørerne allerede kæmper med problemer som zika-virus, risiko for terror og sundhedsskadelig vandkvalitet i områderne, hvor sejlere og roere skal konkurrere under OL.

Samtidig er Brasilien fanget i en historisk, økonomisk krise og ramt af politisk nedsmeltning. Præsident Dilma Rousseff er midlertidigt suspenderet for at have snydt med statsbudgettet, og for fem måneder siden fratrådte Brasiliens sportsminister, en af de hovedansvarlige for OL-værtskabet. Oven i det gik Rio de Janeiro bankerot i midten af juni, hvilket altsammen har medvirket til, at OL-forberedelserne har udviklet sig til et mareridt for arrangørerne, forklarer Mauri Victor.

Tilbage i Saracuruna står familien Souzas vilkår til at blive endnu værre. De samlede udgifter til OL løber op i 80 milliarder kroner, hvilket har drænet statskassen og de offentlige budgetter. Det betyder store besparelser de kommende år på offentlige skoler, transport, sundhed og sociale ydelser. Fra oktober bliver familiens understøttelse halveret, og den mister samtidig muligheden for at købe statsstøttet medicin til Pedro.

”Brasilien skulle aldrig have været vært for OL, når vi ikke kan gøre det ordentligt. Det er os, de fattige, som betaler prisen, selvom vi aldrig kommer i nærheden af festlighederne, som er de riges og turisternes lukkede fest,” siger Hector Souza.

Og ser ud af vinduet, hvor unge bandemedlemmer sælger stoffer nede på gaden foran familiens nye hjem.