Hvad er sagens kerne?
De europæiske og amerikanske ledere forsøger at udvikle en fælles strategi for militærhjælp til Ukraine. Det ukrainske selvforsvar mod den russiske invasionsstyrke er betinget af økonomisk, materiel og logistisk støtte fra EU og USA. Efter ugers tøven er Tyskland nu også klar til at sende kampvogne, og landets forsvarsminister, Christine Lambrecht, sagde i onsdags efter et koordineringsmøde mellem forsvarsministre og generaler fra over 30 lande på den amerikanske base i Ramstein, at ukrainernes anmodninger om alt fra droner til luftværnssystemer var blevet ”positivt modtaget”. Men hun understregede samtidig, at "vi gør meget moderate tiltag og sørger for at træffe meget ansvarlige beslutninger for at sikre os, at vi ikke bliver inddraget i krigen".
For at kunne opnå en varig fred må Ukraine gøres stærk nok til at kunne forsvare i hvert fald hovedparten af det nationale territorium, lyder ræsonnementet bag løfterne om at optrappe den militære hjælp. Men jo mere omfattende støtten bliver med træning, teknologi og efterretningsoplysninger, des mere vil Rusland påstå, at Nato er involveret.
Sænkningen af krigsskibet "Moskva" den 14. april bliver af russerne brugt som eksempel på, at Nato-landene allerede deltager aktivt i krigen. Ukrainerne ville ikke selv kunne gennemføre en så kompliceret operation, påstås det. På russisk tv bliver det udlagt som en amerikansk krigshandling, der kan retfærdiggøre et modsvar og i sidste ende et atomangreb. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har nemlig brudt den uskrevne regel om aldrig at true med atomvåben for at opnå politiske fordele. Dels er hans atomvåben sat i beredskab, dels har hans udenrigsminister, Sergej Lavrov, i denne uge advaret om en alvorlig og reel fare om en atomkrig. Så for Ukraines støtter er dilemmaet, at man ikke kan vide, om Putin bluffer eller virkelig er parat til at bruge atomvåben.
Hvad taler for at optrappe den militære støtte til Ukraine?
På det principielle plan tilslutter Ukraine sig det europæiske værdifællesskab omkring demokratier med frie valg samt presse-, ytrings- og religionsfrihed. Derfor er krigen også et angreb på et værdifællesskab, som EU-landene og USA er nødt til at forsvare. Ellers ville det nærmest være en invitation til fremtidige invasioner af lande langs med Ruslands grænser.
Blandt de historiske argumenter for at støtte Ukraine militært nævnes ofte Den Spanske Borgerkrig fra 1936 til 1939, hvor den republikanske regering forgæves bad USA og Storbritannien om våben og ammunition, mens Francisco Francos nationalistiske oprørere fik aktiv hjælp til at vinde krigen af Italien og Tyskland. Resultatet af den engelske og amerikanske ikke-interventionspolitik blev et fascistisk domineret Europa og Anden Verdenskrig. Militær støtte til Ukraine er således ensbetydende med aktiv modstand mod Putins regime.
De tilsyneladende velunderbyggede beskyldninger om krigsforbrydelser medfører også en moralsk forpligtelse til at beskytte den ukrainske civilbefolkning. På kort sigt er den eneste løsning således at give ukrainerne de nødvendige midler til at forsvare sig, siger Italiens premierminister, Mario Draghi, i et interview med avisen Corriere della Sera:
”Ikke at gøre det ville svare til at sige til dem: Giv op, accepter trældom og underkastelse – et budskab, som er i modstrid med vores europæiske værdier om solidaritet.”
Hvad taler imod?
Den russiske flirt med muligheden for anvendelse af taktiske atomvåben svækker den helt afgørende skelnen mellem atomvåben og konventionelle våben. Under den kolde krig blev atomvåben betragtet som den allersidste form for selvforsvar. Garantien for gensidig udslettelse (den såkaldte MAD-doktrin) sikrede, at internationale konflikter aldrig eskalerede til det farligste niveau. FN-traktaten om forbud mod nukleare våben fra 2021, som hverken USA eller Rusland har ratificeret, må nu betragtes som betydningsløs. På det retoriske plan har Putin skrottet princippet om selvbeherskelse, som atommagterne respekterede efter Anden Verdenskrig. Støtten til den ukrainske hær må derfor ikke føre til en eskalering af volden, som kan nedbryde tabuet omkring brugen af atomvåben.
”Vi bevæger os ind i farligt territorium,” skriver den italienske journalist Domenico Quirico i avisen La Stampa.
USA’s bestræbelser på at yde hjælp kan opfattes som om, at Ukraine bruges som et redskab til ”at ødelægge den russiske militærmagt”, påpeger Quirico og spørger: ”Er det ikke ekstremt farligt?”
Hvordan kunne en løsning se ud?
EU og USA forsøgte allerede inden krigen at stække Rusland økonomisk. Kombinationen af økonomisk sanktionspres og militær modstand i Ukraine svækker Putin. Nato må bare ikke blive indblandet, og den flyveforbudszone, som ukrainerne ønsker, ville øge risikoen for en optrapning af krigen. Ukrainerne skal støttes på måder, der ikke kan udlægges som en provokation, mens finansieringen af Putins regime gradvist fjernes. For at det hele ikke alligevel skal udvikle sig til en uforudsigelig stormagtskonfrontation, må dialogen i FN’s Sikkerhedsråd straks genetableres, understreger generalsekretær António Guterres, som i denne uge besøgte først Moskva og siden Kyiv.
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.