Prøv avisen

To rivaler – og en outsider – dyster om at blive ny formand for CDU

Tegning: Rasmus juul

Angela Merkel har de seneste 18 år forvandlet Tysklands konservative CDU til et midterparti, men det er flygtningepolitikken, hun vil blive husket for. I dag træder kansleren tilbage som formand, når 1001 delegerede vælger hendes afløser. Uanset hvad vil partiet blive mere konservativt. Kristeligt Dagblad ser på Merkels eftermæle og portrætterer de tre kandidater

Det kristeligt demokratiske CDU var ved at knække sammen under en gigantisk skandale om partistøtte, da Angela Merkel for 18 år siden overtog formandsposten. I et stærkt dramatisk magtskifte gjorde den daværende ret uanselige generalsekretær op med patriarken Helmut Kohl og blev siden valgt til partiets første kvindelige formand. I dag sætter CDU punktum for 18 år under Merkel, når baglandet på et landsmøde i Merkels fødeby, Hamborg, vælger ny formand.

Vinderen vil efter al sandsynlighed blive partiets kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget i den europæiske stormagt Tyskland i 2021, og valget kan derfor blive afgørende for EU’s fremtidige kurs.

Skiftet er denne gang langt mindre dramatisk. Men ønsket om forandringer er stærkt, og ifølge avisen Rheinische Post har alene valgkampen og den åbne debat mellem de tre kandidater allerede forvandlet det gamle folkeparti.

”Medlemmerne er glade for den nye demokratiske proces, de forventer fra nu af mere: mere deltagelse, gennemsigtighed, forklaring,” skriver avisen.

De seneste ugers valgkamp har dermed også rummet en kritik af den ordknappe og kølige Angela Merkel, som gennem årene er blevet beskyldt for at handle egenrådigt og for at have omkalfatret det traditionelt konservative CDU til et udvandet midterparti.

”Der har ikke været nogen større program-debatter

under Merkel. Men det var også en sjældenhed før hende,” siger Kai Arzheimer, professor i statskundskab ved universitetet i Mainz.

”Ikke desto mindre er det hævet over enhver tvivl, at partiet under hende er blevet moderniseret og rykket ind på midten. Hendes modstandere ser dette som den største fejltagelse,” siger han.

Det er vanskeligt at sige, om partiet i dag er i bedre eller værre stand, mener Kai Arzheimer. Under Merkel formåede CDU i 2017 for fjerde gang i træk at vinde et forbundsdagsvalg. Men partiet fik ved samme lejlighed sit dårligste resultat siden 1949.

Samtidig kan mange konservative ikke længere genkende CDU, der med Merkel i spidsen udfasede atomkraften, afskaffede værnepligten og indførte kvindekvoter i bestyrelser. Men det er først og fremmest flygtningepolitikken – især hendes beslutning om at holde grænsen åben for flygtninge i efteråret 2015 – der har skabt splid og givet hende fjender i partiet.

”Selvom partiet var i politisk krise, da hun tog over, hang det stadig sammen organisatorisk og vælgermæssigt og var uden tvivl et folkeparti,” siger Josef Schmid, professor ved institut for statskundskab ved Universitetet i Tübingen.

”Det er alt sammen forandret. Partiet er i krise over migrationsspørgsmålet, vælgerne forsvinder, og dets status som folkeparti vakler.”

Merkel er også blevet beskyldt for at have udvandet den kristne del af CDU. C’et i partiets navn er ”venligt formuleret ikke andet end et traditionssymbol og en tom formel”, skrev forfatteren Rolf Schneider i 2006. Men partiets programmer henviser altid til kristendommen, ligesom andelen af vælgere med kirkelig tilknytning fortsat er større hos CDU end hos andre partier. Merkels legitimering kom blandt andet også fra kristendommen, da hun valgte at lade grænsen være åben for flygtninge, mener iagttagere. Og selvom hun af valgstrategiske grunde tillod en parlamentarisk afstemning i spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber, som førte til et ja, har hun selv en stærkt konservative holdning – og stemte i øvrigt selv nej.

Merkels politik tegner ellers billedet af en partiformand uden ret mange klare overbevisninger, mener professor emeritus og dr.phil.

i tysk Per Øhrgaard. I 2005 tabte hun nær valget på at følge et omdiskuteret liberalistisk skatteforslag, som hun så distancerede sig fra. I 2009 skulle den tidligere rød-grønne forbundsregerings aftale om atomkraftens afvikling rulles tilbage, men i 2011 kom katastrofen på atomkraftværket i Fukushima, og så kunne afviklingen ikke gå hurtigt nok.

”Jeg synes ikke, der har været megen konsistens i Merkels regeringsførelse, når man ser nærmere efter,” siger han, men roser dog hendes beslutning om at holde grænsen åben for syriske flygtninge.

”I 2015 sagde hun det eneste fornuftige: ’Wir schaffen das’ (Vi klarer den). Det skal hun huskes for – for det gode! Alle andre vendte bare ryggen til. Men hun fulgte det ikke op. Og hun lod sin finansminister udsulte Grækenland i en grad, som har skabt dyb modvilje mod Tyskland i store dele af Europa. Det har tyskerne vist ikke rigtig forstået endnu. Tyskland opleves som selvisk,” siger han med henvisning til gældskrisen.

Hendes politiske nekrolog er dog så langtfra skrevet, hun har bebudet at blive som kansler frem til 2021 og vil koncentrere sig om storpolitik frem for partipolitik. Formandsskiftet har tilsyneladende også frigivet ny energi hos Merkel selv. Hun var sjældent oplagt og slagfærdig, da hun i november talte om visioner i Europa-Parlamentet i Strasbourg og blandt andet lagde op til en fælles europæisk hær. Hun fik stående applaus, og da højrenationale partier buhede af hende, lød hendes svar:

”Herligt. Jeg gør nogle vrede her. Jeg kan mærke, at jeg er i et parlament.”

Friedrich Merz

Den 63-årige advokat repræsenterer et radikalt opgør med den 18 år lange Merkel-æra. Merz er karismatisk og polemisk, og hans anderledes politiske stil og skarpe kritik af kansleren har givet ham tilnavnet ”anti-Merkel”. Han kræver en strammere asylpolitik og beskylder CDU for at ”trække på skuldrene” over det højrenationale Alternativ for Tysklands succes.

Modviljen mod Merkel stikker dybt. I 2002 tvang partiformand Merkel ham fra posten som gruppeformand i Forbundsdagen, han forlod politik i et årti og blev millionær i det private erhvervsliv. For partiets konservative og erhvervsvenlige fløj er han det store håb, som kan vende Merkels kurs mod den politiske midte. Han betoner klassiske familieværdier, taler om en tysk ledekultur og ønsker grænsekontrol og en ”klar prioritering af indre sikkerhed”. CDU’s grå eminence, forbundsdagsformand Wolfgang Schäuble, anbefaler sin personlige ven, hvilket ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel er et tegn på en tilbagevenden til det gamle mandsdominerede CDU før Merkel:

”Hvor mænd som Schäuble og Merz i en spids kommando-tone leverer meddelelser, mens kvinderne mestendels laver kaffe.”

Merz har også markeret sig som stærk EU-tilhænger. Hans politiske pause betyder ifølge tilhængere, at han kan bringe nye impulser til et stagneret parti. Kritikere ser den manglende erfaring som en svaghed og tvivler på, at den økonomiske liberalist og rigmand har nogen fornemmelse for mindre privilegerede vælgere. Selv tilhængere har krummet tæer over nogle af hans udsagn i valgkampen. Han vakte voldsom debat ved at sætte spørgsmålstegn ved den grundlæggende ret til asyl og trak siden i land. Han er langt mere polariserende end sin hovedmodstander, Annegret Kramp-Karrenbauer.

Bliver han valgt, og gør han alvor af sit ønske om en langt mere liberal økonomisk kurs, vil det formentlig betyde enden på regeringskoalitionen med det social-demokratiske SPD.

Annegret Kramp-Karrenbauer

Den 56-årige CDU-generalsekretær og tidligere ministerpræsident i delstaten Saarland er Merkels favorit. Hendes tætte forhold til kansleren har givet hende tilnavnet ”mini-Merkel” – et tilnavn, hun selv afskyr – og sikrer hende stor opbakning i partiet. Som Merkel er Annegret Kramp-Karrenbauer – eller AKK, som partifæller kalder hende – kendt for at være en skarp analytiker, ikke-ideologisk i sine politiske beslutninger og velbevandret i politisk-tekniske detaljer. Hun har bakket Merkel op i flygtningepolitikken, men forsøger samtidig at lægge afstand til kansleren, for eksempel ved at appellere til partiets højrefløj med forslag om at udvise kriminelle asylansøgere for livstid – ikke blot fra Tyskland, men hele Schengen-området. I tråd med kansleren ønsker hun en fælleseuropæisk løsning på flygtningespørgsmålet og advarer mod unilaterale grænselukninger, som risikerer at destabilisere EU.

Hun kan slå på, at hvad de øvrige to kandidater lover af valgsejre, har hun allerede leveret: Som ministerpræsident i Saarland sikrede hun det ellers så pressede CDU 40 procent af stemmerne ved delstatsvalget i 2016. Hun er den mest populære kandidat i meningsmålingerne og bredt baseret i partiet: Populær hos arbejderfløjen og i kvindeorganisationen og samtidig selv stærkt konservativ i social- politiske og etiske spørgsmål. Som barn af en katolsk borgerlig familie med mange søskende er hun stærk modstander af homoseksuelle ægteskaber. C’et i partiets navn – kristeligt – forpligter til en bevarelse af livet, mener hun.

”Jeg er klart imod reklame for abort. Det handler ikke om at tilbageholde information for kvinder. Men en abort er bare ikke en blindtarmsoperation,” siger hun til det katolske nyhedsbureau KNA.

Hun vil fortsætte Merkels politiske midterkurs, og de praktiske ændringer i partiets politik vil formentlig ikke være særligt store. Merkel-trætheden i store dele af baglandet kan holde mange fra at stemme på hende.

Jens Spahn

Den 38-årige sundhedsminister har de seneste år profileret sig som en af Merkels største kritikere og blev spået betydelige chancer for at overtage formandsposten. Men så meldte den 63-årige Friedrich Merz sig som kandidat og løb med al opmærksomheden.

Merz har stort set stjålet Spahns mærkesager, herunder kritikken af Merkels asylpolitik, og Spahn spås ingen chance for at vinde. Men han har alligevel taget valgkampen afslappet og ofte været bedre til at tale til det politiske bagland end de to langt stærkere kandidater. Han har blandt andet krævet, at CDU-politikere skal blive langt bedre til at besøge de højrenationale højborge i Tyskland og engagere sig i en fordomsfri debat med folk der.

Spahn er kulturkonservativ, men progressiv på andre områder, han er selv homoseksuel og gift med en mand. Derfor hælder mange ærkekonservative også mere til Merz. Spahns styrke er, at han er ung og ikke har travlt, så han vil kunne stille op igen.

38-årige Jens Spahn er kulturkonservativ, men progressiv på andre områder, han er selv homoseksuel og gift med en mand. Foto: Markus Schreiber/AP/Ritzau Scanpic
Som Merkel er Annegret Kramp-Karrenbauer – eller AKK, som partifæller kalder hende – kendt for at være en skarp analytiker, ikke-ideologisk i sine politiske beslutninger og velbevandret i politisk-tekniske detaljer. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix
Merz har markeret sig som stærk EU-tilhænger. Hans politiske pause betyder ifølge tilhængere, at han kan bringe nye impulser til et stagneret parti. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix