Verdens yngste statsminister skal forene Finlands venstrefløj

Den 34-årige socialdemokrat Sanna Marin er valgt som Finlands nye regeringsleder. Men verdens yngste statsminister vil næppe søge inspiration hos sin danske kollega, når det kommer til migration og minoritetsrettigheder, vurderer eksperter

Socialdemokratiske Sanna Marin blev tirsdag valgt til statsminister i Finland. Med sine 34 år bliver hun den yngste regeringsleder i verden netop nu.
Socialdemokratiske Sanna Marin blev tirsdag valgt til statsminister i Finland. Med sine 34 år bliver hun den yngste regeringsleder i verden netop nu. Foto: Zhang Cheng Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix.

Som barn i en regnbuefamilie følte socialdemokraten Sanna Marin, at det var svært at tale åbent med sine omgivelser om at vokse op hos to mødre. Hun bar rundt på en ”følelse af at være usynlig”, har hun fortalt i tidligere interview. Men det mærkat passer ikke længere på den 34-årige kvinde, der tirsdag blev valgt til Finlands nye statsminister ved en afstemning i parlamentet.

”Sanna Marin er en fremragende eksponent for Finland som et progressivt land internationalt set, og hun kan meget vel være den rette person til at genstarte et skrantende finsk socialdemokrati. Man skal dog hele tiden huske på, at hun hører til partiets mest venstreorienterede fløj på både velfærd, klima og indvandring, og det kan give hende nogle seriøse udfordringer på sigt,” siger Tuomas Ylä-Anttila, lektor i politisk videnskab ved Helsinki Universitet.

Udskiftningen på posten som regeringsleder kommer efter, at den hidtidige regering med Marins partifælle Antti Rinne i spidsen måtte trække sig i sidste uge som konsekvens af et mistillidsvotum fra regeringspartneren Centerpartiet efter en konflikt om postvæsenet. Og netop samarbejdet med Centerpartiet, der ledes af den 32-årige finansminister Katri Kulmuni, bliver også den umiddelbart største udfordring for Sanna Marin, nu da hun står i spidsen for en regering med fem partier, som også tæller De Grønne, Venstreforbundet og Det Svenske Folkeparti.

Det vurderer professor i statskundskab ved Helsinki Universitet, Pertti Ahonen.

”Det helt store spørgsmål er nu, hvordan Socialdemokratiet og Centerpartiet kommer ud af det med hinanden. Det er mellem de to partier, de største ideologiske forskelle findes. Omvendt er Centerpartiet presset på opbakningen fra vælgerne, og ved et nyvalg ville det blive decimeret kraftigt. Derfor vil de sandsynligvis klamre sig til regeringsmagten,” siger Ahonen, som bakkes op af lektor Tuomas Ylä-Anttila:

”Sanna Marin er mere venstreorienteret end sin forgænger, Antti Rinne, og derfor bliver samarbejdet med henholdsvis De Grønne og Venstreforbundet noget lettere end samarbejdet med Centerpartiet. Samtidig nyder Marin dog stor respekt på tværs af det politiske landskab – en anseelse, hun grundlagde som byrådsformand i sin hjemby Tampere. Desuden kan mange vælgere godt lide hende, og hun har en mere samlende facon end sin forgænger,” siger han.

Efter afstemningen i rigsdagen hilste Sanna Marin sammen med sine ministre på den finske præsident, Sauli Niinisto. – Foto: Lehtikuva/Ritzau Scanpix.
Efter afstemningen i rigsdagen hilste Sanna Marin sammen med sine ministre på den finske præsident, Sauli Niinisto. – Foto: Lehtikuva/Ritzau Scanpix.

Et af de steder, hvor 34-årige Sanna Marin adskiller sig markant fra eksempelvis sin danske kollega Mette Frederiksen (S), er på udlændingeområdet. Her vurderer professor Perrti Ahonen dog, at presset fra den indvandringskritiske del af den finske opposition er så svagt, at det ikke vil give den nye statsminister problemer på den indenrigspolitiske scene lige foreløbig.

”Hvis man får løst den aktuelle udfordring med de finske børn af fremmedkrigere, så vil migrationsspørgsmålet ikke være noget, der for alvor noget kommer til at give en finsk regering problemer her og nu. Og skulle Sanna Marin blive tvunget til at stramme op for at værne sig mod angreb fra oppositionen, vil jeg tro, at hendes koalitionspartnere er villige til at strække sig ret langt for at opretholde regeringens levedygtighed,” siger han.

Sanna Marin har trods sin nye titel som verdens yngste regeringsleder en hel del politisk erfaring. Som 27-årig blev hun byrådsformand i industribyen Tampere, og siden er hun steget støt i graderne – både til næstformand i Socialdemokratiet og senest transport- og kommunikationsminister.

”Jeg har aldrig tænkt på min alder eller mit køn, men kun på de spørgsmål, der fra starten gjorde, at jeg gik ind i politik, og som siden har betydet, at vi har vundet kampen om vælgernes gunst,” sagde Sanna Marin til public service-mediet Yle, efter hun i søndags blev valgt som Socialdemokratiets statsministerkandidat med et snævert flertal.

Ifølge Jenni Karimäki, der er lektor på center for parlamentariske studier ved universitetet i Turku, markerer Sanna Marin da også i højere grad et skifte i opfattelsen af finsk politik i udlandet end et egentligt ideologisk venstresving:

”Ja, hun er indbegrebet af rød-grøn – både når det kommer til migration og miljø og minoritetsrettigheder, men den største forskel bliver, at det ikke længere er en midaldrende mand, der sidder for bordenden. Det har i store dele af Vesten været normen i årtier, men det billede kommer Sanna Marins regering til at lave godt og grundigt om på – og det tror jeg, kan få en rigtig positiv effekt på den fremtidige repræsentation rundt omkring i de magtfulde positioner i samfundet,” siger hun og henviser til, at samtlige fem partiledere i den nye regeringskoalition er kvinder – fire af dem under 35 år.