Prøv avisen

Røde Kors advarer USA mod at politisere nødhjælp til Venezuela

Venezuela er plaget af fattigdom og mangel på basisvarer og medicin. Men nødhjælpsarbejdet må ikke blive en politisk slagplads, advarer Røde Kors. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Røde Kors vil ikke vælge side i den politiske konflikt mellem præsident Maduro og hans udfordrer i Venezuela.

Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) advarer USA om risikoen ved at levere nødhjælp til Venezuela uden om præsident Nicolas Maduro.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, som har udråbt sig selv til præsident, har bebudet, at han vil trodse Maduros forbud mod at lade humanitær hjælp komme ind i landet.

Den amerikanske præsident Donald Trumps administration har annonceret, at USA vil sende humanitær hjælp til Venezuela, når Guaidó efterspørger det.

Røde Kors vil kun deltage i nødhjælpsarbejdet i Venezuela "efter aftale med myndighederne, uanset hvem myndighederne er".

Det siger ICRC's direktør for globale operationer, Dominik Stillhart,

- Vi vil ikke vælge side. Uanset hvad den politiske situation er, så vil vores fokus altid være, hvad vi kan gøre, siger han.

ICRC har rådgivet amerikanske embedsmænd om, at alle planer om "at hjælpe det venezuelanske folk bliver nødt til at være afskærmet fra de politiske drøftelser".

Det oplyser ICRC's direktør for USA og Canada, Alexandra Boivin, fredag.

- Det er selvfølgelig en meget svær samtale at have med USA, siger hun.

- Vi er her for at tydeliggøre risikoen ved de valg, der bliver truffet, og for at tydeliggøre de begrænsninger, der er for vores muligheder for at operere under omstændighederne.

Røde Kors er i dialog med det venezuelanske sundhedsministerium om at udvide nødhjælpsbudgettet i Venezuela til mindst 20 millioner dollar. Det svarer til omkring 130 millioner kroner.

Det udvidede budget vil kunne øge den humanitære hjælp i højrisikoområder ved grænsen mellem Venezuela og Colombia, ligesom det vil kunne øge indsatsen mod malaria i delstaten Bolivar.

Venezuela er i en omfattende krise, som rækker langt ud over den politiske strid mellem Maduro og Guaidó.

Landet er plaget af hyperinflation, ledigheden er høj, fattigdommen tager til, og der er mangel på basisvarer og medicin.

Fra januar til juni sidste år flygtede 2,3 millioner venezuelanere ud af landet. Det svarer til cirka syv procent af befolkningen på 32,8 millioner.

/ritzau/