To liter solsikkeolie. Et kilo linser. Et kilo kikærter. To pakker spaghetti. Et kilo sukker.
Mirna Ghauch tømmer langsomt papkassens indhold for at vise det frem. Hver måned pakker hun og andre frivillige kasser med madvarer, som de uddeler til trængende familier fra sognet, der hører under Skt. Pierre-katedralen i Jbeil, en forstad til Libanons hovedstad Beirut.
Hvor mange kasser, de deler ud, varierer fra måned til måned og afhænger af, hvor mange donationer de får ind. Det er både virksomheder, organisationer og private, der giver, hvad de kan af penge eller madvarer.
”Vi forsøger på alle måder at samle ind for at kunne fortsætte med at hjælpe,” siger Mirna Ghauch, der til daglig arbejder som lærer. Hun er del af den libanesiske afdeling af den internationale katolske hjælpeorganisation Society of St Vincent de Paul, der siden den store eksplosion i Beiruts havn den 4. august 2020 har uddelt kasser med fødevarer. Efterhånden som den økonomiske situation i landet er forværret, er behovet steget.
”Situationen bliver værre for hver dag, der går,” siger Mirna Ghauch.
Dobbelt så mange er nu fattige
Libanon befinder sig i en økonomisk krise af uhørt omfang.
Det begyndte i 2019, men bunder i årtier med massiv korruption og dårlig regeringsførelse – Verdensbanken har da heller ikke tøvet med at give landets politiske og finansielle elite ansvaret for den desperate situation.
”Det går kun én vej og det er nedad. Hurtigt.”
Sådan lyder den korte konklusion fra Niels Juel, der er landechef for Dansk Røde Kors i Libanon. Det er ét år siden, han ankom, og på det år har han observeret, hvordan situationen er forværret.
”I dag er prisen for en dollar steget fra 30.000 til 33.000 pund – det er et tab på 10 procent på blot én dag. Det er jo helt vildt,” siger han og ryster på hovedet.
For et år siden var kursen det halve, og den vilde inflation – 145 procent i 2021 – udhuler de hårdt prøvede libaneseres opsparing og æder sig ind på deres nerver.
Kristeligt Dagblad møder Niels Juel i ABC Mall, et indkøbscenter i det hippe Ashrafieh-kvarter i hovedstaden Beirut. Her ligner livet mere eller mindre sig selv fra før det økonomiske kollaps – dyrt tøj i smarte butikker, unge mennesker med shoppingposer over armene og høje priser i fikse cafeer. Men det er alt sammen en illusion.
”Det her er en boble, hvor de 10 procent af libaneserne, der stadig lever godt, kan lade som om, alt er i orden – men uden for denne boble er det en helt anden historie. Der er der reel desperation,” siger Niels Juel og slår ud med armen.
FN vurderer, at antallet af fattige i Libanon er mere end fordoblet siden 2019. Nu kan 82 procent af befolkningen karakteriseres som værende fattige, fordi de lever med afsavn af for eksempel mad, medicin, elektricitet, benzin eller adgang til sundhedsydelser og uddannelse. Over en halv million skolebørn er taget ud af skolen.
Krigen i Ukraine har ikke hjulpet på situationen. På et år er prisen for tyve liter benzin steget fra 40.000 til over 600.000 pund, hvilket betyder, at folk ikke kan komme omkring og heller ikke kan købe diesel til generatorerne, der er nødvendige for at supplere en yderst upålidelig statslig strømforsyning.
Også fødevaresituationen er anspændt. Libanon er afhængig af import, og Rusland og Ukraine leverede tilsammen 80 procent af landets hvedeforbrug.
For at forstå præcis, hvor massiv forandringen i Libanon har været, skal man holde sig for øje, at det blot er et par år siden, at landet var en mere eller mindre velfungerende stat med priser på europæisk niveau. Mellemøstens Schweiz, blev landet kaldt. Libaneserne er generelt veluddannede, og den velhavende middelklasse handlede i ABC Mall, havde to-tre biler og tog på ferier rundt om i verden.
”Nu er en stor del af den libanesiske middelklasse fanget i fattigdom. Det er mennesker, der levede behagelige liv, og som nu skal træffe hårdere og hårdere beslutninger og har svært ved at brødføde deres børn,” forklarer Niels Juel og fortsætter:
”Samtidig øger det presset på dem, der allerede levede nederst i samfundet før – for middelklassen er veluddannet og vil overtage de få job, der er til rådighed. Det er dramatisk og virkelig skidt for alle.”
Syriske flygtninge kæmper på bunden
Dansk Røde Kors støtter den libanesiske afdeling af nødhjælpsorganisationen, der både leverer sundhedsydelser og giver månedlige pengetilskud til folk med brug for hjælp. For at få overblik over den humanitære situation i landet har Libanesisk Røde Kors lavet en omfattende undersøgelse med mere end 50.000 interviews. Konklusionen er, at to millioner mennesker – en tredjedel af befolkningen – lever op til kriterierne for at modtage hjælp. Men der er langt fra penge til at dække behovet.
”Et skud fra hoften er, at 80 procent af behovet i Libanon ikke er dækket,” siger Røde Kors-chefen, der roser Libanesisk Røde Kors for deres arbejde.
Hvordan situationen er forværret, er tydeligt at mærke, når man bevæger sig omkring i Libanon.
Der hviler en underlig stemning over landet. Afventede og anspændt på en gang. Som et låg, der kun lige dækker gryden og en gang imellem presses op af det spilkogende vand, der bobler ud over kanten og får frigivet noget damp.
Især i de tidlige morgentimer er der flere tiggere i gaderne, end der var for et år siden. Gamle mænd, der skubber deres lige så gamle koner rundt i kørestole eller går ind på caféer for at bede om penge med rystende stemmer. Unge kvinder, der sidder lænet op ad husmure med to-tre børn omkring sig. Beskidte unge drenge, der indtrængende beder dig om at købe en flaske vand.
Mange af dem er syriske flygtninge, der i forvejen levede et liv på kanten af samfundet. Det estimeres, at Libanon, der har en befolkning på knap 6 millioner, huser 1,5 millioner syrere – dertil kommer palæstinensiske flygtninge.
Selvom FN har opgjort, at 88 procent af flygtningene lever under vilkår, der ikke lever op til minimale betingelser for at leve, skaber presset fra toppen til bunden, som Niels Juel taler om, en stigende modvilje mod flygtningene.
”De får hjælp af FN og alle hjælpeorganisationer – hvad med os?! Hvad med det libanesiske folk?” lyder det igen og igen.
På mange måder føles det, som om det blot er et spørgsmål om tid, før låget for alvor ryger af, og det hele eksploderer.
En fejlslagen stat
Niels Juel har været mere end 20 år i Røde Kors og har erfaring fra over 40 lande, herunder Afghanistan og Syrien, hvor han opholdt sig, inden han ankom til Libanon. På trods af alt han har oplevet, er situationen i Libanon krøbet ind under huden på ham.
”Det er skræmmende at være vidne til, hvordan et land falder totalt fra hinanden og udvikler sig til en fejlslagen stat,” siger han, helt bevidst om hvad der ligger i det begreb.
Verdensbanken har lovet Libanon en kapitalindsprøjtning på over 20 milliarder kroner, som skal uddeles til befolkningen som kontanttilskud. Håbet er, at det vil sætte gang i økonomien og give folk mulighed for at agere. Men for at det vil ske, skal der indrømmelser og reformer til, som få tror på vil manifestere sig.
Spørgsmålet er også, om landets nyvalgte parlament overhovedet kan blive enige om at danne en regering – hvilket er et tilbagevendende problem i det sekteriske Libanon – og om, skulle det lykkes, kapitalindsprøjtningen reelt vil gøre en forskel.
”Tre milliarder er et stort beløb, men det er ikke nok til at få et land tilbage på sporet. Det kan afbøde noget af slaget, men det vil ikke stoppe faldet,” siger Niels Juel og læner sig frem i stolen:
”Ingen er optimistiske. Alt falder fra hinanden, og det er sandsynligt, at tingene bare vil fortsætte med at forværres – det er svært at forestille sig et scenario, hvor det ikke vil ske.”
Endnu er volds- og kriminalitetsstatistikerne ikke gået amok, hvilket på mange måder er uforståeligt. Med en deroute, som den Libanon står i, burde der herske anarki, bål og brand. Nogle taler om, at der blandt libaneserne hersker en helt særlig viljestyrke og en grad af sammenhold. At det er den, der får folk til at holde ud og fortsætte i flok. At det er den, der får de mange lokale initiativer og organisationer – som Mirna Ghauch og Society of St Vincent de Paul – til at fortsætte med at hjælpe og støtte, hvor de kan. Eller som der står at læse på ryggen af en ung kvindes t-shirt, som hun går ned ad gaden i Beiruts lune eftermiddagssol: ”We go down together” – vi går under sammen.