Det israelske politi havde i går atter lagt restriktioner på adgangen til al-Aqsa-moskékomplekset. Kun mænd over 50 år og kvinder i alle aldre fik lov til at bede deres fredagsbøn på Haram al-Sharif, også kaldet Tempelpladsen. De yngre mænd var henvist til at bede i gaderne, der leder til Jerusalems gamle bydel, blokeret af politiafspærringer. Men modsat forrige uge udviklede det sig ikke til optøjer, da middagsbønnen var forbi.
Al-Aqsa har med sin tunge religiøse og politiske symbolske ballast ofte være kilde til uroligheder, der til forveksling har lignet dem, man har oplevet i Jerusalem i de seneste to uger.
I årene 1927, 1929 og 1936-1939 protesterede arabiske palæstinensere mod, at det britiske mandatstyre tillod jødisk indvandring ved at kaste sten fra den muslimske Haram al-Sharif-plads ned på bedende jøder ved Grædemuren. Uroen spredte sig derefter. I 1951 blev Jordans kong Abdullah I skudt og dræbt af en lokal palæstinenser foran al-Aqsa-moskéen.
Efter Seksdageskrigen og den israelske besættelse af Vestbredden og annektering af Østjerusalem i 1967 bad Israel det jordanske kongehus om at lade de jordanske religiøse myndigheder, Wakf’en, blive på Haram al-Sharif-pladsen og fortsat varetage et religiøst ansvar for området.
Ved indgangene hængte israelerne skilte op med et ortodokst religiøst forbud mod, at jøder betrådte Tempelpladsen for at forhindre dem i at vanære de to jødiske templer, der oprindeligt eksisterede. Det Gamle Testamente forbyder således alle undtagen ypperstepræsten at træde på ”det allerhelligste” i templet, et sted ingen i dag kan vide, hvor er. Turister kunne derimod besøge pladsen, undtagen under bøn.
I en årrække var balancen forholdsvis let at opretholde. Wakf’en holdt ro og orden inde på Templepladsen/Haram al-Sharif, og det israelske politi overvågede sikkerheden udenfor.
Problemer opstod for alvor i forbindelse de folkelige palæstinensiske oprør imod den israelske besættelse, intifadaerne, i henholdsvis 1987 og 2000. Den anden intifada begyndte, da den israelske oppositionspolitikker og senere premierminister Ariel Sharon under en valgkamp besøgte stedet og erklærede israelsk suverænitet over Tempelpladsen. Protesten udviklede sig til blodige sammenstød og terror gennem flere år.
Af frygt for uroligheder har det israelske politi i flere år i anspændte perioder lagt aldersrestriktioner på de muslimske bedende. Israelsk politi har flere gange stormet Haram al-Sharif/Tempelpladsen for at forhindre benzinbomber og stenkast på jødiske bedende ved Grædemuren.
I 2000-2003 var Haram al-Sharif lukket for alle andre end muslimer, men turister kan nu igen besøge stedet uden for de muslimske bønnetider,. Kun muslimer må bede på Tempelbjerget, og det israelske politi kontrollerer og konfiskerer eventuelle bønnebøger og bedesjaler. Det er særligt opmærksomt på en mindre gruppe ortodokse jøder, der kræver ret til at bede på Tempelpladsen.
Den seneste runde uroligheder opstod, efter at tre israelske palæstinensere den 14. juli smuglede våben ind i al-Aqsa-komplekset og derfra skød og dræbte to israelske betjente. Israel reagerede ved at opstille metaldetektorer ved indgangene til Haram al-Sharif. Detektorerne blev opstillet uden aftale med Wakf eller det jordanske kongehus, og det var med til at skabe vrede og et internationale pres, der i torsdags førte til at Israel fjernede alle metaldetektorer og nye overvågningskameraer, så status quo, bønnen i al-Aqsa og dialogen mellem Israel og Wakf’en kunne blive genoprettet.