Parallellerne til moderne popkultur er oplagte, når det handler om unge piger fra vestlige lande, som vælger at slutte sig til den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.
Propagandavideoer viser således mænd med vind i håret, som står på ladet af en Toyota, og viser deres våben, som var det en musikvideo.
Der er nærmest tale om en fankultur - og pigerne omtaler sig selv som The Kalifattes - som var de korpiger i et popband ved navn Kalifatet. Men der er tale om unge piger og kvinder, som fuldt og helt støtter de brutale og blodige metoder, Islamisk Stat bruger i kampen for at skabe netop en islamisk stat i Syrien og Irak.
Men hvem er de kvinder, som i stigende grad forlader deres trygge liv i vesteuropæiske lande? Et præcist svar er svært at give, men et kvalificeret bud kommer fra seniorforsker Erin Saltman fra tænketanken Institute for Strategic Dialogue (Institut for Strategisk Dialog) i London.
Hun er medforfatter til en rapport, som har forsket i de såkaldte jihad-brude ved at følge deres aktiviteter på de sociale medier og på internettet. For Erin Saltman og hendes kolleger har det været afgørende, at de blot har fulgt kvinderne, uden at gå ind i en dialog med dem.
”Det var en stor beslutning. Man føler altid trang til at tale med dem og dermed forsøge at forstå, hvad det er ved jihad, der drager dem. Men vi ved fra andre undersøgelser, at hvis de ved, de bliver iagttaget, vil de ændre den måde, de taler og agerer på de sociale medier på,” siger Erin Saltman, som også peger på, at sporene fra andre undersøgelser skræmmer.
Eksempelvis har forskere fra universitetet King's College i London fortalt, hvordan de var i dialog med jihadister, som ønskede hjælp til at vende tilbage til Storbritannien - og at nogle af de mænd i stedet er endt i torturkamre i Syrien og Irak, hvis de ikke er henrettet af Islamisk Stat.
Tænketanken vurderer, at omkring 500 kvinder har tilsluttet sig Islamisk Stat, men rapporten er baseret på 13 kvinder, hvoraf det har været muligt at fastslå oprindelsesland og omtrentlig alder på de 11. Blandt de kvinder er ingen, som har udtrykt tvivl om sagen.
”Der er en bevidsthed om, at de ikke må tale dårligt om kalifatet. Deres rolle på de sociale medier er at lave propaganda og fortælle, hvor vidunderligt det er,” siger Erin Saltman.
Men når det er sagt, er det ikke nødvendigvis en dans på roser at være kvinde i kalifatet.
”Vi får hentydninger om problemerne i dagligdagen. At der ikke altid er elektricitet, at du skal lære, hvordan du vasker tøj i hånden, hvilket er et chok for nogle.”
Erin Saltman og hendes kolleger er også stødt på ”hashtags” - hvilket er nøgleord på Twitter - som siger ”nobodycaresabout-thewidow” - at ingen tænker på enken, når hun mister sin jihadiske ægtemand.
”Vi har også hørt den forfærdelige historie om en kvinde, der ufrivilligt aborterer og har stærke blødninger, men som bliver ignoreret på hospitalet, fordi hun er udlænding og ikke kan kommunikere på arabisk,” siger hun.
Ud over Twitter er det blogs på internettet, billeder på Tumbler og Instagram samt spørgetimer på forskellige hjemmesider, som er med til at give et indblik i, hvordan kvinderne skal inspirere og hjælpe andre til at tilslutte sig Islamisk Stat.
Her svarer de unge kvinder på spørgsmål om, hvordan man skal være klædt for at krydse grænsen, hvor hurtigt de bliver gift med en hellig kriger, og om man er for gammel til at blive jihad-brud, når man er 26 år.
”Vi har ofte et stereotypt billede af, hvad det vil sige at være muslimsk kvinde, at de er underdanige, passive og lever et ensomt liv. Men vi kan se på deres liv online, at de ikke er passive. De kommunikerer, og det er ikke ofte, vi kan sige, at de er mindrebegavede kvinder. Det er de ikke,” svarer hun indledningsvis på spørgsmålet om, hvad hun har fundet mest chokerende.
”Men de er også meget villige til at støtte vold og opfordre andre til at begå vold. Og de udtrykker også deres egen trang til at kæmpe og udøve voldelige handlinger i til tider meget bloddryppende detaljer. At de vil udføre halshugninger, og at de vil føre kniven. Det kan være chokerende for især et vestligt publikum, men vi skal forstå, at disse kvinder er lige så radikaliserede som mændene,” siger hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt kvinderne også deltager i den væbnede kamp, lyder et meget bestemt ”nej”.
”Det er meget afgørende. Du kan ikke kalde dem jihad-kvinder eller kvindelige udenlandske soldater. Det er derfor vi kalder dem kvindelige vestlige migranter. Og de kalder sig selv migranter - 'muhajirat',” siger Erin Saltman.
Erin Saltman afviser, at billeder af tilslørede kvinder bevæbnet med kalashnikov-automatrifler er af kvinder, der kæmper for Islamisk Stat.
”Blandt nogle kvinder er der en frustration. De vil ikke sige direkte, at de er skuffede, så de siger, at deres roller er som hustru og moder. Det er gjort klart for dem fra starten, at de ikke får lov til at kæmpe. Men der er måske stadig det falske håb. Ordlyden er, 'at kvinder ikke kæmper i denne fase af kampen, fordi mændene er så stærke, og der er ikke behov for os',” forklarer hun.
Navnet Islamisk Stat er tæt forbundet med islam, men det er ikke ensbetydende med, at kvinderne har et indgående kendskab til troen og Koranen.
”Der er forskellige grader af religiøs bevidsthed. Men generelt gælder det både for mænd og kvinder i Islamisk Stat, at de ikke er stærkt religiøse. Vi ser også en højere andel i forhold til befolkningen generelt, som er konvertitter. Derimod ser vi ikke mennesker, som var pligt-opfyldende muslimer fra en tidlig alder; snarere mennesker, der har været mere passive muslimer, og som så tager religionen til sig,” siger Erin Saltman.
Således er det ikke en stærk teologisk bevidsthed, men den mere kulturelle og politiske version af islam, som de har taget til sig.
Erin Saltman fremhæver, at udenlandske kvinder har en særlig status:
”Vi har ikke rapporter om voldtægt og seksuelt misbrug. Vestlige kvinder bliver behandlet anderledes. Det er kendt, at de vil være en del af propagandamaskinen. En lokal kvinde, som ikke vil være jihad-brud, står over for en helt anden skæbne.”
De unge kvinder bliver typisk placeret i et herberg efter ankomsten og bliver så hurtigt giftet bort til en jihadist - typisk en mand, som taler samme sprog. Generelt kan de frivillige fra Vesten nemlig ikke tale arabisk, hvilket også går igen på de sociale medier, hvor de kun bruger arabiske slagord som kafir (hedning) og kalifatet.
Flertallet af kvinderne er unge fra de sene teenageår til først i 20'erne. Men der er piger helt ned til 13 år, og i den anden ende midaldrende husmødre, som er kommet med mand og børn. Beslutningen om at tilslutte sig Islamisk Stat betyder dog typisk, at de bryder med familien.
”Selv familier, som ser sig som muslimer, vil være totalt forfærdede over, at deres børn tager del i en terrororganisation. Så de er meget chokerede, og radikaliseringen ses sjældent i den direkte familie. Men der er eksempler på, at søskende følger efter deres radikaliserede søskende,” siger Erin Saltman.
Hun ser Islamisk Stat som en del af de unges idealistiske teenageoprør.
”På sin vis leder de efter en måde at ændre verden på til det bedre, og ekstremistiske grupper spiller på det. Propagandaen er stærk, billederne er meget dragende for en ung person. Det er den samme type person, der vil binde sig selv til et træ, som virkelig føler, at Islamisk Stat er en humanitær sag.”
En ting er at forstå, hvad der får unge kvinder til at tage et så drastisk valg. Noget andet er at forebygge.
”Vi skal have programmer målrettet mod kvinder, så afradikaliseringen bliver mere nuanceret. Vores modpropaganda skal ikke kun være rettet mod mænd. Vi skal også have programmer, som er rettet mod de kvinder, når de vender tilbage,” siger Erin Saltman.