Romney vandt de evangelikale

Valgdata viser, at USAs evangelikale er villige til at stemme på en mormon

Mitt Romney fik mange stemmer fra de evangelikale kristne ved det netop overståede præsidentvalg i USA.
Mitt Romney fik mange stemmer fra de evangelikale kristne ved det netop overståede præsidentvalg i USA. Foto: Wikimedia Commons.

Bekymringer om, at republikaneren Mitt Romneys mormontro ville få USAs hvide evangelikale vælgere til at vende ham ryggen, synes at være gjort til skamme ved præsidentvalget i tirsdags.

LÆS OGSÅ: Løkke og Pind giver kold skulder til Romney

Ifølge en analyse fra Pew Forum on Religion & Public Life stemte hele 79 procent af de hvide evangelikale vælgere på Mitt Romney, hvilket var en højere andel end de 74 procent, der bakkede op om den republikanske kandidat i 2008, John McCain. Samtidig vandt Romney opbakning fra en højere andel af religiøst konservative hvide katolikker, end McCain gjorde for fire år siden. Samlet set stemte næsten 6 ud af 10 vælgere, der går i kirke mindst en gang ugentligt, på Romney.

Mitt Romney var den første præsidentkandidat i USA med religiøse rødder uden for det traditionelle katolske og protestantiske trosfællesskab, og i begyndelsen af hans kandidatur udtrykte mange vælgere betænkeligheder ved at stemme på en mormonsk kandidat, mens flere toneangivende evangelikale ledere advarede mod mormonske doktriner. Romney knyttede imidlertid bånd med det højrekristne Amerika ved at lægge vægt på fælles sociale og økonomiske værdier, og i selve valgkampen var kandidatens gudstro et fraværende emne.

Mens Mitt Romney vandt opbakning fra store dele af det kristne Amerika, gik Barack Obama tilbage blandt både jøder, evangelikale og katolikker i forhold til for fire år siden. De hvide evangelikales og katolikkers opbakning var imidlertid ikke tilstrækkeligt for Mitt Romney til at vinde valget. Det skyldes til dels, at disse grupper udgør en mindre andel af vælgerne i dag, hvor amerikanerne generelt bliver mindre hvide og mindre kristne.