Ba ka maare. Vi skal nok klare den – eller som Angela Merkel sagde: ”Wir schaffen dass” – lyder det jævnligt på det lokale madi-sprog i det nordlige Uganda. Ba ka maare.
I løbet af det seneste halve år er flere end 450.000 sydsudanre søgt over grænsen til Uganda – et af verdens fattigste lande med et bruttonationalprodukt pr. indbygger, der er 77 gange lavere end Danmarks. Men de ugandiske myndigheder fastholder, at alle flygtninge er velkomne. Landet har en åben grænse, og i samarbejde med FN og det øvrige internationale samfund agter man at planlægge sig ud af udfordringen.
”Der er intet, der tyder på, at der snart bliver fred i Sydsudan. Så vi må gå ud fra, at der kommer flere flygtninge, og at de bliver her længe. Derfor arbejder vi med langsigtede løsninger. Vi skal sørge for, at folk kan få noget at leve af, så de kan klare sig selv,” siger Robert Baryamwesiga.
Han er den ugandiske regerings øverste repræsentant i Bidibidi-bebyggelsen, som blev åbnet i august sidste år og nu huser flere end 270.000 flygtninge.
Som andre steder i Uganda, hvor man har modtaget flygtninge, blandt andet congolesere i den sydvestlige del af landet, har alle flygtninge i Bidibidi fået et stykke jord, cirka 900 kvadratmeter, hvor de kan indrette sig med 2-3 beboelseshytter, ildsted og køkken, latrin og måske en lille køkkenhave. Mange hytter er allerede færdige, men som stor hvid konfetti drysset ud mellem stråtagene og de første udsprungne træer ser man også stadig de hvide og blå presenninger fra UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat. De bliver flittigt brugt som nødtørftig overdækning.
”Det er den sværeste fase lige nu. Alt er midlertidigt, men det er vigtigt, at vi får stabiliseret situationen. Det er herfra, at resten af flygtningenes liv begynder,” siger Robert Baryamwesiga.
Han undrer sig over spørgsmålet om, hvorfor Uganda tager så mange flygtninge. Hvad er fordelen for landet?
”Det er ikke et spørgsmål om fordel, men om ansvar. Uganderne er hjælpsomme. De gamle kvinder og mænd i landsbyerne kender ikke regeringens officielle politik, men de tager alligevel venligt mod de flygtninge, der passerer igennem,” siger han, men tilføjer så, at nogen fordel har Uganda da af sin åbne flygtningepolitik.
”Det giver os gode naboer, at vi støtter dem, nu hvor de har brug for det. Det husker de, når de vender tilbage på et tidspunkt. Det skaber også handel og omsætning at have flygtningene her. De køber på vores markeder, så det åbner nogle muligheder både for dem og os, at de er her,” siger Robert Baryamwesiga, der er uddannet socialarbejder og jurist.
Opbygningen af Bidibidi er den sjette store katastrofeindsats, han har ansvaret for.
Rose Talaka kom til Bidibidi i oktober sidste år. Hun er 32 år, gravid i niende måned og mor til fem andre børn. Det er graviditeten, hun kan takke for, at hun – ud over den månedlige fødevarepakke til alle familier fra FN’s verdensfødevareprogram WFP – får et ekstra tilskud fra Folkekirkens Nødhjælp i Danmark. En gang om måneden får hun 37.500 ugandiske shilling (cirka 75 kroner), som hun kan bruge til at købe friske grøntsager, fisk eller andet, børnene og familien mangler.
I dag er pengene lige blevet udbetalt, og Rose Talaka går målrettet til det lille marked, som hurtigt er opstået i hendes område af Bidibidi. Omkring 30 kvinder sidder på jorden i korte, lige rækker under hastigt sammenbankede overdækninger og falbyder deres varer: små tørrede fisk, tomater, kål, okra, masser af rødløg. Bag stadepladserne ligger et par enkle restauranter under UNHCR-presenninger, hvor man kan spise en portion kogte kartofler ved et lille bord med hæklet lysedug for 1000 shilling (2 kroner).
Rose Talaka vælger at købe et par deciliter tørrede fisk og tre tomater med hjem. Det koster fire kroner og skal sammen med majsgrød række til hendes egne fem børn, hendes svigerfar, hendes søster og søsterens tre børn.
”Det er vores største måltid her midt på dagen. Vi spiser kun to gange om dagen,” forklarer Rose Talaka, mens hun rører de tørrede fisk og lidt vand sammen med svitsede tomater og løg over ildstedet mellem hytterne.
Hun har svært ved at få tiden til at gå.
”Derhjemme havde vi travlt. Vi dyrkede vores jord. Jeg var noget. Jeg gik på markedet og solgte grøntsager. Her er arbejdet hurtigt lavet, og så sidder jeg bare. Om natten hvirvler tankerne rundt i mit hoved. Jeg tænker på alt det, vi gjorde derhjemme,” siger hun.
Som for de øvrige sydsudanske flygtninge var det angsten for at blive skudt eller overfaldet, der fik familien til at søge til Uganda. Der var skyderierne omkring landsbyen, men så var der også drabet på hendes tantes søn. Rose Talaka ved ikke, hvem der gjorde det. Kun hvordan han blev fundet.
”De havde skåret ham i småstykker. Det skræmte os alle sammen,” siger hun.
Nu spekulerer hun uroligt på, hvad der er sket med hendes mand. Han tog tilbage til Sydsudan for en måned siden for at hente sin mor med i sikkerhed. Hun var syg, da familien flygtede, og de måtte efterlade hende hos andre i landsbyen. Men siden manden tog af sted, har Rose Talaka ikke hørt fra ham, og hun frygter det værste.
Det er kun få dage siden, at tre brødre fra en af de små restauranter blev overfaldet af soldater, da de var taget tilbage til Sydsudan for at hente lidt ejendele. To af brødrene blev dræbt på stedet. Den sidste blev ramt i låret, men overlevede og kunne ringe hjem og fortælle, hvad der var sket. Nu venter hans familie på, at det lykkes for ham at krydse grænsen.
”I begyndelsen spurgte børnene hele tiden, hvorfor de skulle være her, og de plagede om at komme hjem. Jeg har forklaret dem, at vi er nødt til det, fordi der er krig, og folk bliver skudt, og de forstår det godt. Men en gang imellem spørger de alligevel, om de ikke snart må komme hjem,” siger den 32-årige kvinde.
Kristeligt Dagblad var inviteret til Uganda af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af organisationens sogneindsamling den 12. marts.