Prøv avisen
Portræt

Royal fødselar holder sammen på Storbritannien

Torsdag fylder dronning Elizabeth 90 år. Foto: Leon Neal/AFP/Scanpix

To store begivenheder dominerer i øjeblikket mediebilledet i Storbritannien: EU-valgkampen og dronning Elizabeth II’s 90-årsfødselsdag. Men hvor den politiske situation bærer præg af kaos, er dronningen briternes faste holdepunkt

Først led Storbritannien under en identitetskrise, da skotterne i 2014 stemte om at løsrive sig fra Det Forenede Kongerige, men dog blev i folden. Nu er identiteten som EU-medlemsland på spil op til folkeafstemningen den 23. juni. Men mens den britiske premierminister, David Cameron, i begge situationer har stået på vaklende grund, har den folkekære, men ikke nødvendigvis folkelige dronning Elizabeth II hele tiden været Storbritanniens faste holdepunkt.

”Over de seneste 63 år har Hendes Majestæt fremstået klippefast i en verden, der konstant har forandret sig. Hendes uselviske sans for at regere og være pligtopfyldende har skabt beundring. Ikke bare i Storbritannien, men over hele verden,” sagde David Cameron sidste år ifølge nyhedsbureauet Reuters.

At hun torsdag kan fejre sin 90-års fødselsdag, skjuler hun godt. Hvor de fleste forlængst ville være gået på pension, havde dronning Elizabeth sidste år 341 officielle opgaver, hvilket vidner om, at hun fortsat er et stabilt og vellidt samlingspunkt for briterne.

”Nu fylder hun 90 år, men hun er bemærkelsesværdig energisk og er en ledende kraft for familien,” sagde hendes barnebarn prins William i en tale i sidste uge.

”Hun er måske nok min bedstemor, men hun er også i meget høj grad chefen,” fortsatte han.

Da hun blev født i 1926, var der ikke meget, som pegede i retning af, at hun skulle blive ”chefen”, for det var slet ikke meningen, at hun en dag skulle overtage tronen. Planen ændrede sig, da hendes onkel, Edward VIII, abdicerede i 1936 efter kun 326 dage på grund af sit forhold til den fraskilte amerikaner Wallis Simpson, og hendes far blev konge. For at undgå at hun var lige så uforberedt på at overtage tronen som sin far, oplærte forældrene hende til den livslange rolle som Storbritanniens regent – en rolle, som hun pligtopfyldende tog på sig.

”Jeg erklærer for jer alle, at hele mit liv, værende langt eller kort, vil jeg hellige mig til jeres tjeneste,” sagde hun i en radiotransmitteret tale på sin 21-årsfødselsdag i 1947.

Samme år blev hun gift med prins Philip, og i den forbindelse er lidt af et unikum for nylig dukket op i et auktionshus i byen Chippenham i det sydvestlige England. Blandt genstande som en messebog fra det 15. århundrede og dronning Victorias undertøj er et sjældent håndskrevet brev, der giver et indblik i de tidlige stadier af romancen mellem den kommende dronning Elizabeth II og prinsen med græske og danske royale aner, og hvordan de mødtes kort inden Anden Verdenskrig.

”Den første gang, jeg husker, jeg mødte Philip, var i Royal Naval College, Dartmouth, i juli 1939 lige inden krigen. Jeg var 13 år, og han var 18 og en kadet. Han sluttede sig til flåden ved krigens udbrud, og jeg så ham kun lejlighedsvis, når han havde orlov. Jeg formoder, det var to gange i løbet af tre år,” skriver dronningen indledningsvist i det knap 70 år gamle brev.

Med mere end seks årtier på tronen har dronning Elizabeth overhalet sin tipoldemor dronning Victoria som den længst siddende monark i Storbritanniens historie. Og på trods af den modne alder er der ikke noget, som indikerer, at hun vil abdicere. Faktisk er abdikation lidt af et fy-ord i de royale kredse, skriver kongehuskender Stephen Bates i den britiske avis The Guardian.

”Abdikation er noget, du aldrig nævner i dronningens nærvær. Det er som at bande i en kirke,” skulle en af kongehusets tjenestemænd have sagt til Stephen Bates.

Historiker Anna Whitelock mener dog, at det ikke kun er dronningens pligtopfyldende karakter, som holder hende på tronen. Tronfølgeren, prins Charles, der efterhånden er blevet 67 år, har ikke nær samme popularitet i befolkningen som dronningen, og derfor kan monarkiet komme under pres, når hendes regeringstid engang er forbi. Den folkelige opbakning er nemlig i høj grad knyttet til dronning Elizabeths person og ikke til selve monarkiet som institution, påpeger Anna Whitelock i et indlæg i den britiske avis The Daily Mail.

”Der er ingen garanti for monarkiets langsigtede overlevelse især nu, hvor der stilles spørgsmålstegn ved så mange aspekter af vores forfatning, som for eksempel førte til afstemningen om den skotske uafhængighed og Storbritanniens EU-medlemskab. Dronningen repræsenterer en beroligende konti-nuitet, men den brede opbakning til monarkiet kan hurtigt forsvinde,” skriver hun.

Ved dronning Elizabeths 60-årsjubilæum som regent i 2012 udsendte det britiske postvæsen et særfrimærke med dronningen, som hun så ud, da hun blev regent.