Israelske forældre kan frit vælge, om de vil omskære deres drengebørn: Kun få vælger det fra

Størstedelen af jødiske og muslimske forældre i Israel vælger at følge religion og tradition og lader deres drengebørn omskære. En lille gruppe israelske forældre vælger at lade være, men de vælger ikke for andre. Kristeligt Dagblad har mødt et sekulært jødisk par, der var uenige om valget

På en ortodoks jødisk børnekirurgs klinik i Ramat Gan nær Tel Aviv favner et ungt israelsk ægtepar deres otte dage gamle søn få minutter efter, at lægen har gennemført drengens rituelle jødiske omskæring, brit milah. Men der er også israelske forældre, der fravælger at få deres nyfødte sønner omskåret. – Foto: Hanne Foighel.
På en ortodoks jødisk børnekirurgs klinik i Ramat Gan nær Tel Aviv favner et ungt israelsk ægtepar deres otte dage gamle søn få minutter efter, at lægen har gennemført drengens rituelle jødiske omskæring, brit milah. Men der er også israelske forældre, der fravælger at få deres nyfødte sønner omskåret. – Foto: Hanne Foighel.

”Jeg kan ikke være 100 procent sikker, men det ser ud til, at det er en dreng,” sagde gynækologen, endnu mens han holdt ultralydsscanneren mod Mayas maveskind.

Mayas mand, Yaron, sad ved siden af undersøgelsesbriksen med hendes hånd i sin. Det var første gang, de så det barn, de ventede. Ingen sagde et ord. ”Er der noget i vejen?”, spurgte lægen.

”Nu bliver vi jo tvunget til at finde ud af, hvad vi gør,” svarede det unge par.

De havde håbet, at deres første barn ville blive en pige, så de kunne undgå diskussionen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Selvfølgelig omskærer i jeres søn. Han skal ikke gennemleve mit traume. Jeg blev ikke omskåret, fordi min far, der overlevede holocaust, besluttede, at hans sønner ikke skulle kunne identificeres som jøder. Det har plaget mig hele livet,” sagde den ældre gynækolog.

Men så let var det ikke for Maya og Yaron Lavie.

Allerede som tiårig havde Maya besluttet, at hvis hun en dag fik en søn, skulle han ikke omskæres. Hun havde set en dokumentarfilm, der handlede om en gravid israelsk kvindes overvejelser omkring brit milah, den traditionelle jødiske omskæring af drenge på ottendedagen. Hun husker, at den viste omskæring i forskellige religioner og traditioner indflettet filmmagernes personlige og skeptiske samtaler med læger, religiøse vejledere, psykologer, mænd og kvinder om jødisk identitet, omskæring, om sundhed og om sex med og uden forhud.

”Jeg forstod dengang ikke, hvordan filmmageren til sidst besluttede at omskære sine sønner. Men jeg besluttede, at det ville jeg aldrig gøre. Det har været min holdning lige siden. Og det har jeg altid fortalt mine kærester. Yaron har fra første dag vidst, at skulle vi have en familie sammen, så ville jeg nægte at omskære drengene,” fortæller hun.

Maya er født i Tel Aviv. Hun er 34 år, læser til talepædagog, har læst psykologi og har i mange år arbejdet med autistiske børnehavebørn. Hun er jøde og ateist. Fra barndomshjemmet og bedsteforældrene kender hun jødiske traditioner og helligdage og holder af dem, men ”Gud har aldrig været en del af mit forhold til det jødiske”, siger hun.

Yaron er 37 år, arbejder i et it-firma og født i en kibbutz. Hans bedsteforældre var blandt kibbutzens grundlæggere og erklærede ateister. Den socialistiske kibbutzbevægelse tog generelt afstand fra den jødiske religion, men lagde stor vægt på de jødiske traditioner. Brit milah var tradition. Som alle kibbutzens drenge blev Yaron omskåret.

”Jeg er født som ateist, men samtidig er jødisk identitet og tilhørsforhold meget vigtigt for mig. Jeg har altid elsket at føle mig som en del af en gruppe. I kibbutzen var vi alle ens, og jeg anså det som almindeligt, at (drenge)børn bliver født og bliver omskåret; får brit milah. Det er en del af at høre til. En del af vores jødiske identitet. Jeg tænker på mine bedsteforældre, der gennemlevede holocaust. De betalte en pris for det tilhørsforhold. Det forpligter,” forklarer Yaron.

Diskussionerne om, hvorfor Yaron gerne ville, og Maya decideret ikke ville omskære det barn, hun bar på, var voldsomme for forholdet. Efterhånden som graviditeten skred frem, blev glæden ved snart at skulle være forældre dæmpet af uenighedens skygge.

”Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad den religiøse tradition kunne betyde for Yaron. Hvis han ville være religiøs, måtte vi overveje at overholde sabbat og andre religiøse påbud,” siger Maya.

”Vi var ikke enige, og det er vi stadig ikke. Men at foretage brit milah er en aktiv handling, mens det ingen handling kræver ikke at gøre det. Vi valgte ikke at gøre noget, for det var klart, at jeg ikke kunne sætte min vilje igennem over for Mayas ønske. Derfor blev Nimrod ikke omskåret. Jeg tænker, at havde jeg været gift med en anden, så var min søn blevet omskåret,” forklarer Yaron.

Under graviditeten opsøgte de Kahal. Et forum, der tilbyder vordende forældre, som overvejer, hvorvidt de skal omskære deres drengebørn, information om omskæring. Som Maya husker det, var hun og Yaron det eneste par, der havde en indbyrdes konflikt om emnet. De mødte mange par med en ikke-religiøs opvækst som deres. Et par var født i dybt ortodokse jødiske familier, men havde forladt religionen og forsøgte at skære alle traditioner, der forbandt dem til religion, ud af deres liv. Der var også flere sovjetiskfødte par. Immigranter, der var komme til Israel som børn, og hvor drengene, nu de vordende fædre, kort efter ankomsten havde fået foretaget brit milah som en del af integrationen i det israelske samfund. I det kommunistiske, religionsløse Sovjetunionen havde jøder stort set ikke mulighed for at omskære deres børn.

Ronit Tamir grundlagde Kahal for 20 år siden og leder møderne med de vordende forældrepar.

”Jeg er ikke aktivist. Jeg er her ikke for at overbevise nogen. Jeg svarer på spørgsmål. Jeg kunne aldrig finde på at fordømme nogen, hverken religiøse eller sekulære, der vælger at omskære deres sønner. Jødisk identitet er mange ting. Det, at jeg og nogle andre sekulære forældre vælger ikke at omskære vores drenge, forandrer intet for dem, der er troende, og for hvem, der er tale om en religiøs handling. Heller ikke for dem, der føler, at de følger en vigtig tradition. Det vigtigste for mig er religionsfrihed og friheden til at følge hver vores overbevisning,” forklarer hun.

Alle de par, der henvender sig, har forskellig baggrund, men er sekulære. Det mest stillede spørgsmål er bekymring for, at drengen vil blive mobbet for at være anderledes, hvis forældrene vælger ikke at omskære ham. Ronit Tamir må ofte svare for religionen og forklare, at et barn født af en jødisk mor i religiøs forstand altid være jøde – med eller uden forhud.

Hun bruger sin erfaring. Hendes søn er i dag 20 år og har aldrig haft problemer, hverken i børnehaven, i skolen eller i militæret. Han vælger selv, hvem han fortæller, at han ikke er omskåret. Ikke alle hans venner ved det. Alligevel var beslutning ikke uden omkostninger:

”Min svigerforældre var religiøse. De var chokerede og følte, at vi satte en skamplet på familien. De nægtede at se os. Først efter to år ringede min svigermor en dag og indledte med at sige: ’Vi er stadig vrede.’ Det kunne vi sagtens forstå. Men hun tilføjede, at nu ville de gerne se os og barnet. Så det endte lykkeligt. Vores søn fik både en farmor og farfar,” siger hun.

Der findes ingen officielle statistikker for, hvor mange israelske forældre der ikke omskærer deres drengebørn. Ronit Tamir har lavet sin egen ved at indsamle vidnesbyrd fra børnehospitaler, sundhedsplejersker og børnehaver om, hvor mange uomskårne drenge de ser i deres arbejde. Hun begyndte at interessere sig for emnet i 1996 og vurderer, at ”titusinder” af israelske drenge siden da ikke blevet omskåret. Ifølge Israels statistik er der siden 1996 født over halvanden million jødiske, muslimske og kristne drengebørn i Israel.

Hvis Ronit Tamirs vurdering holder, har forældrene til under en procent af drengene valgt brit milah fra.

I dag er Maya og Yaron stadig uenige om beslutningen om ikke at omskære sønnen Nimrod, der nu er to og et halvt år.

Stort set alle Maya og Yarons venner er sekulære, men har valgt at omskære deres sønner. Forældrene ved, at Nimrod kommer til at vokse op som en, der er anderledes blandt omskårne drenge. Det bekymrer Yaron.

”Vores valg betyder, at Nimrod hele livet vil komme til at skulle forholde sig til, at han er anderledes. Det er svært for mig. Men det ændrer jo intet ved, at han er helt perfekt og jordens skønneste dreng,” siger faderen.

Maya forbereder allerede den samtale med Nimrod, som hun ved, kommer en dag om, hvorfor de valgte ikke at lade ham omskære som spæd.

”Jeg vil fortælle ham, at vi har valgt det, vi mente var rigtigst for ham. Hvis han en dag selv vil foretage brit milah, må vi som forældre give slip. Jeg vil være stolt af ham, uanset hvad han vælger,” siger hun.

Yaron er noget uenig:

”Vi kendte jo slet ikke Nimrod dengang. Beslutningen om ikke at tage nogen beslutning i forhold til brit milah, er resultatet af vores forskellige livsopfattelser. Og den uenighed har vi trukket ned over hovedet på ham. Men jeg vil aldrig nogensinde senere i hans liv opfordre Nimrod til at få foretaget brit milah. Vi forsøger i vore opdragelse at give ham redskaber til at forstå og anerkende, at alle mennesker er forskellige. Nogle er rødhårede, andre har briller og så videre. Jeg håber bare ikke, at det, at han ikke er omskåret, bliver en sag, et issue, i hans liv.”

Det israelske ægtepar, som Kristeligt Dagblad har interviewet i Tel Aviv, ønsker ikke deres og sønnens rigtige navne nævnt i avisen. Derfor er Maya, Yaron og Nimrod Lavie navne, vi har valgt for dem.