Rusland-analytiker efter bro-sabotage: Putins inderkreds truet som aldrig før

Sabotagen mod Kertj-broen er en militær ydmygelse og katastrofe for Rusland. Hvilket hoved ruller først i Kremls top?

Lørdag morgen den 8. oktober eksploderede en bilbombe på broen og forårsagede omfattende skader på Kertj-broen, der forbinder Rusland med den ukrainske Krim-halvø. Broen fragter 15.000 køretøjer mellem Krim og Rusland dagligt – mennesker, varer og militært personel og grej og er derfor et vigtigt strategisk mål.
Lørdag morgen den 8. oktober eksploderede en bilbombe på broen og forårsagede omfattende skader på Kertj-broen, der forbinder Rusland med den ukrainske Krim-halvø. Broen fragter 15.000 køretøjer mellem Krim og Rusland dagligt – mennesker, varer og militært personel og grej og er derfor et vigtigt strategisk mål. . Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix.

Præsident Putins 70-årsdag var overstået, og man må formode, at fredagens fødselar sov, da Kertj-broen tidligt lørdag morgen blev ramt. To af Vladimir Putins personligt og strategisk største samt allerdyreste infrastrukturanlæg har været udsat for fatal sabotage inden for to uger – først Nord Stream-gasledningerne til Tyskland og så den 19-kilometer lange bro, der blev bygget efter annekteringen af Krim i 2014 for at holde Rusland og Krim ”landfast”.

De russiske myndigheder reagerede som vanligt – masser af synlig handlekraft på bekostning af behørigt hensyn til risiko for yderligere skader, angreb og tab af menneskeliv. En efterforskningskomité blev nedsat inden for få timer, og allerede om eftermiddagen meddelte man, at let trafik igen kunne passere – og at de første tog ville komme hurtigt i gang.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

En ny general for ”specialoperationen” i Ukraine blev udnævnt med navns nævnelse, hvilket er uset – den slags meddeler man ikke offentligt. Reaktionerne åbenbarede de russiske myndigheders panik. Der signaleres ”business-as-usual” førend nogen seriøs efterforskning har haft tid til at indsamle data, og eksperter har kunnet foretage dybdegående undersøgelser af broens bærende elementer.

Panikken hænger sammen med, at større interesser er på spil – ikke mindst for de fire personer i Putins absolutte inderkreds, der lige nu har alt på spil. Dem vender vi tilbage til.

Men først betydningen af broen, og hvem der mon stod bag sabotagen. Broen fragter 15.000 køretøjer mellem Krim og Rusland dagligt – mennesker, varer og militært personel og grej. Den kapacitet kan ikke erstattes med transportskibe og færger.

Tanken om, at man kan leve et normalt liv på Krim, som en del af Rusland, er udfordret. Men først og fremmest har broen været den sikre passage fra Rusland til krigens front for den russiske hær med forsyninger mod syd, Kherson og Zaporizjzja.

En sandsynlig konsekvens er, at den russiske hær i Ukraine fører yderligere styrker fra Østukraine mod syd – og dermed blotter sig for yderligere ukrainske fremstød i Luhansk og Donetsk. Katastrofalt. For Rusland. 

Så Ukraine gjorde det? Det er den mest sandsynlige hypotese. Ukraine har erklæret Kertj-broen som legitimt militært mål længe, og i så fald bliver det formodentligt ikke bekræftet, før et samlet russisk nederlag ser uundgåeligt ud.

Den første besked fra den officielle efterforskning var, at det var en lastbil, der eksploderede på broen. Derefter antændte den olietanke på godstog, der kørte parallelt med bilbroen. Og de oplyste, at lastbilen var registreret i Krasnodar.

Det behøver ikke at være sagens substans, men er det korrekt, vil den russiske sikkerheds- og efterretningstjeneste FSB have fokus på en alternativ hypotese. Det østlige Krasnodar ligger i det nordlige Kaukasus, der mod syd indbefatter regionerne Dagestan, Ingusjetien og Tjetjenien.

De største protester mod Putins massemobilisering kom fra Dagestan, der har leveret i overflod af soldater til fronten og fået tilsvarende mange hjem i ligkister. I Dagestan er langt de færreste russiske af nationalitet eller kristent-ortodokse af tro – men de har kæmpet Putins krig, fordi de blev beordret til det. Nordkaukasus har efter Sovjets sammenbrud været tilholdssted for islamistiske terror- og separatistgrupper. Kunne sabotagen være en sabotage herfra mod krigen? Vær vis på, at FSB vil undersøge det til bunds.

Og så er vi ved den absolutte inderkreds, som jorden er begyndt at brænde under. Hvem er de? De er i prioriteret rækkefølge chefen for FSB, Bortnikov, chefen for Nationalgarden, Zolotov, forsvarsminister Shoigu, og chefen for den militære efterretningstjeneste, GRU, Kostjukov, der nok er længst fra at komme i problemer lige nu, da hans ansvar også kan fordeles blandt de andre.

De er det firkløver, hvis organisationer vil holde Putin ved magten, uanset hvor hårdt presset han er – han er af samme grund ikke i risikozonen endnu. Langt fra.

FSB er ansvarlig for de efterretninger, der er lagt til grund for krigen, ikke den militære efterretningstjeneste, GRU, fordi Ukraine betragtes som et indenrigs og ikke udenrigs anliggende.

Forsvarsminister, Sergej Shoigu, er øverste chef for den forfejlede massemobilisering. Og chefen for Nationalgarden har personligt lovet Putin, at han garanterede broens sikkerhed.

Vælger Putin de næste uger at fyre Bortnikov, Zolotov eller Shoigu, så er erosionen i gang i Putins absolutte inderkreds. Hold øje med de navne.