Prøv avisen

Rusland hæver blokade af Kertjstrædet efter skud mod Ukraine

Tre ukrainske militærskibe, som Rusland beskød og beslaglagde i forreige weekend, ligger for anker ved Krim. Rusland har nu ophævet fuld blokade af Kertjstrædet, som de tre skibe var ved at sejle igennem, da de blev angrebet. Foto: Stringer/Reuters

Adgangen til Azovhavet via Kertjstrædet er trods russisk kontrol igen åben, konstaterer ukrainsk minister.

Rusland har hævet en blokade af Kertjstrædet, hvor tre ukrainske militærskibe i forrige weekend blev beslaglagt af Rusland, efter at russerne havde beskudt dem og såret flere ukrainske soldater.

Sejladsen i strædet er dog fortsat besværlig for de ukrainske skibe, der skal nå egne havne i to større byer.

Det er den ukrainske minister for infrastruktur, Volodymyr Omelyan, som i en pressemeddelelse bekræfter, at ukrainske skibe igen kan sejle ind i strædet.

Ukraine har to havne i Azovhavet. Det er i byerne Berdjansk og Mariupol. Ukrainske skibe sejler via Kertjstrædet, når de fra Sortehavet skal nå disse havne.

- Skibene bliver stoppet og tjekket af Rusland - som tidligere - men trafikken er delvist genetableret, siger Omelyan.

Søndag 25. november blev tre ukrainske militærskibe angrebet, da de var i Kertjstrædet.

Både skibe og besætninger blev tilbageholdt, og ukrainske soldater holdes fortsat fanget i Rusland.

Rusland argumenterede med, at ukrainerne ulovligt var sejlet ind i russisk territorialfarvand. Få lande i verden har anerkendt, at Rusland har annekteret den ukrainske halvø Krim.

Efter annekteringen har Rusland bygget en bro over Kertjstrædet, og dermed er det blevet lettere for russerne at blokere Ukraines adgang til Azovhavet.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skal tirsdag drøfte krisen i Ukraine med sine kolleger i Nato og med udenrigsministrene fra Ukraine og Georgien.

- Jeg håber, at der kommer nogle klare udmeldinger fra et samlet Nato om, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvad vi har set i Azovhavet, siger Samuelsen.

Den danske udenrigsminister har ikke truffet beslutning om, hvilke yderligere skridt eller sanktioner man kunne tage imod Rusland.

Det er for tidligt at drage de konklusioner, understreger han før mødet i Bruxelles.

/ritzau/