Rusland og Kina blokerer hårdere sanktioner mod Nordkorea

13 ud af 15 lande i FN's Sikkerhedsråd stemte for hårdere sanktioner mod Nordkorea. Rusland og Kina sagde nej.

FN's Sikkerhedsråd består af fem permanente medlemmer og ti medlemmer, der vælges for to år ad gangen (Arkivfoto).
FN's Sikkerhedsråd består af fem permanente medlemmer og ti medlemmer, der vælges for to år ad gangen (Arkivfoto). Foto: Andrea Renault/Ritzau Scanpix.

Rusland og Kina brugte torsdag deres vetoret til at blokere for hårdere sanktioner mod Nordkorea i FN's Sikkerhedsråd.

Det står klar efter en afstemning torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

USA stod i spidsen for forsøget på at straffe det nordkoreanske styre endnu hårdere. Det var udløst af en række nye affyringer af ballistiske missiler.

13 ud af 15 medlemmer i FN's Sikkerhedsråd stemte for forslaget. Rusland og Kina brugte dog deres vetoret til at stemme det ned.

Det er ifølge Reuters første gang siden 2006, at FN's Sikkerhedsråd offentligt er uenige om sanktioner mod det nordkoreanske styre.

De fem permanente medlemmer af rådet - Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA - har ret til at nedlægge veto mod forslag.

Forslaget ville have forbudt eksport af tobak og olie til Nordkorea. Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er storryger, skriver Reuters.

Torsdagens afstemning kom, dagen efter at Nordkorea affyrede tre missiler, i kølvandet på at USA's præsident, Joe Biden, havde været på besøg i Asien. Det ene missil var angiveligt af den største type, som Nordkorea har.

De seneste 16 år har FN's Sikkerhedsråd stille og roligt - og altid enstemmigt - indført hårdere og hårdere sanktioner mod Nordkorea.

Den seneste stramning af sanktionerne skete i 2017.

Siden dengang har Rusland og Kina opfordret til, at sanktionerne lempes. De mener, at det er nødvendigt af humanitære årsager.

- Vi mener ikke, at yderligere sanktioner vil hjælpe i forhold til at håndtere den nuværende situation. Det kan kun gøre situationen værre, sagde Kinas FN-ambassadør, Zhang Jun, umiddelbart inden torsdagens afstemning.

FN's Sikkerhedsråd består ud over de fem permanente medlemmer af lande, der vælges for to år ad gangen. De er lige nu Albanien, Brasilien, De Forenede Arabiske Emirater, Gabon, Ghana, Indien, Irland, Kenya, Mexico og Norge.

Danmark går efter at blive en del af rådet i 2025-2026.

/ritzau/