Rusland og Ukraine er i heftige kampe om lille by i Donetsk

Både Rusland og Ukraine påstår, at de har succes i byen Vuhledar, der ligger i regionen Donetsk.

Ukrainske soldater affyrer mortergranater i Donetsk-regionen. I Vuhledar, der også ligger i Donetsk, foregår der i øjeblikket heftige kampe.
Ukrainske soldater affyrer mortergranater i Donetsk-regionen. I Vuhledar, der også ligger i Donetsk, foregår der i øjeblikket heftige kampe. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix.

Ukrainske soldater er i "heftige" kampe mod russiske styrker fredag om byen Vuhledar, der ligger sydvest for byen Donetsk i Ukraine.

Både Rusland og Ukraine har påstået, at de har succes i det lille administrative centrum i byen, der er omringet af flade marker. Byen ligger tæt på den strategisk vigtige landsby Pavlivka.

Byen ligger i regionen Donetsk, som Rusland har erklæret som en del af Rusland.

- Omringningen og den samtidige befrielse af denne by løser mange problemer, siger Denis Pusjilin, der er udpeget af Rusland som leder af Donetsk-regionen.

- Snart kan Vuhledar blive en ny og meget vigtig succes for os, siger han ifølge russiske nyhedsbureauer.

Ukraine siger dog, at byen, der inden invasionen havde 15.000 indbyggere, stadig er under ukrainsk kontrol.

- Der er heftige kæmpe der, siger talsmand for det ukrainske militær Serhij Tjerevatyj til lokale medier.

- I mange måneder har det russiske militær forsøgt at opnå succes her.

Ruslands forsøg på at indtage Vuhledar er en del af landets indsats for at få kontrol med hele Donetsk-regionen.

Byen ligger også langs en sydlig front, som nogle mener kan være central i en ukrainsk modoffensiv.

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War mener, at Ruslands angreb i Vuhledar kan være en del af en række angreb, der skal begrænse Ukraines muligheder for en modoffensiv.

Fredag var mindedag for Holocaust, og både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, drog paralleller til den aktuelle situation i Ukraine.

Putin kaldte ukrainerne for nynazister i et forsvar af den mere end 11 måneder lange invasion.

- At glemme historiens lektioner fører til en gentagelse af skrækkelige tragedier, sagde den russiske præsident.

Zelenskyj brugte anledningen til at opfordre verden til at samle sig mod ligegyldighed og had.

- I dag og altid ærer Ukraine mindet om millioner af ofre for holocaust. Vi ved og husker, at ligegyldighed og had dræber.

/ritzau/AFP