Det er sandt at sige ikke ofte, at der kommer meldinger fra Finland, som vinder genklang i udlandet. Finland er endnu mindre kendt ude i verden end Danmark; en finsk ambassadør, der for mange år siden var stationeret i Sydamerika, har fortalt, at hans land jævnligt blev forvekslet med Filippinerne.
For nogle dage siden bragede finnerne imidlertid gennem lydmuren. Det skete med en nytårstale fra deres præsident, Sauli Niinistö.
Årsagen var nok, at den ikke lignede nytårstaler, som nytårstaler er flest – lidt om nationen, lidt om historien, lidt om sammenholdet, i år lidt om corona, og så videre.
Niinistö kom rundt om disse obligatoriske emner, om end både mere elegant og dybdeborende end en del af hans kolleger. Men kernen i hans budskab var sikkerhed. Ikke i forhold til indbrud i storbyerne eller vold i S-togene. Det drejede sig, hvis man lyttede godt efter, om nationens overlevelse.
Den udenrigspolitiske doktrin i Danmark har gennem århundreder kunnet koges ned til seks ord: Find ud af det med Tyskland. Det er blevet ganske nemt efter Anden Verdenskrig, hvor forbundsrepublikken, vor største nabo, er blevet fredselskende på grænsen til det pacifistiske.
Finland har ikke den luksus. Der er en grænse på over 1300 kilometer til Rusland, og doktrinen her – find ud af det med Kreml – er ved at være noget tyndslidt. Man holdt lav profil under den kolde krig, og finlandisering blev brugt som et begreb for, at en stormagt holder et mindre land i et fast greb uden at kvæle det. Russerne tillod demokrati og markedsøkonomi i Finland, men ikke for eksempel landets medlemskab af Nato eller EU. Det kan synes absurd, at man på den måde kan blande sig i et andet lands anliggender, men sådan var det.
Finnerne benyttede det smalle vindue efter den kolde krigs ophør til at befri sig for dette åg. Man blev optaget i EU i en fart, og det var slut med at adlyde Moskva. En anden finsk ambassadør har forklaret, at hans land i praksis også er en del af Nato. ”Vi ryger, men vi inhalerer ikke,” har han sagt over for den, der skriver disse linjer. Det betyder, at man deltager i militært samarbejde med forsvarsalliancen uden at være medlem.
Det er denne tilstand, som præsident Niinistö griber om i sin nytårstale. Det er en varm kartoffel, men han gør, hvad man skal med sådan en. Han skærer den midt over.
Niinistö gik på skærmen nogle dage efter, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde afleveret et såkaldt ultimatum til USA og Nato. Det gik ud på, at hvis Vesten ikke begrænsede sin militære tilstedeværelse i Østeuropa og lovede aldrig at optage Ukraine i alliancen, kunne der blive alvorlige konsekvenser, underforstået en invasion af sidstnævnte land, Europas største.
For finnerne er situationen i Ukraine af national betydning, fordi de kan blive truet næste gang. Niinistö gik derfor i sin tale hele vejen: Finland, erklærede han, forbeholder sig ret til at anmode om Nato-medlemskab, ”dersom vi selv beslutter det”.
Det skal Putin nok også have noget imod, hvis den tid kommer, men, synes man at tænke i Helsinki, det kan ikke nytte noget. Russerne skal ikke bestemme længere. Hverken over for Ukraine eller over for Finland.
Den finske præsident citerer også Henry Kissinger: Når en gruppe af lande søger at undgå krig, ender det altid med, at det internationale samfund må underlægge sig dets mest brutale medlem, har den tidligere amerikanske udenrigsminister sagt.
Talen har vakt opsigt i europæisk diplomati, herunder det danske. Det mærkes, siger en pensioneret dansk ambassadør, at ”Finland har mange års erfaring i at beskæftige sig med tunge ting og samtidig holde tungen lige i munden”.
En anden – aktiv – diplomat fremhæver, at ”man jo ikke kan undgå” at sammenligne talen med andres nytårsord, der synes at have været igennem en vaskemaskine med blødgøringsmiddel.
Wolfgang Ischinger, leder af den prestigefyldte, årlige sikkerhedskonference i München, siger på Twitter, at ”et land har brug for sådanne taler”.
Kan det håbes, at andre stats- og regeringschefer hermed inspireres til deres næste, store optræden – hvis altså ikke virkeligheden igen overhaler de bange anelser? Onnellista uutta vuotta, som finnerne siger, når de ønsker godt nytår.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om europæiske anliggender med europæisk perspektiv.