Rusland styrer Assads sejr i Syrien – og mere end det

Ruslands Putin har foreløbig hjulpet sin syriske kollega, Bashar al-Assad, med at blive ved magten og genvinde kontrollen med størstedelen af sit land, men kan og vil Putin opfylde Israels krav om at stække Assads anden allierede Iran?

Under Daraa-offensiven har de syriske styrker blandt andet generobret Naseeb-grænseovergangen til Jordan, hvor præsident Assads billede nu igen er hængt op, som det fremgår af dette officielle foto fra regimet.–
Under Daraa-offensiven har de syriske styrker blandt andet generobret Naseeb-grænseovergangen til Jordan, hvor præsident Assads billede nu igen er hængt op, som det fremgår af dette officielle foto fra regimet.– . Foto: Sana/AP/Ritzau Scanpix).

Rødt, hvidt og sort med to grønne stjerner på den hvide stribe vejrer det syriske flag atter over Daraa. I syv år blafrede oprørets flag i den varme vind i Syriens sydvestlige provins af samme navn. Alt imens oprørerne skiftede fra naive skolebørn, der malede graffiti på skolevæggen, over sekulære idealistiske gadedemonstranter til Den Frie Syriske Hær, der fik amerikansk træning og våben, men som i de senere år er blevet afløst af adskillige rivaliserende islamiske grupper med skiftende bagland og alliancer.

Mindst 430 mennesker har mistet livet i de voldsomme kampe, der gik forud for sejrsøjeblikket i byen Daraa, da regimesoldater under stor jubel pillede revolutionens grønne, hvide og sorte fane med tre røde stjerner på den hvide stribe ned af flagstangen ved posthuset i byen Daraa i torsdags. Derefter gav de sig på plyndringstogt i byen. Det er Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, en ngo i London, der har opgjort tabstallene, siden offensiven mod Daraa-provinsen blev indledt den 19. juli.

By for by har regimets soldater med støtte på jorden fra den iransk-finansierede Hizbollah-milits og shia-muslimske lejesoldater og russisk luftstøtte indtaget provinsen. 84 procent af Daraa-provinsen er nu på regimets hænder. Men der stadig er voldsomme kampe og forhandlinger om de resterende oprørslommer, skriver Sohr.

Det er Rusland, der fører ordet. Det er russiske kampfly, der foretager størstedelen af bombardementerne, og det er russiske forhandlere, der udlægger præmissen for de lokale, når kampene er forbi: Oprørerne skal, uanset hvilken fraktion de tilhører, aflevere deres tunge våben til hæren. Russisk politi tager ansvar for civilbefolkningens sikkerhed og ro i gaderne. De, der flygtede fra bombardementerne og forsøgte at nå til Jordan, men blev standset ved grænsehegnet, bliver opfordret til at komme hjem og blive. De unge mænd, der har undveget den obligatoriske militærtjeneste i regimets hær og derfor nu er desertører, vil få seks måneders frit lejde. Russerne organiserer busser for omkring 400 væbnede oprørere, og de af deres familier, der ønsker det. De bliver kørt nordpå til Idlib-provinsen, som det blev gjort, da oprøret blev nedkæmpet i Homs og i det østlige Ghouta ved Damaskus. Andre oprørsgrupper har foreløbig valgt at aflevere deres våben og blive af frygt for, at regimets næste skridt vil være at angribe Idlib.

Men Assad har stadig ikke sejret i Daraa. I provinsens næststørste by, Nawa, kræver befolkningen, at russerne holder regimets plyndrende styrker ud af byen til gengæld mod, at de selv hejser landets flag. Og ”vanvittige mængder af granater og tøndebomber” regner ifølge observatoriet stadig ned i de områder, der kontrolleres islamister med forbindelse til Islamisk Stat. En Sohr-rapport beskriver, at de inden for et døgn er blevet angrebet med over 1000 missiler.

De angreb forgår ned til fire kilometer fra grænsen til den demilitariserede zone, der siden 1974 har adskilt syriske og israelske styrker på Golanhøjderne og ses og høres tydeligt fra Israel. I sidste uge rejste Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til Moskva for at afstemme sine krav til fremtidens Syrien med Vladimir Putin. Israel vil have den russiske præsidents garanti for, at Iran holdes væk fra Israels grænser. Helst helt ud af Syrien og mindst ”dusinvis af kilometer” væk. Israel vil ikke acceptere, at Syrien er gennemgangsland for langtrækkende våben fra Iran til Hizbollah i Libanon. Israel ønsker, at FN genetablerer observatørstyrken Undof, der frem til 2014 kontrollerede den demilitariserede zone på Golanhøjderne. Israel har til gengæld tilsyneladende lovet Putin ikke at destabilisere Assads styre.

”Vi har ikke noget problem med Assads regime. I 40 år har der ikke været affyret et eneste skud på Golanhøjderne,” citerede avisen Ha’aretz Netanyahu for at have sagt til Putin.

Men det er mindre klart, hvad Putin har lovet Israel til gengæld. Andet end at blive ved med at se igennem fingre med, at Israel fortsat opererer imod Iran på syrisk territorium under Assads og russernes radar.

I den seneste uge har Israel to gange reageret på, at spiondroner er blevet fløjet fra syrisk område ind over Israel, og Israel har besvaret ild, da regimegranater fløj over grænsen. Natten til i går blev ni syriske soldater dræbt under et raketangreb på en række lagerbygninger i al-Nayrab-lufthavnen nær Aleppo, hvor iranske styrker tilsyneladende opbevarer våben. Syriske officielle kilder fastholder, at det var et israelsk angreb. Israel kommenterer ikke.