Prøv avisen

Rusland udfordrer USA i Middelhavet

Rusland sender nu også krigsskibe til Middelhavet som modvægt mod den massive amerikanske militære tilstedeværelse i området. – Foto: Vasily BatanovAFP.

Den russisk-amerikanske styrkefremvisning i Middelhavet er ikke udtryk for, at de to stormagter er på kollisionskurs. Rusland ønsker blot at sikre, at en amerikansk straffeaktion ikke udvikler sig

Signalerne fra den massive oprustning i form af russiske og amerikanske krigsskibe i Middelhavet er ikke til at tage fejl af. Med fem store krigsskibe i den østlige del af Middelhavet gør USA sig klar til at sætte en militær operation mod Syrien i gang. Samtidig sender Rusland en næsten lige så stor flådestyrke til regionen, og selvom det fra russisk side beskrives som en allerede planlagt manøvre, står det klart, at ingen af krigsskibene er sendt ved et tilfælde.

LÆS OGSÅ: Leder: Nej til indgreb i Syrien

De russiske kommentarer om, at skibene er en del af en rutinemanøvre er et signal til USA om, at skibene ikke skal opfattes som en direkte trussel mod de amerikanske hangarer. Samtidig er det en kraftig påmindelse til USA om, at Rusland stadig betragter Syrien som en allieret og en af sine vigtigste interesser i regionen.

De russiske krigsskibe er derfor først og fremmest sendt til Middelhavet for at vise en tilstedeværelse, der ikke ligger under for den amerikanske. Men hovedårsagen til, at Rusland forsøger at opveje den amerikanske flåde lige nu er, at man vil forsøge at forhindre, at det ventede begrænsede anslag mod syriske mål udvikler sig til en reel krig, der kan true regimet, og dermed også Ruslands interesser.

Antagelsen er, at USA vil igangsætte en såkaldt straffeaktion mod et begrænset antal syriske mål. Målet vil være at sende et signal til Syriens præsident Bashar al-Assad om, at brugen af kemiske våben mod de syriske oprørere er uacceptabel. USA og en række andre lande mener, at det syriske styre har ansvaret for et kemisk angreb onsdag i sidste uge. Et angreb, der ifølge syriske oprørskilder kostede mere end 1000 civile livet.

Men Rusland husker udviklingen i Libyen, hvor et Nato-flyveforbud udviklede sig til en omfattende bombning af landet og herefter præsident Muammar Gaddafis fald. Rusland følte sig dengang ført bag lyset af Nato-magterne.

Krigsskibene i Middelhavet er kommet for at minde USA om, at en lignende udvikling i Syrien ikke kan komme på tale. Rusland frygter, at USA har en skjult dagsorden, og at den såkaldte straffeaktion kun er begyndelsen af en mere omfattende offensiv, der i sidste ende kan bringe Assads styre i fare. En udvikling, der også kan finde sted, selvom det ikke engang var intentionen fra starten.

Krige og militære offensiver er lette af sætte i gang, men tager ofte uventede drejninger, når hændelsesforløb og den offentlige internationale mening flytter sig. Det ved russerne, og derfor er de til stede fra begyndelsen denne gang.

Rusland har sin eneste mellemøstlige flådebase i Syrien, og 90 procent af de våben, den syriske hær bruger, menes at stamme fra Rusland. Samtidig er Rusland ansvarlig for en række infrastruktursprojekter i Syrien. Også geopolitisk set er Syrien vigtig for Rusland, fordi alliancen mellem de to giver Rusland modvægt til de amerikanske alliancer i regionen med Israel og Saudi-Arabien.

Ruslands massive tilstedeværelse i Middelhavet er desuden teknisk set endnu en håndsrækning til Bashar al-Assad. De russiske krigsskibe er flydende efterretningsstationer, der både kan aflytte og registrere amerikansk lufttrafik. Rusland vil være i stand til at give Assads styre tidlige advarsler om angreb og endda hjælpe med at placere anti-luftskytsbatterier de strategisk rigtige steder. På den måde kan og vil Rusland være med til at forbedre det syriske styres position over for den overlegne amerikanske modstander.