Ruslands forventer enorme ekstra indtægter fra olie og gas

Ifølge minister vil salg af olie og gas indbringe langt mere end forventet i år. En del skal gå til krigen.

Rusland forventer at få højere indtægter fra salg af olie og gas til udlandet end tidligere beregnet. Det siger den russiske finansminister. En del af pengene skal gå til at finansiere krigen i Ukraine. Luftfoto fra Omsk i Rusland viser et godstog med vog
Rusland forventer at få højere indtægter fra salg af olie og gas til udlandet end tidligere beregnet. Det siger den russiske finansminister. En del af pengene skal gå til at finansiere krigen i Ukraine. Luftfoto fra Omsk i Rusland viser et godstog med vog. Foto: Alexey Malgavko/Reuters.

Rusland forventer i år at få indtægter på salg af olie og gas, der er omkring 100 milliarder kroner større end tidligere forventet.

Det oplyser Ruslands finansminister, Anton Siluanov, til en statslig tv-station fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi forventer at modtage op til en billion rubler (99,8 milliarder kroner, red.) yderligere i olie- og gasindtægter ifølge den prognose, som vi har lavet med ministeriet for økonomisk udvikling, siger Anton Siluanov.

Ifølge finansministeren planlægger regeringen i Moskva at bruge pengene i år frem for at lægge dem til side.

Pengene skal blandt andet gå til pensionister, børnefamilier samt til at finansiere den "særlige operation" i Ukraine, som Rusland betegner krigen i nabolandet.

Vestlige lande har indført en række sanktioner mod Rusland som en straf for landets militære angreb mod Ukraine. Men sanktionerne har endnu ikke ramt forsyningerne af olie og gas fra Rusland i særlig grad.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, hånede for nylig sanktionerne og sagde, at Europas "kaotiske handlinger" har ført til en stigning i Ruslands indtægter fra olie og gas.

USA forbød i marts - få uger efter den russiske invasion i Ukraine - import af olie og flydende naturgas (LNG) fra Rusland. EU har talt om en tilsvarende straffeaktion, men indtil videre er det blevet ved snakken.

Et stop for russisk energi vil have større økonomiske konsekvenser for Europa end USA, fordi kun syv procent af den amerikanske import af olie kommer fra Rusland, mens det for Europa drejer sig om cirka 25 procent.

Et forslag fra EU om at udfase import af råolie fra Rusland i løbet af seks måneder er endnu ikke godkendt af medlemslandene.

Tyskland har sat planer om åbningen af gasrørsledningen Nord Stream 2 fra Rusland på pause, mens Storbritannien har meddelt, at det vil udfase import af russisk olie inden udgangen af 2022.

Det skriver BBC.

Rusland har svaret igen ved blandt andet at forbyde udenlandske investorer, der ligger inde med russiske aktier og obligationer for milliarder af dollar, at sælge deres værdipapirer.

/ritzau/