Ruslands unge er først lige begyndt at gøre oprør

I 50-året for Vestens ungdomsoprør i 1968 er det den russiske ungdoms tur. De unge russere tilhører en generation, der i modsætning til deres forældre og bedsteforældre intet har at takke præsident Vladimir Putin for

”Direkte linje til Putin” er den årlige forsikring til befolkningen om, at Putin hører folket, forstår folket og er på folkets side i kampen mod alt det, der gør livet surt. Og pakken må på syttende år siges at virke. Opbakningen til Putin i meningsmålingerne er skyhøje, og regimet virker stabilt her i slutningen af dets andet årti. Foto: Natalia Kolesnikova/AP/ritzau

I dag er der ”Direkte Linje til Putin”, et af Putinregimets folkelige grundpiller – det årlige show hvor folk i tre-fire timer på direkte tv stiller spørgsmål til landets præsident, Vladimir Putin.

”Direkte linje til Putin” er den årlige forsikring til befolkningen om, at Putin hører folket, forstår folket og er på folkets side i kampen mod alt det, der gør livet surt. Og pakken må på syttende år siges at virke. Opbakningen til Putin i meningsmålingerne er skyhøje, og regimet virker stabilt her i slutningen af dets andet årti.

Alligevel så vi voldsomme billeder i ugens begyndelse fra en række russiske byer, hvor kampklædte soldater arresterede op mod 1000 demonstranter, typisk unge russere. Man så grupper af fire-seks hærdebrede mænd i moderne brynjer samles om de unge en for en, der på deres side virkede ganske harmløse og ude af stand til at udgøre nogen trussel overhovedet mod ordensmagten.

Billederne er de første tegn på det russiske ungdomsoprør, som vi med al sandsynlighed vil se udfolde sig yderligere i 2018, hvor der skal være præsidentvalg i Rusland.

Et oprør fra de unge, hvis forældre oplevede markedsøkonomiens goder efter Sovjets fald og voksede ind i Ruslands første middelklasse, og hvis bedsteforældre er vokset op i den sovjetiske knaphedsøkonomi og repressive styre. Begge generationer før nutidens unge i Rusland har oplevet Putin som et symbol på, at Rusland blev et bedre sted at være – med mere personlig frihed, stabilitet frem for krise og økonomisk fremgang.

Den oplevelse har den unge generation ikke. Den har udsigt til at være den første generation efter forældre og bedsteforældre, der kan se frem til en dårligere fremtid end disse.

Den russiske oppositionspolitiker, Aleksej Navalnij, er i øjeblikket oppositionens tydeligste ansigt, selvom det er de unge, der er protestens hovedpersoner.

Navalnij er i øjeblikket forhindret i at blive opstillet til næste års præsidentvalg på grund af en korruptionsdom, som mange finder farceagtig.

Navalnijs strategi er at gøre protesten til et spørgsmål om, hvorvidt præsidentvalget i 2018 kan kaldes legitimt, hvis ikke Navalnij får lov til at stille op.

Legitimitetsspørgsmålet er kernen i det nuværende regimes stabilitet. Putin betragtes bredt som Ruslands rette leder; også af dem, der ikke er enige i hans kurs.

Kredsen omkring Putin har hidtil været forskånet for samtalen om den korruption, der når helt til tops i det russiske samfund. Fordi de unges forældre og bedsteforældre har set gennem fingre med denne del af korruptionen i landet – man har fået velstand og stabilitet retur fra den herskende elite.

Derfor er ungdommen protestens hovedpersoner. De vil ikke se gennem fingre med korruptionen på det højeste niveau i samfundet, da eliten ikke giver dem et fremtidshåb. Og opløses tabuet bredt i det russiske samfund, skrider en del af grundlaget for det nuværende regime.

Derfor så vi, hvad der helt klart var en overreaktion fra politimyndighedens side i mandags, da de op mod 1000 demonstranter blev arresteret. En overreaktion, der bunder i et stabilt, men også aldrende regimes paranoide frygt for, at læsset vælter. At den grundlæggende legitimitet ryger. Det er den slags, et ungdomsoprør kan forårsage.

Putin får brug for sine talegaver i dag, når han møder befolkningen live. Men det klarer han nu nok i vanlig stil. Men om et år skal ungdommen stemme og antageligt deltage i et valg, hvor de ikke føler, at nogen kandidat repræsenterer deres synspunkter.

Det kan antænde en lunte, der underminerer regimets legitimitet. Og så har Putin kun to andre håndtag til at holde på magten – nationalisme og autoritære stramninger.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, ekstern lektor i international politik ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet samt partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han kommenterer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.