Prøv avisen

For russerne er holocaust en parentes

Mange russere spørger sig selv, hvordan unge mænd, hvis bedste- og oldefædre kæmpede og døde i kampen mod nazismen, selv bliver nazister og skænder jødiske grave. Her er det en jødisk kirkegård i Sankt Petersborg, det er gået ud over i februar i år. - Foto: Scanpix.

For russerne er det underligt at understrege den jødiske tragedie, når millioner af russere døde i krigen mod Tyskland. 14 år efter Sovjets opløsning befinder Rusland sig stadig i et moralsk og religiøst tomrum, mener jødernes talsmand i Rusland, Baruch Goren

Rusland oplever i disse år en kraftig vækst i antallet af racistiske overfald og drab på udvekslingsstuderende. Den 20. april var således ligefrem en uofficiel fridag for asiatiske og afrikanske studerende i Rusland. De holdt sig igen i år hjemme af frygt for at blive udsat for racistiske overfald på denne dato, Adolf Hitlers fødselsdag.

Mange russere spørger sig selv, hvordan unge mænd, hvis bedste- og oldefædre kæmpede og døde i kampen mod nazismen, selv bliver nazister? Informati-onschef i Føderationen af jødiske menigheder i Rusland, Baruch Goren, mener imidlertid, at der ligger en fejl indbygget i spørgsmålet:

"Anden Verdenskrig var ikke en krig mod en ideologisk modstander, men en geopolitisk kamp. Ikke kun for Sovjetunionen, der indgik en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland, men også for Vesten, der underskrev München-overenskomsten," understreger han.

"Sovjetunionen kæmpede ikke imod den nazistiske ideologi, men mod en besættelsesmagt. Den sovjetiske propaganda under krigen var ikke anti-nazistisk, men anti-tysk og nationalistisk, derfor kan man ikke sige, at essensen i krigen var en kamp mod nazismen. Af samme grund kan jeg ikke se noget underligt i, at ikke bare veteranernes børnebørn, men også veteranerne selv kan fremføre stærkt nationalistiske synspunkter".

For veluddannede russere betyder holocaust nøjagtigt det samme som for veluddannede vesteuropæere, men i den brede befolkning er det langt fra alle, der kender ordet. Det hænger ifølge Baruch Goren også sammen med den menneskelige tragedie, som Anden Verdenskrig var for det sovjetiske folk:

"Selv uden nationalistiske overbevisninger virker det kunstigt at fremhæve nogen bestemt befolkningsgruppe ud af de 30 millioner sovjetborgere, der mistede livet. Derfor virker det i Rusland mere underligt at understrege lige netop den jødiske tragedie, end det gør i f.eks. Frankrig, hvor hovedparten af de døde netop var jøder. Også selvom jøderne var den befolkningsgruppe, der led mest under Nazi-Tysklands aggression, da de var de eneste, der ikke kunne gå over på tyskernes side, men blev søgt udryddet, alene af den grund, at de var født jøder".

Baruch Goren, der både er informationschef og chefredaktør for det russisksprogede jødiske blad Lechaim ("Til livet"), overvejede som ung kraftigt at emigrere. Sovjetregimet tvang ham og andre troende til at leve i to verdener. En udstillingsverden, hvor fungerende aktive menigheder, synagoger, kirker og moskeer skulle bibeholde et skær af åbenhed og en ateistisk totalitær hverdag, hvor unge mennesker på møder i den kommunistiske ungdomsorganisation Komsomol blev hængt ud for at gå i kirke eller i synagoge.

Baruch Goren kan huske, at der stod aktivister uden for den lokale synagoge i Odessa og registrerede, hvem der gik til gudstjeneste. Ideen var, at så længe de religøse mennesker stadig var i live, skulle religion ikke forbydes, men samtidig var det forbudt for unge at praktisere deres religion og at undervise dem i tro og sprog. Der herskede en opfattelse af, at ikke bare jødedommen, men samtlige religioner snart ville uddø, sammen med de mennesker, der endnu kunne huske tsar-styret. Tilbage ville der kun være kommunistisk oplyste ateister.

Man kunne med andre ord ikke være religiøs og en fuldgyldig samfundsborger på samme tid. Ledende poster kunne kun beklædes af medlemmer af kommunistpartiet, der bekendte sig til marxisme-leninismen, og som pr. definition var ateister. Derfor kunne en troende jøde aldig blive mere end sjakbajs på et værksted eller vicedirektør på en fabrik.

Kommunismen var for sovjetborgeren det samme som kirken, og de kristne værdier er det for en protestant, mener Baruch Goren. Den sovjetiske ideologi erstattede på godt og ondt religionen, men den faldt fra hinanden allerede inden Sovjetunionens sammenbrud, og ungdommen blev overladt til et ideologisk og religiøst vakuum, eftersom ingen af de traditionelle trossamfund havde noget specielt solidt fodfæste i samfundet.

Denne fuldstændige mangel på et fælles moralsk grundlag er ifølge Baruch Goren forsat Ruslands største samfundsmæssige problem.

"I dette tomrum, som de traditionelle samfund ikke har kunnet fylde ud endnu, er der opstået en lang række ikke nødvendigvis religiøse koncepter. Der hersker en utrolig overtro i Rusland. Selv i seriøse aviser bliver man lovet evig ungdom af kloge koner og håndlæsere. Og disse annoncer har et publikum. Ikke kun gamle landsbykoner, men lærere, læger, journalister osv."

"Det har at gøre med et behov for at tro og for at have en række moralske normer. Det findes hos alle, og enhver, der udnytter det rette øjeblik, kan udfylde dette behov. Derfor er indflydelsen fra totalitære sekter meget farlig for Rusland," vurderer Baruch Goren.

Navnligt midt i 1990'erne blev Rusland hjemsøgt af en række sekter, blandt andre Maria Davy Khristos (russisk selvmordssekt), Aum Shinrikyo-kulten (der stod bag giftgasangrebet i Tokyo) og Scientology.

Baruch Goren mener, at forholdene lader sig sammenligne med situationen i kz-lejrene lige efter befrielsen.

"Man så mad for første gang i lang tid, mange kunne ikke stå for fristelsen og spiste sig ihjel. Mad viste sig at være farligere end sult. Det er det, der sker med det russiske samfund i dag. I denne åndelige sult er der stor fare for blive forgiftet. Blive forgiftet af sekter, af pseudoreligioner. Blive snydt at tilrejsende såkaldte præster, der franarrer folk penge og bolig, eller blive rekrutteret af hedenske sekter, som pr. definition er anti-kristne, anti-muslimske og selvfølgelig anti-semitiske".

Alligevel mener Baruch Goren ikke, at det kun er sekter, der udgør en fare:

"Også skinheadbevægelsen og ekstreme politiske ungdomsorganisationer baserer sig på en pseudo-ideologi. En skinhead har brug for noget at tro på – og han tror på, at kaukasere er skyld i alle ulykker. Derfor vil jeg ikke sige, at det farligste er sekter. Det farligste er gudløshed i det hele taget".

I de fleste tilfælde mener Baruch Goren dog ikke, at der skal sættes ind med forbud, men med en styrkelse af de traditionelle trosformer (ortodoksi, islam, katolicisme, jødedom, protestantisme, buddhisme).

Han tror, at problemet vil forsvinde i det øjeblik, at de traditionelle trossamfund får uddannet en ny genneration af hyrder

"Hvis et menneske – selvom det måske er klar over det – er rundet af den ortodokse kristendoms moral, så vil en klog, veluddannet og troende hyrde have langt lettere ved at nå dette menneske end en Hare Krishna munk. Men hyrden skal være ligeså stærk i sin tro som munken," pointerer Baruch Goren.

Føderationen af jødiske menigheder i Rusland forsøger at gøre sit ved at genrejse de jødiske traditioner i den russiske Føderation. Der bor officielt 270.000 jøder i Rusland. Imidlertid er 350.000 jøder registret alene i de jødiske menigheder, og da broderparten af de russiske jøder er stærkt integreret i det russiske samfund og ikke er tilknyttet menighederne, er tallet formentlig langt større.

Det er imidlertid svært at opgøre, da de fleste jøder er børn af blandede ægteskaber. I henhold til den jødiske lov er kun børn af en jødisk mor at regne som jøder, men det er den almindelige opfattelse, at barnet selv definerer sin tro og nationalitet.

"Vi mener, at der er op imod en million jøder i Rusland, og her medregnes ikke de såkaldte fortabte jøder, der intet ved om deres oprindelse," fortæller Baruch Goren.

At så mange russiske jøder har glemt deres rødder hænger sammen med, at de ikke-integrerede jøder i landdistrikterne hovedsagligt var dem, der blev udryddet under Anden Verdenskrig, og at storbyjøder, der fortsat følte sig som jøder, i 1970'erne benyttede muligheden for at flytte til Israel.

Jøder, der stadig bor i Rusland, er som regel mennesker, der ikke før nu har følt sig som jøder, men som først nu begynder at vende tilbage til de jødiske traditioner, fordi titusindvis af børn fra blandede ægterskaber nu læser på jødiske skoler.

I Føderationen af jødiske menigheder i Rusland opfatter man denne udvikling som noget nær et mirakel, da det er børn, der ikke hjemmefra har fået nogen forestilling om, hvad det vil sige at være jøde.

Typisk begynder føderationen med – i en by med en jødisk befolkning af en vis størrelse – at etablere en jødisk skole og at arrangere sommerlejre for jødiske børn. Som hovedregel åbner føderationen ikke synagoger, men menighedscentre med idrætshal og internetcafe og andre ting, der tiltrækker folk, som ikke interesserer sig for jødiske traditioner.

På den måde er mange mennesker, der for 15 år siden ikke skænkede deres oprindelse mange tanker, vendt tilbage til de jødiske traditioner. Også i Moskva vokser den jødiske menighed kollossalt. For 10 år siden kunne byens dengang tre synagoger end ikke ved højtiderne trække fulde huse. I dag er der 10 synagoger og menighedscentre, og de er fyldte hver lørdag.