Sidst der var parlamentsvalg i Rusland, i december 2011, skyllede en bølge af protester ind over Moskva og andre store byer mod valgsvindel. Siden Sovjetunionen brød sammen, har alle russiske valg haft elementer af valgsvindel. For fem år siden blev det for meget for middelklassen i de store byer, og Kreml var rystet i sin grundvold. Det, man frygter allermest, en farverevolution a la Ukraine, truede regimet. Farverevolutioner er samlebetegnelsen for folkelig opstande, der vælter et siddende styre i den tidligere østblok, og de er Kremls største frygt.
Rusland er efter Ukrainekrisen blevet ramt af vestlige sanktioner, og landet er lammet af en økonomisk krise i disse år. Det kunne ligne præteksten for en farverevolution, men er det ikke. Det handler både om regimet og om den russiske vælger.
Vladimir Putins styre har skridt for skridt demonteret en række elementer i det demokrati, Rusland oplevede i 1990’erne efter kommunismens fald. Det russiske demokrati blev født med den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs glasnost-kampagne, et krav om mere åbenhed og gennemsigtighed i det ellers så lukkede kommunistiske regime. Det udviklede sig under Gorbatjovs efterfølger, Ruslands første folkevalgte præsident, Boris Jeltsin, der så en strategisk interesse i en fri presse i sin kamp for den politiske magt. Og det udviklede sig via de erfaringer, man gjorde sig med valg og parlament i 1990’erne.
Ved valget i 1993 – det måske frieste, men også mest anarkistiske valg i Ruslands historie – fik den højrenationalistiske Vladimir Sjirinovskij og hans parti over 20 procent af stemmerne. Og en række politikere, der ikke var opstillet på partilister, kom ind i Dumaen.
Den nationalistiske dagsorden skabte nervøsitet i Vesten, mens det anarkistiske parlament bekymrede den russiske elite – kunne parlamentet overhovedet arbejde og skabe politiske resultater? I 1990’erne, hvor det postkommunistiske Rusland var præget af den værste økonomiske krise i nyere tid, var overskrifterne for Jeltsins regeringer ”demokratisering” og ”reformer”. Befolkningens oplevelse var, at ingen af delene hjalp eller gjorde dagligdagen mere tålelig, og dermed blev bunden lagt for en diskreditering af de to ord den dag i dag. Og en væsentlig forudsætning for Putins styre.
Putin demonterede Jeltsins regime. Jeltsins inderkreds, der troede sig i kontrol over den alkoholiserede præsident, fandt Putin egnet som anonym, styrbar efterfølger. De tog grueligt fejl og blev politisk marginaliseret i løbet af få år, hvor Putin befæstede sin magtbase. Under overskriften ”styret demokrati” indledtes en centralisering af statsmagten. Guvernører blev nu valgt af præsidenten fremfor af befolkningen. De vigtigste nationale medier kom under Kremls kontrol. Primært Kreml-tro partier – med undtagelse af kommunisterne – blev opstillingsberettigede ved valgene. Ngo’er, der samarbejdede med vestlige organisationer eller var i opposition til Kreml, oplevede den første mistænkeliggørelse i det, der i dag har udviklet sig til mærkatet ’udenlandske agenter’, hvilket blandt andet har fået Nordisk Råd til at lukke sine kontorer i Rusland.
Op til dette valg har skruen fået et ekstra vrid. Valgobservatører bliver begrænset i deres udfoldelse. Loven om ulovlige demonstrationer er forvredet ud i det absurde og vil medføre lange fængselsstraffe. Det sidste uafhængige meningsmålingsinstitut, Levada, har fået mærkatet ’udenlandsk agent’, efter at en af dets rundspørger viste tilbagegang for Putins parti, Forenet Rusland. Sikkerhedsstyrker er flyttet fra indenrigsministeriet ind under Kreml i en ny nationalgarde, der blandt andet skal tage sig af indre sikkerhedstrusler. Og slutteligt er valget fremrykket fra december til september, hvilket betyder, at mange af de 110 millioner russiske vælgere overhovedet ikke er klar over, at der er valg.
Oppositionen har ikke hjulpet befolkningen med at opdage valget – det har været den tammeste valgkamp i mands minde. Rusland er præget af politisk apati. Og i en økonomisk krise kan det undre, at russerne ikke protesterer.
Under protesterne i 2011 var det den middelklasse, der nød godt af væksten i russisk økonomi i 2000’erne, som gik på gaden. Man havde dengang troen på at opnå politiske frihedsrettigheder. Med krise og sanktioner er befolkningens fokus ikke længere på, hvad mere man kan få, men hvor meget man yderligere kan miste. Kan status quo holdes, er det rationelt at foretrække. Og Putin og Forenet Rusland er status quo – bolværket mod demokratisering og reformer, der red Rusland som en mare i 1990’erne.
Dog er den russiske vælger ikke kun rationel, men har også stærkt anarkistiske rødder. Og 2011 havde ingen ventet folkelig protest. Så følg alligevel med søndag. Det gør de i Kreml.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, ekstern lektor i international politik ved Københavns Universitet samt partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.